Jesu omsorg for den enkelte

Som en jordisk hyrde kender sine får, således kender den guddommelige hyrde sin hjord, som er spredt over hele jorden. “I er mine får, de får jeg har på græs. I er mennesker, jeg er jeres Gud, siger Gud Herren.” ^{10Ez 34,31} Jesus siger: “Jeg kalder dig ved navn, du er min.” ^{11Es 43,1} “Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.” ^{12Es 49,16}JSL 348.4

Jesus kender og har omsorg for hver især af os med alle vore svagheder. Han kender os alle ved navn. Han kender endog det hus, som vi bor i, og navnet på hver af dets beboere. Undertiden har han givet sine tjenere anvisning på at tage til en bestemt gade i en bestemt by og til et nærmere angivet hus for at finde et af hans får.JSL 349.1

Jesus kender hvert enkelt menneske så fuldstændigt, som var det kun for ham, Frelseren døde. Den enkeltes lidelser tager han sig nær. Råbet om hjælp når hans øre. Han kom for at føre alle mennesker til sig. Han siger: “Følg mig!” ^{13Luk 18,23} og hans Ånd påvirker dem, så de ledes mod ham. Mange nægter at lade sig lede. Jesus ved, hvem det er. Han ved også, hvem der med glæde hører hans kalden og gerne vil under hans omsorg som hyrde. Han siger: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.” Han har omsorg for hver eneste, som om der ikke fandtes andre på hele jorden.JSL 349.2

“Han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud.” Og fårene “følger ham, fordi de kender hans røst.” Den østerlandske hyrde driver ikke sine får foran sig. Han er ikke afhængig af magt eller frygt; men mens han går foran dem, kalder han på dem. De kender hans stemme og adlyder hans kalden. Sådan gør frelserhyrden med sine får. Skriften siger: “Du førte dit folk som en fåreflok ved Moses’ og Arons hånd.” ^14text Ved profeten forkynder Jesus: “Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig.” ^{15Jer 31,3}JSL 349.3

Han tvinger ingen til at følge sig. Han siger: “Jeg drog dig med menneskesnore, med kærligheds reb.” ^{16Hos 11,4}JSL 349.4

Det er ikke frygten for straf eller håbet om evig belønning, der driver Kristi disciple til at følge ham. De ser Frelserens enestående kærlighed, som blev åbenbaret under hans pilgrimsfærd på jorden fra krybben i Betlehem til Golgatas kors. Og synet af ham tiltrækker, blødgør og beroliger sjælen. Kærligheden vågner hos dem, der ser ham. De hører hans stemme og følger ham. Som hyrden går foran sine får og selv møder alle farer på vejen først, sådan handler Jesus over for sit folk. “Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem.” Vejen til Himmelen er helliget ved Frelserens fodspor. Stien er måske stejl og ujævn, men Jesus er gået ad den vej. Hans fødder har trådt de grusomme torne ned, for at gøre vejen lettere for os at gå. Hver eneste byrde, der bliver pålagt os at bære, har han selv båret.JSL 349.5

Skønt han nu er steget op for at være hos Gud og deler universets trone med ham, har Jesus ikke mistet noget af sin medfølende natur. I dag viser han den samme kærlige deltagelse med alle menneskehedens sorger. Den hånd, som blev gennemboret, rækkes i dag ud for endnu rigeligere at velsigne hans folk i denne verden. “De skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.” Det menneske, der har overgivet sig til Kristus, er i hans øjne mere dyrebart end hele verden. Frelseren ville have gennemgået Golgatas pinsler, hvis blot en eneste var blevet frelst derved til hans rige. Han vil aldrig forlade en eneste af dem, som han gik i døden for. Medmindre hans disciple selv vælger at forlade ham, vil han holde dem fast.JSL 349.6

I alle vore prøvelser har vi en aldrig svigtende hjælper. Han lader os ikke kæmpe alene mod fristelser og ondskab, så vi til sidst bryder sammen under byrder og sorger. Skønt han nu er skjult for os dødelige, kan vi med troens øre høre hans stemme sige: Frygt ikke, jeg er med dig. “Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder.” ^{17Åb 1,18} Jeg har udholdt dine sorger, oplevet dine kampe, mødt dine fristelser. Jeg kender dine tårer, jeg har selv grædt. De dybe sorger, som er for tunge til at blive hvisket i noget menneskeligt øre, kender jeg. Tro ikke, at du er forladt og svigtet. Selv om din smerte ikke møder genklang hos noget menneske på jorden, så se op på mig, og du skal leve. “For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.” ^{18Es 54,10}JSL 349.7

Hvor højt en hyrde end elsker sine får, så elsker han dog sine sønner og døtre højere. Jesus er ikke blot vor hyrde; han er “Evigheds Fader” ^{19 Es 9,5} for os. Og han siger: “Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen.” Hvilken enestående erklæring! Den enbårne Søn, han, “som er i Faderens favn” ^{20Joh 1,18}. Han, som Gud kalder “den mand, der står mig nær” ^{21Zak 13,7}. Fællesskabet, der er mellem ham og den evige Gud, bliver brugt til at sammenligne fællesskabet mellem Kristus og hans børn på jorden!JSL 350.1

Jesus elsker os, fordi vi er gaven fra hans Fader og lønnen for hans tjeneste. Han elsker os som sine børn. Du, som læser dette, han elsker også dig. Selv Himmelen kan ikke skænke noget større eller bedre. Stol derfor på det.JSL 350.2

Jesus tænkte på de mennesker på hele jorden, som var blevet vildledt af falske hyrder. De mennesker, som han længtes efter at samle som får på sin græsgang, var spredt blandt ulve, og han sagde: “Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.”JSL 350.3

“Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage.” Det betyder: Min Far har elsket jer så højt, at han endog elsker mig endnu højere, fordi jeg giver mit liv for at frelse jer. Ved at blive jeres stedfortræder og stå inde for jer, ved at ofre mit liv og påtage mig jeres ansvar og jeres overtrædelser er jeg blevet endnu mere dyrebar for min Far.JSL 350.4

“Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage.” Mens han som medlem af menneskeslægten var dødelig, var han som Gud verdens kilde til liv. Han kunne have modstået døden som nærmede sig og nægtet at komme under dens herredømme; men han ofrede sit liv frivilligt for at bringe liv og udødelighed. Han bar verdens synd, udholdt dens forbandelse og gav sit liv som et offer, for at mennesker ikke skulle dø den evige død. “Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar. … Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.” ^{22Es 53,4-6}.JSL 350.5