“Frygt ikke, tro kun!”

Jesus begav sig med det samme med forstanderen til hans hus. Skønt disciplene havde set så mange af hans barmhjertighedsgerninger, undrede de sig dog over, at han indvilligede i at opfylde den hovmodige skriftkloges bøn; alligevel ledsagede de deres Mester, og folket fulgte med dem, spændte og forventningsfulde.JSL 244.3

Forstanderens hjem lå ikke langt borte, men Jesus og hans ledsagere kom kun langsomt frem, fordi folket trængtes om ham fra alle sider. Den ængstelige far blev utålmodig over forsinkelsen; men Jesus, som havde medlidenhed med skaren, standsede nu og da for at skaffe en syg lindring eller for at trøste nogle, som var nedtrykte og urolige.JSL 244.4

Mens de endnu var på vej, trængte et sendebud sig frem gennem mængden med en meddelelse til Jairus, at hans datter var død, og at det ville være nytteløst at gøre Mesteren yderligere ulejlighed. Disse ord blev hørt af Jesus. “Frygt ikke,” sagde han, “tro kun, så vil hun blive frelst.”JSL 244.5

Jairus holdt sig tættere ved Frelseren; og sammen skyndte de sig til forstanderens hjem. De lejede grædekoner og fløjtespillere var der allerede og fyldte luften med deres larm. Mængdens tilstedeværelse og larmen virkede irriterende på Jesus. Han forsøgte at bringe dem til tavshed ved at sige: “Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke dødt, det sover.” De blev vrede over denne fremmedes ord. De havde set barnet i dødens favntag, og de lo hånligt ad ham. Jesus forlangte, at de alle skulle forlade huset, og tog så pigens far og mor og de tre disciple Peter, Jakob og Johannes med sig, og de gik sammen ind i værelset, hvor den døde lå.JSL 244.6

Jesus gik hen til sengen, tog barnets hånd i sin og sagde blidt med ord på det velkendte sprog fra hendes hjemegn:: “Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!”JSL 245.1

Straks gik der en skælven gennem den bevidstløse skikkelse. Livets puls slog atter. Læberne adskiltes i et smil. Øjnene åbnede sig helt, som om hun vågnede af søvne, og den lille pige stirrede undrende på dem, der stod ved siden af hende. Hun rejste sig op, og hendes forældre knugede hende ind til sig og græd af glæde.JSL 245.2