Lazarus bliver syg og dør

Sorg ramte det fredfyldte hjem, hvor Jesus havde hvilet sig. Lazarus blev pludselig syg, og hans søstre sendte bud til Frelseren med ordene: “Herre, den, du elsker, er syg.” De så, hvor alvorligt syg broderen var, men de vidste, at Kristus havde vist sig at være i stand til at helbrede alle slags sygdomme. De troede, at han ville dele deres store bekymring; derfor bad de ham heller ikke indtrængende om straks at komme, men sendte kun denne tillidsfulde meddelelse: “Den, du elsker, er syg.” De troede, at han straks ville reagere på deres meddelelse og komme til dem, så snart han kunne nå frem til Betania.JSL 378.3

Længselsfuldt ventede de på at høre fra Jesus. Så længe der endnu var en gnist af liv tilbage i deres broder, bad de og holdt øje med, om Jesus kom. Men sendebudet vendte tilbage uden ham. Dog med en meddelelse til dem: “Den sygdom er ikke til døden,” og de klamrede sig til håbet om, at Lazarus måtte leve. Nænsomt prøvede de at indgyde den næsten bevidstløse syge håb og opmuntring. Da Lazarus døde, var de bittert skuffede; men de følte sig støttet af Jesu nåde, og dette afholdt dem fra at bebrejde Frelseren noget.JSL 378.4

Da Kristus fik meddelelsen, syntes disciplene, at han tog køligt imod den. Han gav ikke udtryk for sorg, sådan som de havde forventet af ham. Han så på dem og sagde: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.” I to dage blev han, hvor han var. Disciplene forstod slet ikke denne tøven. Hvor ville hans tilstedeværelse have været en trøst i det sørgende hjem, tænkte de. Hans store hengivenhed for familien i Betania var velkendt for disciplene, og de var overraskede over, at han ikke reagerede på det sørgelige budskab: “Den, du elsker, er syg.”JSL 378.5

I disse to dage syntes Jesus at have skubbet meddelelsen helt ud af tankerne; for han talte ikke om Lazarus. Disciplene tænkte på Johannes Døber, bebuderen af Kristus. De havde undret sig over, hvorfor Jesus med sin magt til at udføre vidunderlige mirakler havde tilladt Johannes at vansmægte i et fængsel og dø en voldelig død. Når Kristus havde en sådan magt, hvorfor frelste han så ikke Johannes’ liv? Dette spørgsmål var ofte blevet stillet af farisæerne, der fremførte det som et uimodsigeligt argument mod Kristi krav på at være Guds Søn. Frelseren havde advaret sine disciple om prøvelser, tab og forfølgelser. Ville han mon svigte dem i prøvelser? Nogle spurgte sig selv, om de havde taget fejl af hans mission. Alle var dybt bekymrede.JSL 379.1

Efter at have ventet i to dage, sagde Jesus til disciplene: “Lad os tage tilbage til Judæa.” Disciplene spurgte sig selv, hvorfor han havde ventet i to dage, når han ville til Judæa. Men ængstelse for Kristus og for dem selv var det fremherskende i deres sind. De kunne ikke se andet end fare i den kurs, han var ved at følge. “Rabbi,” sagde de, “jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?” Jesus svarede: “Har dagen ikke tolv timer?” Jeg er under min Fars ledelse. Så længe jeg gør hans vilje, er mit liv sikkert. Min tolv timers dag er endnu ikke til ende. Jeg er nået til den sidste del af min dag, men så længe der er noget af den tilbage, er jeg tryg.JSL 379.2

“Den, der vandrer om dagen, snubler ikke,” fortsatte han, “for han ser denne verdens lys.” Den, som gør Guds vilje, og som går ad den vej, Gud har anvist, kan ikke snuble og falde. Lyset fra Guds vejledende Ånd giver ham en klar forståelse af hans pligt og viser ham til rette, indtil hans gerning er endt.JSL 379.3

“Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.” Den, som går en vej, han selv har valgt, og som Gud ikke har anvist, vil snuble. For ham er dagen blevet til nat, og hvor han end er, er han ikke i sikkerhed.JSL 379.4

“Derefter siger han til dem: ‘Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.’” “Vor ven Lazarus sover.” Det var tankevækkende, bevægende og deltagende ord. Mens de tænkte på den dødsfare, som deres Mester udsatte sig for ved at tage til Jerusalem, havde de næsten glemt den sørgende familie i Betania. Men det havde Kristus ikke. Disciplene følte sig irettesat. De havde været skuffede, fordi Kristus ikke havde reageret mere prompte på meddelelsen. De havde følt sig fristet til at mene, at han ikke nærede den store kærlighed til Lazarus og hans søstre, som de havde troet, fordi han ikke skyndte sig tilbage med sendebudet. Men ordene: “Vor ven Lazarus sover,” vakte de rette følelser i deres sind. De var overbevist om, at Kristus ikke havde glemt sine sørgende venner.JSL 379.5

“Disciplene sagde til ham: ‘Herre, hvis han sover, kommer han sig.’ Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn.” Kristus fremstiller døden som en søvn for sine troende børn. Deres liv er skjult med Kristus i Gud, og indtil den sidste basun lyder, skal de, som dør, sove i ham.JSL 380.1