Kapitel 37—Apostlene sendes ud

Kapitlet er bygget op over Matt 10; Mark 6,7-11; Luk 9,1-6

Apostlene var medlemmer af Jesu familie, og de havde fulgt ham, mens han til fods drog gennem Galilæa. De havde delt det hårde slid og strabadserne med ham. De havde lyttet til hans taler, de havde vandret sammen med og talt med Guds Søn, og gennem hans daglige undervisning havde de lært, hvordan de skulle arbejde for menneskehedens oprejsning. Når Jesus tog sig af de store skarer, som samledes om ham, var disciplene klar til ivrigt at adlyde hans befalinger og lette hans arbejde. De hjalp med at organisere de mange mennesker, bringe de syge til Frelseren og bidrage til, at alle befandt sig godt. De holdt øje med interesserede tilhørere, forklarede dem skrifterne og virkede på forskellige måder til gavn for deres åndelige bedste. De lærte andre, hvad de selv havde lært af Jesus og høstede hver eneste dag nye, rige erfaringer. Men de havde også brug for at gøre erfaringer i at arbejde alene. De havde stadig brug for instruktion, stor tålmodighed og overbærenhed. Nu, mens han personligt var hos dem og kunne udpege deres fejltagelser og råde og korrigere dem, sendte Frelseren dem ud som sine stedfortrædere.JSL 248.1

Mens disciplene havde været sammen med ham, havde de ofte ladet sig forvirre af præsternes og farisæernes lære, men de var kommet til Jesus med deres rådvildhed. Han havde holdt Skriftens sandheder op for dem i kontrast til traditionerne. På denne måde havde han styrket deres tillid til Guds ord og havde i det store og hele befriet dem for deres frygt for de skriftkloge og deres traditionsbundethed. For disciplenes oplæring var Frelserens eget eksempel af langt større virkning end nogen dogmatisk undervisning. Når de ikke var sammen med ham, mindedes de hvert blik, hver betoning og hvert ord. I meningsudvekslinger med evangeliets fjender gentog de ofte hans ord, og når de så virkningen heraf på folket, blev de fyldt med glæde.JSL 248.2

Jesus kaldte de tolv til sig og bød dem gå ud to og to til byerne og landsbyerne. Ingen blev sendt ud alene, men broder fulgtes med broder og ven med ven. På denne måde kunne de hjælpe og opmuntre hinanden, rådslå og bede sammen, og den enes styrke kunne supplere den andens svaghed. På samme måde udsendte Jesus siden hen de halvfjerds. Det var Frelserens hensigt, at evangeliets sendebud skulle være knyttet til hinanden på denne måde. I vor egen tid ville det evangeliske arbejde få meget større fremgang ved nøjere at følge dette eksempel.JSL 248.3