Kristi stedfortrædere

Før Kristus gav sig selv som offergave, forsøgte han at finde den vigtigste og mest fuldkomne gave til sine disciple, en gave, der ville bringe nådens grænseløse resurser inden for deres rækkevidde. “Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.”JSL 487.1

Ånden havde også været i verden tidligere. Lige fra arbejdet med menneskers frelse begyndte, havde den virket i deres hjerter. Men så længe Kristus var på jorden, havde disciplene ikke ønsket nogen anden hjælper. Først når han blev taget fra dem, ville de føle behov for Ånden, og så ville den komme.JSL 487.2

Helligånden repræsenterer Kristus, men uden menneskelighedens personlighed og uafhængig heraf. Fordi Kristus var bebyrdet med menneskelighed, kunne han ikke personligt være overalt. Derfor var det i deres interesse, at han vendte tilbage til Faderen og sendte Ånden som sin efterfølger på jorden. På denne måde kunne ingen have fordel på grund af sit opholdsted eller sin personlige kontakt med Kristus. Ved Ånden ville Frelseren blive tilgængelig for alle. Han ville således være dem nærmere, end hvis han ikke var steget op til det høje.JSL 487.3

“Den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.” Jesus kendte sine disciples fremtid. Han så en blive ført til skafottet, en anden til korset, en til landflygtighed mellem havets ensomme klipper og andre til forfølgelse og død. Han opmuntrede dem med løftet om, at han i enhver prøvelse ville være hos dem. Dette løfte har ikke mistet noget af sin kraft. Herren ved alt om sine trofaste tjenere, der for hans skyld er kastet i fængsel eller forvist til ensomme øer. Han trøster dem med sit eget nærvær. Når den troende for sandhedens skyld står foran uretfærdige domstole, står Kristus ved hans side. Alle de beskyldninger, der rammer ham, rammer også Kristus. Den ene gang efter den anden bliver Kristus dømt i skikkelse af sine disciple. Når et menneske er lukket inde mellem fængselsmure, trøster Kristus ham med sin kærlighed. Når nogen lider døden for hans skyld, siger Kristus: “Jeg er … den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.” ^{4Åb 1,18} Det liv, der ofres for mig, skal bevares til evig herlighed.JSL 487.4

Til alle tider og alle vegne, i alle sorger og alle lidelser, når udsigterne er mørke, fremtiden forvirrende og vi føler os hjælpeløse og ensomme, så vil Talsmanden blive sendt som svar på troens bøn. Måske skiller omstændighederne os fra enhver jordisk ven; men ingen omstændigheder og ingen afstand kan skille os fra den himmelske Talsmand. Hvor vi end er, og hvor vi end går hen, så er han altid ved vor højre side for at hjælpe, støtte og opmuntre os.JSL 488.1