Kapitel 11—Jesu dåb

Kapitlet er bygget op over Matt 3,13-17; Mark 1,9-11; Luk 3,21-22.

Rygtet om profeten fra ørkenen og hans vidunderlige forkyndelse bredte sig over hele Galilæa. Budskabet nåede ud til bønderne i de mest fjerntliggende bjergbyer og til fiskerne ved søen, og i disse enfoldige og alvorlige mennesker vandt det den mest ægte respons. I Nazaret blev det fortalt i det tømrerværksted, som havde tilhørt Josef, og her var der en, som forstod kaldelsen. Nu var hans tid kommet. Han forlod sit daglige arbejde, sagde farvel til sin moder og fulgtes med sine landsmænd, der strømmede til Jordan.JSL 67.1

Jesus og Johannes Døber var fætre, og nært forbundet på grund af omstændighederne ved deres fødsel; men havde dog ikke noget direkte bekendtskab med hinanden. Jesus havde tilbragt sit liv i Nazaret i Galilæa, og Johannes sit i Judæas ødemark. I vidt forskellige omgivelser havde de levet i afsondrethed og havde ikke haft nogen forbindelse med hinanden. Forsynet havde bestemt dette. Der måtte ikke gives anledning til beskyldninger om, at de havde aftalt at støtte hinandens budskaber.JSL 67.2

Johannes havde kendskab til de begivenheder, der markerede Jesu fødsel. Han havde hørt om Jesu besøg i Jerusalem som dreng og om, hvad der var foregået i rabbinernes skole. Han havde hørt om Jesu syndfri liv og troede på, at han var Messias; men han havde ikke nogen positiv forvisning herom. Den kendsgerning, at Jesus i så mange år havde levet i ubemærkethed uden at give noget særligt bevis på sin mission, gav anledning til tvivl om, hvorvidt han kunne være den lovede Messias. Alligevel ventede Døberen i tro, fordi han vidste, at det alt sammen ville blive åbenbaret af Gud i rette tid. Det var blevet ham fortalt, at Messias ville komme for at lade sig døbe af ham, og at der da ville blive givet et tegn på hans guddommelige karakter. Herved ville han blive i stand til at fremstille ham for folket.JSL 67.3