Vejen til åndelig vækst
De, der er tro mod deres kald som Guds sendebud, vil ikke søge hæder for sig selv. Egenkærligheden vil blive opslugt af kærligheden til Kristus. Ingen kappestrid vil komme til at skæmme evangeliets dyrebare sag. De vil erkende, at det er deres opgave ligesom Johannes Døber at forkynde: “Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” De vil ophøje Jesus, og sammen med ham vil menneskeheden blive ophøjet. “For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.” JSL 118.4
Profetens sind, der var tømt for selvet, fyldtes af det guddommelige lys. Mens han var vidne til Frelserens herlighed, blev hans ord næsten et modstykke til de ord, som Frelseren havde sagt under sit møde med Nikodemus. Johannes sagde: “Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle … for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål.” Kristus kunne sige: “Jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.” Til ham er der sagt: “Du elskede ret og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige.” Faderen “giver jo ikke Ånden efter mål”.JSL 118.5
Sådan er det også for Kristi disciple. Vi kan kun modtage Himmelens lys, hvis vi er villige til at blive tømt for vort eget jeg. Vi kan ikke se Gud, som han er, eller ved troen tage mod Kristus, hvis ikke vi bringer enhver tanke ind under lydighed mod Kristus. Til alle, der gør dette, gives Ånden uden mål. I Kristus “bor hele guddomsfylden i kød og blod, og i ham … er I klevet fyldt med den” .JSL 119.1
Johannes’ disciple havde erklæret, at alle mennesker kom til Kristus; men Johannes, som havde en klarere forståelse, sagde: “Ingen tager imod hans vidnesbyrd;” så få var rede til at tage imod ham som Frelseren fra synd. “Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru.” “Den, der tror på Sønnen, har evigt liv.” Der var ingen grund til at diskutere, hvorvidt Kristi dåb eller Johannes’ dåb rensede fra synd. Det er Kristi nåde, som giver mennesket liv. Uden Kristus er dåben, ligesom enhver anden ceremoni, en form uden værdi. “Den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet.”JSL 119.2
Den succes, Kristi gerning havde, og som Døberen havde hilst med så stor glæde, kom også myndighederne i Jerusalem for øre. Præsterne og de skriptkloge havde været skinsyge over Johannes’ indflydelse, da de så, hvordan folk forlod synagogerne og i store skarer drog til ørkenen. Men her var der én, som havde endnu større magt til at tiltrække mængden. Disse ledere af Israel var ikke villige til at sige som Johannes: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” De traf atter bestemmelse om at gøre en ende på den virksomhed, der trak folket bort fra dem selv.JSL 119.3
Jesus vidste, at de ikke ville spare nogen anstrengelse for at skabe splittelse mellem hans egne disciple og Johannes’ disciple. Han vidste, at det var ved at trække op til den storm, som ville fjerne en af de største profeter, der nogensinde havde levet i verden. Han ønskede at undgå enhver grund til misforståelser og splid, og ophørte stille og roligt med sin gerning for at trække sig tilbage til Galilæa. Også vi bør, skønt vi er tro mod sandheden, forsøge at undgå alt, hvad der kan føre til disharmoni og misforståelser. For uanset hvornår sådan noget opstår, resulterer det i tab af sjæle. Når som hekat der opstår omstændigheder, som truer med at skabe splittelse, bør vi følge Jesu og Johannes Døbers eksempel. Johannes var blevet kaldet til at føre an som reformator. Af denne årsag var disciplene i fare for at fastholde deres opmærksomhed hos ham, da de følte, at arbejdets succes var afhængigt af hans bestræbelser, og derved glemte den kendsgerning, at han kun var et redskab, som Gud havde skabt til formålet. Men Johannes’ gerning var ikke tilstrækkelig til at danne grundlag for Kristi menighed. Da han havde fuldført sin mission, var der et andet arbejde, som skulle udføres, og som hans vidnesbyrd ikke kunne gennemføre. Dette forstod hans disciple ikke. Da de så Kristus komme for at overtage gerningen, blev de skinsyge og misfornøjede.JSL 119.4
De samme farer består stadig. Gud kalder et menneske til at udrette et særligt arbejde, og når det har bragt det så vidt, som det har mulighed for, overgiver Herren det til andre, der skal føre det endnu videre. Men mange føler, ligesom Johannes’ disciple, at dette arbejdes fremgang er afhængig af den første, som havde med det at gøre. Man fæster sin opmærksomhed ved det menneskelige i stedet for ved det guddommelige, misundelsen træder til, og Guds gerning ødelægges. Den, som således uretmæssigt bliver æret, fristes til at nære selvtillid. Han er ikke klar over sin afhængighed af Gud. Folket lærer at sætte deres lid til et menneske for at få vejledning, og således kommer de ud i vildfarelser og føres bort fra Gud.JSL 120.1
Guds gerning skal ikke bære et menneskes billede og overskrift. Fra tid til anden vil Herren bruge forskellige hjælpere, ved hvem hans hensigter bedst kan lykkes. Lykkelige er de, som er villige til selv at lade sig ydmyge, og siger som Johannes Døber: “Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”JSL 120.2