Kapitel 64—Det jødiske folk besegler sin skæbne

Kapitlet er bygget op over Mark 11,11-14,21; Matt 21,17-19.

Kristi indtog i Jerusalem var en svag bebudelse af hans komme i himmelens skyer med magt og herlighed, blandt jublende engle og de helliges fryd. Så vil Kristi ord til præsterne og farisæerne blive opfyldt: “Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” ^{1Matt 23,39} I et profetisk syn fik Zakarias lov at se denne sidste sejrrige dag; og han så også dommen over dem, som ved Kristi første komme havde forkastet ham. “De skal se hen til mig, ham de har gennemboret. De skal holde dødsklage over ham, ligesom man klager over sin eneste søn, og holde bitter sorg over ham, ligesom man sørger over sin førstefødte.” ^{2Zak 12,10} Dette forudså Kristus, da han betragtede byen og græd over den. I Jerusalems jordiske ødelæggelse så han den endelige tilintetgørelse af det folk, som var skyldig i Guds Søns blod.JSL 418.1

Disciplene så jødernes had mod Jesus, men de så ikke, hvad det ville føre til. De hverken forstod Israels sande tilstand, eller fattede rækkevidden af den gengældelse, der skulle ramme Jerusalem. Dette gjorde Kristus dem begribeligt ved hjælp af betydningsfuld anskuelsesundervisning.JSL 418.2

Den sidste appel til Jerusalem havde været forgæves. Præsterne og rådsherrerne havde hørt fortidens profetiske røst blive gentaget af skaren som svar på deres spørgsmål: “Hvem er dog han?” ^{3Matt 21,10} Men de accepterede det ikke som inspireret tale. I vrede og forundring forsøgte de at få folket til at tie. Der var romerske officerer med i mængden, og over for dem anklagede Jesu fjender ham som oprørsleder. De udlagde det, som om han ville tage templet i besiddelse og herske som konge i Jerusalem.JSL 418.3

Men Jesu rolige stemme fik et øjeblik den larmende skare til at tie, da han atter erklærede, at han ikke var kommet for at oprette et jordisk herredømme. Han skulle snart stige op til sin Far, og hans anklagere ville ikke mere få ham at se, før han kom igen i herlighed. Til den tid — men for sent for deres frelse — ville de anerkende ham. Disse ord sagde Jesus med sorg og med en enestående kraft i stemmen. De romerske officerer var tavse og afdæmpede. Skønt guddommelig påvirkning var fremmed for dem, var de bevægede, som de aldrig havde været det før. I Jesu rolige, højtidelige ansigt læste de kærlighed, godhed og stille værdighed. De blev grebet af en forståelse, som de ikke selv forstod. I stedet for at arrestere Jesus var de mere tilbøjelige til at holde ham. De vendte sig mod præsterne og rådsherrerne og beskyldte dem for at skabe uroen. Disse ledende mænd vendte sig ærgerlige og overvundne mod folket med deres beklagelser og drøftede vredt sagen indbyrdes.JSL 418.4

I mellemtiden fortsatte Jesus ubemærket til templet. Her var alt stille, for begivenhederne på Oliebjerget havde kaldt folket væk. En kort tid blev Jesus stående ved templet og så bedrøvet på det. Så trak han sig tilbage sammen med sine disciple og vendte tilbage til Betania. Da folket ledte efter ham for at udråbe ham til konge, kunne de ikke finde ham.JSL 419.1