Under Jesu indflydelse

Kort tid før påskehøjtiden havde Judas fornyet sin aftale med præsterne om at udlevere Jesus til dem. Derefter blev det arrangeret, at Frelseren skulle pågribes et af de steder, han benyttede til bøn og eftertanke. Siden gæstebudet i Simons hus havde Judas haft mulighed for at overveje den gerning, som han havde forpligtet sig til at udføre, men han havde ikke ændret sine planer. For tredive sølvmønter — prisen for en slave — solgte han herlighedens Herre til vanære og død.JSL 519.2

Judas nærede af naturen en stor kærlighed til penge; men han havde ikke altid været så ond, at han kunne gøre noget som dette. Han havde dyrket pengebegæret, indtil det blev drivkraften i hans liv. Kærligheden til penge var stærkere end hans kærlighed til Kristus. Ved at blive slave af en enkelt last overgav han sig selv til Satan for at blive drevet til det yderste i synd.JSL 519.3

Judas havde sluttet sig til disciplene, dengang store skarer fulgte Kristus. Frelserens lære betog dem, når de henrykt lyttede til hans ord i synagogen, ved søens bred eller på bjerget. Judas så de syge, de lamme og de blinde flokkes om Jesus fra byerne og landsbyerne. Han så de døende blive lagt ved hans fødder. Han var vidne til Frelserens mirakler med at helbrede syge, uddrive djævle og opvække døde. Han anerkendte Kristi lære som noget, der stod højt over alt, hvad han hidtil havde hørt. Han elskede den store lærer og ville gerne være sammen med ham. Han følte trang til en forvandling af sin karakter og sit liv, og han håbede på at komme til at opleve dette ved at slutte sig til Jesus. Frelseren afviste ikke Judas. Han gav ham plads blandt de tolv. Han betroede ham en evangelists gerning. Han tildelte ham kraft til at helbrede de syge og uddrive onde ånder. Men Judas nåede ikke det punkt, hvor han helt overgav sig til Kristus. Han opgav ikke sin verdslige ærgerrighed og sin pengebegærlighed. Skønt han tog imod stillingen som Kristi tjener, lod han ikke det guddommelige forme sig. Han mente, at han kunne beholde sin egen dømmekraft og sine meninger, og han nærede en tilbøjelighed til at kritisere og anklage andre.JSL 519.4