Ondskaben får frit løb

Jesu fjender gav deres had imod ham frit løb, mens han hang på korset. Præster, rådsherrer og skriftkloge deltog med pøbelen i at håne den døende Frelser. Ved dåben og på forklarelsens bjerg havde Guds røst forkyndt, at Kristus var Guds Søn, og igen, lige før Kristus blev forrådt, havde Faderen talt og bekræftet hans guddommelige oprindelse. Men nu var den himmelske stemme tavs. Der hørtes intet vidnesbyrd til fordel for Kristus. Alene led han under skældsord og hån fra onde mennesker.JSL 544.4

“Frels dig selv,” sagde de, “hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!” “Lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.” I fristelsens ørken havde Satan erklæret: “Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.” ^{6Matt 4,3} “Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned” ^{7Matt 4,6} fra templets tinde. Og Satan var sammen med sine engle i menneskeskikkelse til stede ved korset. Dødsfjenden og hans hærskarer samarbejdede med præsterne og rådsherrerne. Folkets lærere havde ophidset den uvidende folkemængde til at afsige dom over én, som mange af dem aldrig havde set, før de blev tilskyndet til at fremkomme med vidnesbyrd imod ham. Præsterne, rådsherrerne, farisæerne og den forhærdede pøbel forenede sig i et djævelsk og vanvittigt raseri. Religiøse rådsherrer sluttede sig sammen med Satan og hans engle. De handlede efter hans befalinger.JSL 544.5

Den døende og lidende Jesus hørte hvert ord, som præsterne sagde: “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.”JSL 545.1

Kristus kunne være steget ned af korset; men det er, fordi han ikke ville frelse sig selv, at synderen kan håbe på Guds tilgivelse og velvilje.JSL 545.2

Ved at spotte Frelseren gentog de mænd, der hævdede at være profetiernes fortolkere, netop de ord, som det ved Ånden var blevet forudsagt, at de ville sige ved denne lejlighed. Men i deres blindhed kunne de ikke se, at de opfyldte profetiens ord. De, som hånligt sagde: “Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn,” havde ikke tænkt på, at deres vidnesbyrd skulle give genlyd gennem tiderne. Men skønt disse ord blev sagt som en hån, så fik de mennesker til at undersøge Skrifterne som aldrig før. Kloge mennesker hørte, søgte, overvejede og bad. Nogle af dem fik ikke ro, før de ved at sammenligne skriftsted med skriftsted fattede betydningen af Kristi gerning. Aldrig tidligere havde der været sådan en generel viden om Jesus, som da han hang på korset. Sandhedens lys skinnede for mange af dem, der var vidne til korsfæstelsen og som hørte Kristi ord.JSL 545.3