Som får blandt ulve

Disse disciple skulle være sandhedens forkyndere og bane vejen for deres Mesters komme. Det budskab, de havde at bringe, var ordene om det evige liv; og menneskers skæbne var afhængig af, om de tog imod eller forkastede det. For at anskueliggøre for folket, hvor seriøst det var, befalede Jesus sine disciple: “Men vil nogen ikke tage imod jer eller høre jeres budskab, så forlad det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder. Sandelig siger jeg jer: Det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by.” Nu vender Frelseren blikket mod fremtiden! Han ser de større arbejdsmarker, hvor disciplene efter hans død skal vidne om ham. Hans profetiske blik ser, hvad hans tjenere skal gennemgå gennem alle tiderne, indtil han kommer anden gang. Han viser sine disciple de konflikter, der venter dem, og han afslører karakteren af og formålet med kampen. Han lader dem klart se de farer, de vil komme ud for og den selvfornægtelse, der vil kræves af dem. Han ønsker, at de skal kunne tage deres forholdsregler for ikke at blive overrumplet af fjenden. Deres strategi skal ikke være rettet mod kød og blod, “men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” ^{3Ef 6,12} De skal kæmpe mod overnaturlige kræfter, men de er sikre på at få overnaturlig hjælp. Alle Himmelens fornuftvæsener er med i denne hær. Og der er andet end engle i rækkerne. Helligånden, som repræsenterer lederen af Herrens hær, kommer for at lede slaget. Vore skavanker kan være nok så mange, vore synder og fejltagelser meget alvorlige, men Guds nåde er for alle, der søger den i oprigtig anger. Almagtens kraft er med alle dem, der stoler på Gud.JSL 250.3

“Se,” sagde Jesus, “jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer.” Kristus selv undlod aldrig at sige sandhedens ord, men han sagde dem altid i kærlighed. Han udviste den største takt, hensynsfuld og venlig opmærksomhed i sin omgang med folket. Han var aldrig grov, sagde aldrig uden grund et alvorligt ord og forvoldte aldrig unødvendig smerte i et følsomt sind. Han kritiserede ikke menneskelig svaghed. Frygtløs fordømte han hykleri, vantro og uretfærdighed, men det var med sorg i stemmen, han gav sine meget skarpe irettesættelser. Han græd over Jerusalem, den by han elskede, men som nægtede at tage imod ham, som var vejen og sandheden og livet. De forkastede ham, deres Frelser, men han betragtede dem med medfølende ømhed og en sorg så dyb, at hans hjerte var ved at briste. Hvert eneste menneske var dyrebart i hans øjne. Skønt han altid optrådte med guddommelig værdighed, bøjede han sig med den kærligste opmærksomhed ned til hvert eneste medlem af Guds familie. I alle mennesker så han faldne sjæle, som det var hans opgave at frelse.JSL 251.1