De som var vidne til hans død

Ved de afsluttende aktiviteter på korsfæstelsesdagen blev der givet nye beviser på opfyldelsen af profetierne og givet nye vidnesbyrd om Kristi guddommelighed. Da mørket var lettet fra korset, og Frelserens sidste råb havde lydt, hørtes straks efter en anden stemme sige: “Sandelig, han var Guds søn.” ^{7Matt 27,54}JSL 559.3

Disse ord blev ikke sagt med hviskende stemme. Alles øjne rettedes mod den, der havde talt. Det var høvedsmanden, den romerske soldat. Frelserens guddommelige tålmodighed og hans pludselige død med sejrsråbet på sine læber havde gjort indtryk på denne hedning. I det forslåede, mishandlede legeme, der hang på korset, genkendte høvedsmanden Guds Søn. Han kunne ikke lade være med at bekende sin tro. Således blev der atter afgivet vidnesbyrd om, at vor Frelser skulle se lønnen for sin sjæls møje. På selve dagen, hvor han døde, havde tre mænd — alle vidt forskellige — bekendt deres tro, høvedsmanden for det romerske vagthold, han, som bar korset for Frelseren, og han, som døde på korset ved hans side.JSL 559.4

Da aftenen nærmede sig, hvilede en uvirkelig stilhed over Golgata. Mængden spredtes, og mange vendte tilbage til Jerusalem helt anderledes til sinds, end de havde været om morgenen. Mange var strømmet til korsfæstelsen af nysgerrighed og ikke af had mod Kristus. Alligevel troede de på præsternes beskyldninger og betragtede Kristus som en forbryder. Revet med af en unaturlig ophidselse havde de sluttet sig sammen med hoben om at håne ham. Men da jorden indhylledes i mørke, og deres egen samvittighed plagede dem, følte de sig skyldige i en stor uret. Der hørtes ingen spøg eller hånlatter, så længe dette frygtelige mørke varede, og da det atter lettede, skyndte de sig hjem i højtidelig tavshed. De var overbevist om, at præsternes beskyldninger var falske, og at Jesus ikke gjorde krav på tronen. Og nogle få uger efter, da Peter prædikede på pinsedagen, var de blandt de tusinder, der blev omvendt til Kristus.JSL 560.1