Til de fortabte får i Israel
Disciplenes budskab var det samme som Johannes Døbers og Kristi eget: “Himmeriget er kommet nær!” De skulle ikke indlade sig i nogen ordstrid med folk om, hvorvidt Jesus fra Nazaret var Messias, men de skulle i hans navn gøre de samme barmhjertighedsgerninger, som han havde gjort. Han bød dem: “Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.”JSL 249.1
Når Jesus arbejdede, afsatte han mere tid til at helbrede de syge end til at prædike. Hans mirakler bekræftede sandheden i hans ord: At han ikke var kommet for at nedbryde, men for at frelse. Hans retfærdighed gik forud for ham, og Herrens herlighed bagude. Hvor han end kom hen, var rygtet om hans barmhjertighed kommet før ham. Hvor han var passeret forbi, frydede de sig over deres sundhed, som havde været genstand for hans omsorg, mens de prøvede sig frem med deres genvundne kræfter. Skarer samlede sig om dem for af deres mund at høre om, hvad Herren havde udrettet. Hans stemme var den første lyd, mange nogen sinde havde hørt, hans navn det første ord, de nogen sinde havde udtalt, hans ansigt det første, de nogen sinde havde set. Hvorfor skulle de så ikke elske Jesus og forkynde hans pris? Når han vandrede gennem de små og større byer, var han som en livets kilde, der spřeďte lys og glæde, hvor han kom frem.JSL 249.2
Kristi disciple skal arbejde på samme måde som han. Vi skal give de sultáne mad og de nøgne klæder, og vi skal trøste de lidende og sygdomsramte. Vi skal hjælpe de fortvivlede og give de modløse nyt håb. Og også for os vil dette løfte blive opfyldt: “Din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig.” Kristi kærlighed, som kommer til udtryk ved uselvisk tjeneste, vil vise sig at være mere effektiv til at forbedre forbryderen end sværdet eller domstolen. Disse er nødvendige for at vække rædsel hos lovovertræderen, men en kærlig missionær kan udrette endnu mere. Hjertet vil ofte blive forhærdet ved irettesættelser, men det vil smelte ved at føle Kristi kærlighed. Missionæren kan ikke blot lindre legemlige sygdomme, men han kan lede synderen til den store læge, der kan rense sindet for syndens spedalskhed. Det er Guds vilje, at de syge, de ulykkelige og de, som er besat af onde ånder, skal høre ham gennem hans tjenere. Ved sine menneskelige budbringere ønsker han at blive den, der trøster, som verden aldrig før har kendt det.JSL 249.3
Disciplene skulle på deres første missionsrejse kun gå til “de fortabte får af Israels hus.” Hvis de på daværende tidspunkt havde prædiket evangeliet for hedningerne eller samaritanerne, ville de have mistet deres indflydelse på jøderne. Ved at vække farisæernes modvilje ville de være blevet indblandet i en meningsudveksling, som ville have taget modet fra dem straks fra starten af deres arbejde. Selv apostlene var længe om at forstå, at evangeliet skulle bringes ud til alle folkeslag. Før de selv kunne begribe denne sandhed, var de ikke klar til at arbejde blandt hedningerne. Hvis jøderne ville tage imod evangeliet, var det Guds hensigt at gøre dem til sine sendebud til hedningerne. Derfor skulle de høre budskabet først.JSL 249.4
Overalt hvor Kristus arbejdede, var der mennesker, som åndeligt var vågnet op, havde erkendt deres behov og nu hungrede og tørstede efter sandheden. Tiden var inde til at sende kærlighedsbudskabet til disse længselsfulde mennesker. Det var alle dem, disciplene skulle komme til som Jesu stedfortrædere. På denne måde ville de troende komme til at betragte dem som guddommeligt udpegede lærere, og når Frelseren skulle tages fra dem, ville de ikke være efterladt uden vejledere.JSL 250.1
På denne første rejse skulle disciplene kun tage hen, hvor Jesus havde været tidligere, og hvor han havde fået venner. Deres forberedelser til rejsen skulle være af den enkleste art. Intet var tilladt, som kunne aflede deres tanker fra deres store opgave eller på nogen måde vække modstand, så dørene lukkedes i for fortsat arbejde. De skulle ikke efterligne tidens religiøse læreres påklædning og heller ikke klæde sig, så de adskilte sig fra de fattige bønder. De skulle ikke gå ind i synagogerne og kalde folk sammen til offentlig gudstjeneste. Deres indsats skulle koncentreres om husbesøg. De skulle ikke spilde tiden med unødvendige hilsener eller med at gå fra hus til hus for at hilse på. Men hvert sted skulle de tage imod gæstfrihed fra dem, som var værdige til det, dem, der ville tage lige så hjerteligt imod dem, som hvis de havde været Kristus selv. De skulle gå ind i husene med denne smukke hilsen: “Fred være med dette hus!” Dette hjem ville blive velsignet ved deres bønner, deres lovsange og ved udlægningen af Skrifterne i familiekredsen.JSL 250.2