Farisæerne føler deres magtstilling truet

Mange farisæere var vidne til sceneriet, og glødende af skinsyge og had forsøgte de at vende folkestemningen. Med al deres autoritet prøvede de at få folket til at tie; men deres appeller og trusler forøgede kun begejstringen. De frygtede, at denne menneskemængde i kraft af sin størrelse ville gøre Jesus til konge. Som en sidste udvej trængte de sig gennem mængden hen til Frelseren og sagde bebrejdende og truende til ham: “Mester, sæt dine disciple i rette!” De erklærede, at sådanne støjende demonstrationer var ulovlige og ikke ville blive tilladt af myndighederne. Men de blev bragt til tavshed ved Jesu svar: “Jeg siger jer: Hvis de tier, vil stenene råbe.” Dette triumftog var efter Guds egen beslutning. Det var blevet forudsagt af profeten, og mennesket havde ikke magt til at tilsidesætte Guds hensigt. Hvis mennesker havde undladt at udføre hans beslutning, ville han have ladet de livløse sten få stemmer, og de ville have hyldet hans Søn med lovprisninger. Da farisæerne tavse trak sig tilbage, blev Zakarias’ ord gentaget af hundredvis af stemmer:JSL 413.1

“Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.”1JSL 413.2

Da optoget nåede til bakkekammen og skulle til at bevæge sig ned i byen, standsede Jesus, og menneskemasserne med ham. Foran dem lå Jerusalem i al sin herlighed, i dette øjeblik badet i lyset fra den nedgående sol. Templet tiltrak alles blikke. Stort og prægtigt ragede det op over alt andet og syntes at pege op mod himmelen, som om det ville lede folket mod den eneste sande og levende Gud. Templet havde længe været det jødiske folks stolthed og ære. Også romerne var stolte af dets pragt. En af romerne udpeget konge havde i fællesskab med jøderne genopbygget og forskønnet det, og den romerske kejser havde givet rige gaver til det. Dets styrke, pragt og rigdom havde gjort det til et af verdens underværker.JSL 413.3

Mens den nedgående sol bredte sit gyldne farveskær over himmelen, oplyste dens stråleglans tempelmurenes rene, hvide marmor og funklede i de guldbeklædte søjler. Fra toppen af bakken, hvor Jesus og hans ledsagere stod, virkede det som en massiv snebygning med gyldne spir. Ved indgangen til templet var der en vinranke af guld og sølv, med grønne blade og massive drueklaser, der var forarbejdet af de dygtigste kunstnere. Motivet symboliserede Israel som en frodig vinranke. Guldet, sølvet og det livagtige grønne var kombineret med sjælden smag og mesterligt håndværk. Som det yndefuldt snoede sig omkring de hvide, blanke søjler og med skinnende slyngtråde klyngede sig til deres gyldne ornamenter, opfangede det lysskæret fra den nedgående sol og strålede med en herlighed, der var som lånt af himmelen.JSL 413.4