Hvad kan vi lære af bespisningsunderet?
Det er Gud, som hver eneste dag mætter millioner ved hjælp af høsten fra jordens marker. Menneskers opgave er at samarbejde med Gud ved at dyrke kornet og tilberede brødet, men ofte taber de den guddommelige medvirken af syne. De giver ikke Gud den ære, der tilkommer hans hellige navn. Virkningen af hans magt tilskrives naturlige årsager eller menneskelig mellemkomst. Mennesket får æren i stedet for Gud, og hans gode gaver bliver lavet om til egoistiske formål og bliver derved en forbandelse i stedet for en velsignelse. Alt dette forsøger Gud at ændre. Han ønsker, at der kommer liv i vore sløve sanser, så vi kan opdage hans barmhjertige godhed og ære ham for hans vældige gerninger. Han vil, at vi skal erkende ham i hans gaver, så de kan blive til det, som var hans hensigt — en velsignelse for os. Det var med dette for øje, Kristus udførte sine mirakler.JSL 263.3
Da de mange mennesker havde spist, var der en overflod af mad tilovers. Men han, som rådede over alle ressourcerne fra almægtig kraft, sagde: “Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.” Disse ord betød mere end at lægge brødet i kurvene. De rummede en dobbelt lære. Intet må gå til spilde. Vi må ikke lade noget jordisk gode forblive uudnyttet. Vi må ikke overse noget, som kan gavne et andet menneske. Lad alt blive samlet op, som kan lette nøden for de sultende i verden. Og der burde herske den samme omhu i åndelig henseende. Da de mange kurve med resterne af maden var samlet sammen, tænkte folk på deres venner derhjemme. De ville gerne have, at de også skulle få del i det brød, som Jesus havde velsignet. Kurvenes indhold blev delt ud til den ivrigt ventende skare og blev bragt ud til hele den omliggende egn. Således skulle de, som deltog i måltidet, bringe andre det brød, som kommer ned fra Himmelen for at stille sjælens sult. De skulle genfortælle, hvad de havde lært om Guds vidunderlige gaver. Intet skulle gå til spilde. Ikke et eneste ord vedrørende deres evige frelse skulle tabes på jorden til ingen nytte.JSL 263.4
Miraklet med brødene lærer os noget om afhængighed af Gud. Da Kristus bespiste de fem tusinde, var maden ikke lige ved hånden. Tilsyneladende havde han ingen muligheder at råde over. Han stod her i en ødemark med fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. Han havde ikke opfordret den store skare til at følge sig. De kom uden invitation eller befaling; men han vidste, at de ville føle sig sultne og udmattede efter at have lyttet så længe til hans tale; for han var lige som de i deres behov for mad. De var langt hjemme fra, og natten ville snart falde på. Mange af dem havde ikke midler til at købe mad. Han, som for deres skyld havde fastet i fyrre dage i ørkenen, ville ikke plage dem med at måtte vende fastende hjem igen. Guds forsyn havde placeret Jesus, hvor han var, og han stolede på, at hans himmelske Fader ville hjælpe ham med det fornødne.JSL 264.1
Også vi bør stole på Gud, når vi kommer i vanskelige situationer. Vi skal bruge vor forstand og dømmekraft i alle livets tilskikkelser, for ikke at blive udsat for prøvelser som følge af uforsvarlige handlinger. Vi skal ikke styrte os i vanskeligheder og forsømme de muligheder, Gud har givet os, eller misbruge de evner, han har ladet os få. Kristi tjenere skal adlyde hans befalinger ubetinget. Gerningen er Guds, og hvis vi ønsker at være til velsignelse for andre, skal vi følge hans anvisninger. Vort eget jeg må ikke være det centrale og har ikke ret til nogen ære. Hvis vi handler ud fra vore egne ideer, vil Herren overlade os til selv at gøre vore fejltagelser. Men hvis vi kommer i vanskeligheder efter at have fulgt hans anvisninger, vil han hjælpe os. Vi skal ikke modløst opgive håbet, men i enhver krisesituation bede om hjælp hos ham, som har uudtømmelige hjælpekilder til rådighed. Ofte vil vi befinde os i prøvende omstændigheder, og så skal vi med fuld tillid stole på Gud. Hvert eneste menneske, der måtte blive grebet af rådvildhed, vil Han hjælpe igennem ved at prøve at få dem til at følge Herren.JSL 264.2
Kristus har ved profeten befalet os dette: “At du deler dit brød med den sultne,” “mætter den forkuede,” “at du klæder den nøgne, du ser,” og “giver husly til hjemløse stakler.” Han har befalet os: “Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.” Men hvor ofte taber vi ikke modet, og troen svigter os, når vi ser, hvor stort behovet er, og hvor få midler vi har til rådighed. Vi udbryder ligesom Andreas, da han så på de fem bygbrød og de to småfisk: “Hvad er det til så mange?” Ofte tøver vi, uvillige til at give alt hvad vi har af frygt for at blive udnyttet af andre. Men Jesus har befalet os: “Giv I dem noget at spise.” Hans befaling er også et løfte, og bag det er den samme kraft, som bespiste den store skare ved søen.JSL 264.3
I Kristi handling med at tilvejebringe timelige fornødenheder til en sultán menneskemængde er der gemt en dyb åndelige lærdom til alle hans tjenere.
