Jesus og den foragtede kvinde

Fra byens uro og forvirring, fra de fordringsfulde skarer og de forræderiske skriftkloge begav Jesus sig til stilheden i olivenlundene, hvor han kunne være alene med Gud. Men tidligt om morgenen vendte han tilbage til templet, og da folket flokkedes om ham, satte han sig ned og underviste dem.JSL 332.4

Snart efter blev han afbrudt. En flok farisæere og skriftkloge kom hen til ham, og med sig slæbte de en rædselsslagen kvinde, som de med skarpe, hidsige stemmer beskyldte for at have overtrådt det syvende bud. Efter at have skubbet hende hen i nærheden af Jesus, sagde de til ham med hyklerisk ærbødighed: “I loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?”JSL 332.5

Deres foregivne ærbødighed dækkede over en udspekuleret plan til hans ødelæggelse. De havde grebet denne lejlighed til at få ham fordømt, fordi de mente, at uanset hvilken afgørelse han traf, ville de finde anledning til at anklage ham. Hvis han frikendte kvinden, kunne han anklages for at ringeagte Moses’ lov. Hvis han erklærede hende for skyldig til døden, kunne romerne anklage ham for at tiltage sig en myndighed, der alene tilkom dem.JSL 333.1

Et øjeblik så Jesus på, hvad der foregik. Det skælvende og dybt skamfulde offer, de strenge øvrighedspersoner, blottet for enhver menneskelig medfølelse. Med sin fuldkommen rene ånd veg han tilbage for dette syn. Han vidste udmærket, hvorfor denne sag var blevet forelagt ham. Han læste tankere og kendte karakter og livsforløb hos alle, der stod hos ham. Disse selvbestaltede vogtere af retfærdigheden havde selv ført deres offer i synd for at kunne lægge en fælde for Jesus. Uden at tilkendegive, at han havde Hort deres spørgsmål, bøjede han sig ned, og mens han holdt blikket fæstet ved jorden, gav han sig til at skrive i støvet.JSL 333.2

Utålmodige over hans tøven og tilsyneladende ligegyldighed trådte anklagerne nærmere hen til ham for at påkalde sig hans opmærksomhed for sagen. Men da deres blik ved at følge Jesu blik faldt på brolægningen ved hans fødder, forandredes deres ansigtsudtryk. Der, for øjnene af dem, stod alle synderne i deres liv skrevet i støvet. Folket, der kiggede på, så den pludselige forandring af deres udtryk og trængte sig frem for at finde ud af, hvad det var, som de betragtede med en sådan forbløffelse og skamfuldhed.JSL 333.3

Trods al deres hævdelse af ærbødighed for loven lod disse rabbinere dnes bestemmelse ude af betragtning ved at fremkomme med anklagen mod kvinden. Det var ægtemandens pligt at rette anklage imod hende, og de skyldige parter skulle have samme straf. Anklagernes handling var aldeles ulovlig. Jesus imødegik dem imidlertid på deres egne præmisser. Loven sagde udtrykkeligt, at hvis nogen skulle stenes, så skulle vidnerne i sagen være de første til at kaste en sten. Nu rejste Jesus sig, og mens han så fast på de sammensvorne ældste, sagde han: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Og idet han bøjede sig ned, fortsatte han med at skrive på jorden.JSL 333.4

Han havde ikke tilsidesat den lov, Moses havde givet, og heller ikke krænket Roms myndighed. Anklagerne var blevet besejret. Nu, hvor deres foregivne fromheds robe var trukket af dem, stod de skyldige og dømte over for uendelig renhed. De skælvede for, at deres livs skjulte synder skulle blive afsløret for offentligheden, og den ene efter den anden listede sig bort, med bøjet hoved og nedslåede øjne, og efterlod deres offer alene sammen med den medfølende Frelser.JSL 333.5

Jesus rejste sig op og sagde, mens han så på kvinden: “Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?” Hun sagde: “Nej, Herre, ingen!” Og Jesus sagde til hende: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”JSL 333.6

Kvinden havde stået foran Jesus og tildækket sit ansigt af frygt. Hans ord: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende,” havde lydt for hende som en dødsdom. Hun vovede ikke at hæve blikket til Frelserens ansigt, men afventede i tavshed sin dom. Med forundring så hun sine anklagere gå bort, målløse og forvirrede. Så lød disse håbets ord for hendes ører: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere”. Hun brød sammen og kastede sig ned for Jesu fødder, mens hun hulkende udtrykte sin taknemmelige kærlighed og under bitre tårer bekendte sine synder.JSL 334.1

For hende var dette begyndelsen til et nyt liv i renhed og fred og viet til at tjene Gud. Ved at oprejse dette faldne menneske udførte Jesus et større mirakel end ved at helbrede den mest alvorlige legemlige sygdom. Han helbredte den åndelige sygdom, som fører til evig død. Denne bodfærdige kvinde blev en af hans mest trofaste disciple. Med selvopofrende kærlighed og hengivenhed lønnede hun hans tilgivende nåde.JSL 334.2

Ved at tilgive denne kvinde og opmuntre hende til at leve et bedre liv, træder den fuldkomne retfærdighed i Jesu karakter frem i al sin skønhed. Mens han hverken undskylder synden eller formindsker skyldfølelsen, så søger han ikke at fordømme, men at frelse. Verden havde kun foragt og hån tilovers for denne vildfarne kvinde; men Jesus indgyder hende trøst og håb. Den syndfri har medlidenhed med synderens svaghed og rækker hende en hjælpende hånd. Mens de hykleriske farisæere anklager, byder Jesus hende: “Gå, og synd fra nu af ikke mere.”JSL 334.3

Man følger ikke Kristus, hvis man med bortvendt blik vender ryggen til de vildfarne og overlader dem til uhindret at fortsætte deres nedadgående kurs. De, som er ivrige for at anklage andre og nidkære for, at retfærdigheden skal ske fyldest, er ofte i deres eget liv mere skyldige. Mennesker hader synderen, mens de elsker synden. Kristus hader synden, men elsker synderen. Den samme ånd vil være i dem, der følger ham. Kristen kærlighed er langsom til at dømme, hurtig til at opfatte anger og rede til at tilgive, at opmuntre, at lede den vandrende ind på vejen til hellighed og hjælpe ham til at blive der.JSL 334.4