På Oliebjerget

Til stedet for sin himmelfart valgte Jesus den plet, der så ofte var blevet helliget ved hans tilstedeværelse, mens han opholdt sig blandt mennesker. Ikke Zions bjerg, stedet hvor Davids by lå, ikke Morija bjerg, hvor templet lå, skulle nyde denne ære. Dér var Kristus blevet hånet og forkastet. Dér var nådens strømme, skønt de hele tiden vendte tilbage som en stærkere bølge af kærlighed, blevet kastet tilbage af hjerter, der var hårde som sten. Derfra var Kristus, træt og tung om hjertet, gået ud for at finde hvile på Oliebjerget. Da den hellige Shekinah forlod det første tempel, havde den stået på det østlige bjerg, som om den nødig ville svigte den udvalgte by. Sådan stod Kristus på Oliebjerget og så længselsfuldt ud over Jerusalem. Bjergets småskove og kløfter var blevet helliget ved hans bønner og tårer. De stejle skrænter havde genlydt af menneskemængdens triumferende råb, da den udråbte ham til konge. Ved dets skråninger havde han fundet et hjem hos Lazarus i Betania. I Getsemane have ved bjergets fod havde han helt alene bedt og lidt sjælekval. Fra dette bjerg ville han stige op til Himmelen. På dets tinde vil hans fødder hvile, når han kommer igen. Ikke som en smerternes mand, men som en glorværdig og sejrende konge vil han stå på Oliebjerget, mens hebraiske halleluja'er blander sig med hedningernes hosianna, og de genløstes stemmer skal som en vældig hærskare juble: Kron Ham, som er Herre over alle!JSL 604.2

Nu begav Jesus sig sammen med de elleve disciple mod bjerget. Da de gik gennem Jerusalems port, så mange undrende på den lille flok, som blev ført af en, som rådsherrerne få uger tidligere havde fået dømt og korsfæstet. Disciplene vidste ikke, at dette skulle blive sidste gang, de var sammen med deres Mester. Jesus brugte tiden til at tale med dem og gentog sin tidligere belæring. Da de nærmede sig Getsemane, standsede han, for at de skulle genkalde sig, hvad han havde lært dem den nat, hvor han pintes af sjælekval. Atter betragtede han vintræet, som han dengang havde brugt til at anskueliggøre menighedens forening med ham selv og hans Fader. Endnu engang gentog han de sandheder, som han dengang havde åbenbaret. Rundt omkring ham var der minder om hans ugengældte kærlighed. Selv disciplene, som stod hans hjerte så nær, havde i ydmygelsens time bebrejdet ham og svigtet ham.JSL 604.3

Kristus havde opholdt sig i verden i treogtredive år. Han havde udholdt dens foragt, fornærmelse og hån. Han var blevet forkastet og korsfæstet. Nu, hvor han skal stige op til sin herligheds trone, kunne man forestille sig, at han ved tanken om utaknemmeligheden fra dem, han var kommet for at frelse, ville trække sin sympati og kærlighed tilbage fra dem. At hans følelser ville rette sig mod det rige, der værdsætter ham, og hvor syndfri engle kun venter på at udføre hans vilje. Men hans løfte til dem, han elsker, og som han nu efterlader på jorden, lyder: “Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” ^{3Matt 28,20}JSL 605.1