Miraklet med brødene og fiskene
Filip så ud over dette menneskehav og tænkte på, hvor umuligt det ville være at skaffe mad til at mætte en sådan skare. Han svarede, at brød for to hundrede denarer ikke ville være nær nok til at dele ud iblandt dem, hvis de hver skulle have en lille smule. Jesus spurgte, hvor meget mad der kunne skaffes til veje blandt skaren. “Der er en lille dreng,” sagde Andreas, “han har fem bygbrød og to fisk, men hvad er det til så mange?” Jesus bad dem bringe dem til ham. Så bad han disciplene om at få folket til at sætte sig ned i græsset i flokke på halvtreds eller hundrede for at holde orden, og for at alle kunne være vidne til det, han nu ville gøre. Da dette var gjort, tog Jesus brødene og fiskene, “så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk.” “Og alle spiste og blev mætte; og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde.”JSL 262.1
Han som lærte folket vejen til fred og lykke, tænkte lige så meget på deres timelige fornødenheder, som på deres åndelige behov. Folket var træt og udmattet. Der var mødre med spædbørn på armen og små børn, som klamrede sig til deres skørter. Mange havde stået op i timevis. De havde været så dybt interesserede i Kristi ord, at de ikke en eneste gang havde tænkt på at sætte sig ned, og skaren var så stor, at der var fare for, at de skulle trampe hinanden ned. Jesus ville give dem lejlighed til at hvile sig, og han bad dem sætte sig ned. Der var meget græs der på stedet, og alle kunne hvile sig godt.JSL 262.2
Kristus udførte kun mirakler, når det virkeligt var nødvendigt, og hvert mirakel var af en sådan art, at det kunne lede mennesker til livets træ, hvis blade bringer lægedom til alle folkeslag. Den enkle mad, som blev uddelt af disciplene, rummede en rigdom af belæring. Det var kun enkel kost, der blev fremskaffet, fiskene og brødene var den daglige føde for fiskerbefolkningen ved Galilæas sø. Kristus kunne have dækket et rigt bord for folket, men mad, som kun var beregnet til at kildre ganen, ville ikke have lært dem, hvad der tjente til deres gavn. Kristus lærte dem ved dette, at Guds naturlige gaver til mennesket var blevet forvanskede. Og aldrig nogen sinde har mennesker nydt overdådige gæstebud, beregnet til tilfredsstillelse af kræsen smag, sådan som disse mennesker nød hvilen og den enkle kost, som Kristus skaffede dem så langt fra menneskelig beboelse.JSL 262.3
Hvis mennesker i dag havde en mere enkel livsform og levede i harmoni med naturens love, sådan som Adam og Eva gjorde det ved tidernes begyndelse, så ville der være rigeligt til at dække alle menneskers behov. Der ville være færre indbildte behov og flere muligheder for at arbejde, som Gud vil det. Men egoisme og tilfredsstillelse af en unaturlig lyst har bragt synd og elendighed ind i verden som følge af for meget af det ene og for lidt af det andet.JSL 262.4
Jesus forsøgte ikke at tiltrække folk ved at tilfredsstille deres trang til overdådighed. For alle disse mennesker, som var trætte og sultne efter den lange, indholdsrige dag, var den enkle kost ikke blot en forsikring om hans magt, men også om hans kærlige omsorg for dem, når det gjaldt livets almindelige behov. Frelseren har ikke lovet sine disciple denne verdens overdådighed. Deres kost kan være både ringe og knap, deres lod i verden hæmmet af fattigdom; men de har fået hans tilsagn om, at han vil komme dem til hjælp i deres nød, og han har lovet dem det, som er langt bedre end jordiske goder — den varige trøst ved sin egen tilstedeværelse.JSL 263.1
Ved at bespise de fem tusinde løfter Jesus sløret for naturens verden og åbenbarer den kraft, der til stadighed udøves til vort bedste. Ved at frembringe jordens afgrøder udfører Gud et mirakel hver eneste dag. Ved naturens kræfter fuldføres det samme, som skete ved bespisningen af den store skare. Mennesker forbereder jorden og sår sæden, men det er det liv, Gud har givet, som bevirker at sæden spirer. Det er Guds regn, luft og solskin, som er årsag til, at den spirer frem “først strå, så aks, så fuld kerne i akset.” JSL 263.2