En fest for alle
Løvhyttefesten var årets afsluttende højtid. Det var Guds hensigt, at folket på dette tidspunkt skulle tænke på hans godhed og nåde. Hele landet havde været under hans ledelse og modtaget hans velsignelse. Dag og nat havde han våget over dem. Hjulpet af solen og regnen havde jorden frembragt sin afgrøde. Fra Palæstinas dale og sletter var høsten blevet hentet. Olivenfrugterne var blevet plukket og den værdifulde olie lagret i kander. Palmerne havde afgivet deres forråd. De purpurfarvede vindrueklaser var blevet trådt i persekarrene.JSL 322.2
Festen varede i syv dage, og såvel beboerne i Palæstina som jøder fra andre lande forlod deres hjem og drog til Jerusalem for at fejre den. De kom fra fjern og nær med et tegn på deres glæde i hånden. Gamle og unge, rige og fattige, alle medbragte en eller anden gave som et takoffer til Ham, der havde kronet året med sin godhed og ladet jorden bugne af frugtbarhed. Alt, hvad der kunne fryde øjet og give udtryk for den universelle glæde, blev bragt frem fra skovene. Byen kom til at ligne den skønneste skov.JSL 322.3
Festen var ikke kun en taksigelse for høsten, men et minde om Guds beskyttende omsorg for Israel i ørkenen. Til minde om deres liv i telte boede israelitterne under festen i hytter eller overdækninger af grønne grene. Disse blev rejst på gaderne, i tempelgårdene eller på husenes tage. Bakkerne og dalene omkring Jerusalem var også fyldt med disse løvklædte beboelser og syntes at være levende af mennesker.JSL 322.4
Med religiøse sange og taksigelser fejrede de troende denne begivenhed. Et lille stykke tid før festen blev forsoningsdagen fejret, hvor folket efter at have bekendt deres synder blev erklæret for at have fred med Himmelen. På denne måde var vejen banet for en glædesfest. “Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid,” lød det triumferende, mens al slags musik, blandet med hosiannaråb, ledsagede den fælles sang. Templet var midtpunktet for glæden. Her foregik offerceremonierne med al deres pragt. Gudstjenestens sang blev ledet af levitternes kor, der stod opstillet på begge sider af den hvide marmortrappe op til den hellige bygning. Svingende med deres palmeog myrtegrene tog de mange tempelgæster melodien op som et ekko af korene, og melodien blev igen opfanget af stemmer fra nær og fjern, indtil de omliggende bjerge genlød af lovsang.JSL 323.1
Ved nattetid var templet og tempelgårdene kunstigt oplyst. Musikken, de viftende palmegrene, de glade hossiannaråb, den store tilstrømning af mennesker, over hvem lyset strålede fra de hængende lamper, præsternes dragter og den højtid, der var over ceremonierne, forenedes til en helhed, der gjorde et dybt indtryk på de tilstedeværende. Men det mest betagende ved festen og det, der skabte størst glæde, var en ceremoni til minde om en begivenhed under opholdet i ørkenen.JSL 323.2
Ved det første daggry blæste præsterne en lang, gennemtrængende tone på deres sølvtrompeter, og trompeterne, der svarede, og folkets glade råb fra deres hytter gav genlyd over bakker og dale og hilste festdagen velkommen. Derefter tog præsten en kande fyldt med vand fra Kedrons rindende vand, løftede den højt op, og under trompeternes klang steg han op ad templets brede trappe i takt til musikken med langsomme, afmålte skridt, mens han sang: “Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem.” JSL 323.3
Han bar kanden hen til alteret, som indtog en central plads i præsternes gård. Her stod to sølvskåle, og ved hver af dem stod en præst. Kanden med vandet blev tømt i den ene skål, i den anden en kande vin, og indholdet af begge skåle flød ind i et rør, der havde forbindelse med Kedron, og førtes derfra ud i Det døde Hav. Denne symbolik med det indviede vand repræsenterede den kilde, der på Guds befaling vældede frem af klippen for at slukke Israels børns tørst. Derefter klang disse jublende toner: “Herren er min styrke og lovsang. … I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.” JSL 323.4