De fattige

Kristi første ord til folket på bjerget var en velsignelse. Salige er de, sagde han, som erkender deres åndelige fattigdom og føler deres behov for frelse. Evangeliet skal prædikes for de fattige. Det bliver ikke åbenbaret for de åndeligt stolte, de som hævder at være rige og ikke mangler noget, men for dem, som er ydmyge og angerfulde. Kun én kilde er blevet åbnet mod synd, en kilde for de fattige i ånden.JSL 210.3

Det stolte hjerte stræber efter at gøre sig fortjent til frelse, men både vor ret til Himmelen og vor egnethed til at komme der findes i Kristi retfærdighed. Herren kan ikke gøre noget for et menneskes genoprejsning, før det overbevist om sin egen svaghed og berøvet al sin selvsikkerhed overgiver sig til Gud. Så kan vi modtage den gave, som Gud venter på at give os. Intet holdes tilbage fra den, som selv føler sin nød. Vi har uhindret adgang til ham, i hvem al fylden bor. “For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd, og oplive det knuste hjerte.” ^{3Es 57,15}JSL 210.4