Kristus modtog fra Faderen, han gav videre til sine disciple, de gav videre til skaren, og folket til hinanden. Sådan skal alle, der er forenet med Kristus, modtage livets brød fra ham og give det videre til andre.JSL 265.1
I fuld tillid til Gud tog Jesus de få brød, og skønt de i sig selv næppe rakte til ham og hans disciple, opfordrede han dem ikke til selv at spise, men fordelte brødene mellem dem med befaling om at give dem videre til folket. Brødene mangedobledes i hans hænder, og disciplenes hænder, som raktes frem mod Kristus, som selv var livets brød, var aldrig tomme. Det lille forråd var tilstrækkeligt til alle. Da alle var blevet mætte, blev resterne samlet op, og Kristus og hans disciple spiste sammen af det dyrebare, himmelsendte brød.JSL 265.2
Disciplene var kommunikationsledet mellem Kristus og folket. Dette burde være en stor opmuntring for hans disciple i dag. Kristus er det enestående midtpunkt, kilden til al kraft. Hans disciple skal modtage deres forsyning fra ham. Selv de bedst begavede, de mest åndeligt indstillede, kan kun give, hvad de har modtaget. Ved egen kraft kan de ikke tilføre noget for menneskers behov. Vi kan kun dele ud af, hvad vi har modtaget fra Kristus, og vi kan kun blive ved med at modtage, når vi giver videre til andre. Når vi bliver ved med at dele ud, bliver vi ved med at modtage, og jo mere vi deler ud, jo mere vil vi komme til at modtage. Således kan vi fortsat have tro, have tillid, modtage og give videre. Arbejdet med at opbygge Kristi rige vil skride fremad, skønt det efter alt at dømme går langsomt, og umuligheder synes at vidne imod fremskridt. Arbejdet er for Gud, og han vil fremskaffe midler og udsende hjælpere, sande og alvorlige disciple, hvis hænder også vil blive fyldt med føde til de sultende skarer. Gud glemmer ikke dem, der i kærlighed arbejder med at give livets ord til døende sjæle, der, når det atter bliver deres tur, rækker hænderne frem efter føde til andre sultne sjæle.JSL 265.3
Under vort arbejde for Gud er der fare for, at vi stoler for meget på, hvad mennesker kan udrette med deres talenter og evner. På den måde mister vi den eneste virkelige Mester af syne. Alt for ofte formår Kristi tjener ikke at erkende sit personlige ansvar. Han er i fare for at ville lægge sin byrde over på organisationer i stedet for at stole på ham, som er kilden til al styrke. Det er en stor fejl at stole på menneskers visdom eller antal, når det gælder tjenesten for Gud. Et vellykket arbejde for Kristus afhænger ikke så meget af antal eller talenter som af rene hensigter, den sande enfoldighed ved dyb, tillidsfuld tro. Man må være sig sit personlige ansvar bevidst; man må påtage sig personlige pligter; der må gøres personlige anstrengelser for dem, som ikke kender Kristus. I stedet for at lægge dit ansvar over på en eller anden, som du synes har fået rigeligere gaver end du selv, skal du arbejde med de evner, du selv har fået.JSL 265.4
Når du spørger dig selv: “Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” så lad ikke dit svar være præget af vantro. Da disciplene hørte Frelserens henstilling til dem: “Giv I dem noget at spise!”, dukkede alle vanskelighederne frem i deres sind. De spurgte: “Skal vi gå hen i landsbyerne og købe mad?” Sådan er det også nu. Når mennesker ikke har livets brød, spørger Guds børn: “Skal vi sende bud efter en eller anden langvejs fra, så han kan komme og give dem åndelig næring?” Men hvad sagde Kristus? “Få folk til at sætte sig!” og han mættede dem dér. Når du altså er omgivet af mennesker i nød, skal du vide, at Kristus er hos dig. Tal med ham om det. Bring dine bygbrød til Jesus.JSL 266.1
De midler, der står til vor rådighed, ser måske ikke ud til at række til opgaven; men hvis vi fortsætter fremad i tro og har tillid til Guds altformående kraft, vil der åbne sig rige muligheder for os. Hvis opgaven kommer fra Gud, vil han selv muliggøre, at den kan blive fuldført. Han vil belønne den ærlige, enfoldige tillid til ham. Det lidt, som klogt og sparsommeligt anvendes til tjeneste for Himmelens Herre, vil forøges i samme øjeblik, som man uddeler det. I Kristi hænder forblev det lille forråd uformindsket, indtil den sultne folkeskare var blevet mættet. Hvis vi går til kilden for al kraft, med troens hænder strakt ud for at modtage, vil vi blive holdt oppe i vort arbejde, selv under de mest truende omstændigheder, og vi vil blive i stand til at række andre livets brød.JSL 266.2
Herren siger: “Giv, så skal der gives jer.” “Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt … Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt — som der står skrevet: Han strøede ud, han gav til de fattige, hans retfærdighed består til evig tid.JSL 266.3
Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os.” JSL 266.4