Forhørt af Annas
Annas var overhovedet for den tjenestegørende præsteslægt, og af ærbødighed for hans alder anerkendte folket ham som ypperstepræst. Man søgte hans råd og adlød det, som om det var Guds ord. Han skulle være den første, der så Jesus som fange i præsternes magt. Han skulle være til stede ved forhøret af fangen, af frygt for at det ikke skulle lykkes den mindre erfarne Kajfas at sikre det ønskede resultat af deres bestræbelser. Der måtte gøres brug af hans list, snedighed og underfundighed ved denne lejlighed; for under alle omstændigheder måtte man være sikker på Kristi domfældelse.JSL 506.2
Kristus skulle formelt forhøres af Sanhedrin, men af Annas blev han underkastet et indledende forhør. Under det romerske herredømme kunne Sanhedrin ikke fælde nogen dødsdom. De kunne kun forhøre fangen og afsige dommen, der derefter måtte stadfæstes af den romerske øvrighed. Derfor var det nødvendigt at fremskaffe en anklage mod Kristus, der af romerne ville blive betragtet som kriminel. Der måtte også findes en beskyldning, som i jødernes øjne ville være domfældende. Ikke så få af præsterne og rådsherrerne havde ladet sig overbevise af Kristi lære, og kun frygten for at blive udelukket fra synagogen afholdt dem fra at bekende sig til ham. Præsterne huskede udmærket Nikodemus’ spørgsmål: “Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?” Dette spørgsmål havde dengang bragt splittelse i rådet, og det havde forpurret deres planer. Josef af Arimatæa og Nikodemus ville ikke blive indkaldt nu, men der var andre, der måske ville driste sig til at tale til fordel for retfærdigheden. Dette forhør måtte ledes sådan, at det forenede medlemmerne af Sanhedrin mod Kristus. Der var to beskyldninger, som præsterne ønskede at fastholde. Hvis man kunne bevise, at Jesus var en gudsbespotter, ville han blive dømt af jøderne. Hvis han blev kendt skyldig i tilskyndelse til oprør, ville det sikre, at han blev dømt af romerne. Annas forsøgte først at få dokumenteret den anden anklage. Han udspurgte Jesus om hans disciple og hans lære i håb om, at fangen ville sige noget, der kunne give ham et grundlag at arbejde med. Det var hans hensigt at lokke en udtalelse ud af ham, der kunne bevise, at han forsøgte at danne et hemmeligt forbund med det formål at oprette et nyt rige. Derefter kunne præsterne udlevere ham til romerne som fredsforstyrrer og oprørsstifter.JSL 506.3
Kristus vidste alt om præstens hensigter og benægtede, at der mellem ham og hans disciple fandtes nogen hemmelig overenskomst, eller at han samledes med dem i det skjulte for at dække over sine planer. Han havde ingen hemmeligheder vedrørende sine formål eller sin lære. “Jeg har talt til verden i fuld offentlighed,” svarede han, “jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.”JSL 507.1
Frelseren viste modsætningen mellem sin egen arbejdsmetode og sine anklageres fremgangsmåde. I måneder havde de jaget ham og forsøgt at lokke ham i en fælde og stille ham for et hemmeligt råd, hvor de ved falsk vidneforklaring kunne opnå, hvad der var umuligt ved hæderlige midler. Nu var de ved at fuldbyrde deres hensigter. Pågribelsen ved nattetide af en pøbelhob, spotten og mishandlingerne, før han var dømt eller blot anklaget, var deres arbejdsmetode, men ikke hans. Deres handlemåde var et brud på loven. Efter deres egne love skulle ethvert menneske behandles som uskyldigt, indtil dets skyld var bevist. Efter deres egne love stod præsterne som skyldige til straf.JSL 507.2
Så vendte Jesus sig til den spørgende og sagde: “Hvorfor spørger du mig?” Havde præsterne og rådsherrerne ikke sendt spioner ud for at overvåge hans bevægelser og for at indberette hvert ord, han havde sagt? Havde disse ikke været til stede, hver gang folket havde været samlet, og bragt præsterne underretning om alt, hvad han havde sagt eller gjort? “Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem,” sagde Jesus, “de ved jo, hvad jeg har sagt.”JSL 507.3
Annas blev bragt til tavshed ved beslutsomheden i svaret. Af frygt for at Kristus skulle sige noget om hans egen fremgangsmåde, som han ville foretrække at bevare skjult for andre, sagde han ikke mere til ham denne gang. En af hans tjenere, der blev vred over at se Annas bragt til tavshed, slog Jesus i ansigtet og sagde: “Er det en måde at svare ypperstepræsten på?”JSL 507.4
Kristus svarede roligt: “Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?” Han sagde ingen skarpe eller gengældende ord. Hans rolige svar kom fra et syndfrit hjerte, der var tålmodigt og mildt, og som ikke ville lade sig provokere.JSL 507.5
Kristus led meget under mishandlingerne og fornærmelserne. Han måtte tage imod enhver form for nedværdigende behandling fra de mennesker, som han havde skabt, og for hvem han var ved at bringe et uendeligt stort offer. Og han led i forhold til sit eget fuldkommen hellige sind og sit had til synden. Hans retssag, der blev forestået af mennesker, der opførte sig som djævle, var ham et konstant offer. At være omgivet af mennesker, der var under Satans herredømme, var oprørende for ham, samtidig med at han vidste, at han ved sin guddommelige magt lynhurtigt kunne kaste sine grusomme plageånder til jorden. Dette gjorde prøvelsen endnu vanskeligere for ham.JSL 507.6
Jøderne ventede på en Messias, der åbenbarede sig ved ydre herlighed. De forventede, at han ved sin overvældende viljestyrke lynhurtigt skulle ændre menneskers tankegang og tvinge dem til at anerkende hans overhøjhed. De troede, at han på denne måde skulle sikre sig sin egen ophøjelse og tilfredsstille deres ærgerrige håb. Når Kristus blev behandlet med ringeagt, følte han sig derfor stærkt fristet til at åbenbare sin guddommelige natur. Med et ord eller et blik kunne han tvinge sine forfølgere til at erkende, at han var Herren over konger og herskere, præster og tempel. Men det var hans vanskelige opgave at holde sig til den plads, han havde valgt, som ét med menneskeheden.JSL 508.1
Himmelens engle var vidne til enhver handling, der blev begået mod deres elskede Herre. De længtes efter at befri Kristus. Når englene handler efter Guds vilje, er de almægtige. Ved én lejlighed dræbte de efter Kristi befaling i løbet af en eneste nat 185.000 mand af den assyriske hær. Med største lethed kunne englene have bevist deres vrede over den skændige rettergang mod Kristus ved at tilintetgøre Guds modstandere! Men de fik ikke befaling til at gøre dette. Han, som kunne have dømt sine fjender til døden, bar over med deres grusomhed. Hans kærlighed til sin Far og det løfte, han fra verdens grundlæggelse havde givet om at bære syndens byrde, fik ham til uden beklagelse at udholde den rå behandling fra dem, han var kommet for at frelse. Det var en del af hans opgave i sin menneskeskikkelse at bære al den mishandling og hån, som mennesker kunne dynge på ham. Menneskeslægtens eneste håb bestod i, at Kristus underkastede sig al den lidelse, som mennesker kunne påføre ham.JSL 508.2
Kristus havde ikke sagt noget, der kunne bruges af hans anklagere. Alligevel var han bundet som tegn på, at han var dømt. Der skulle imidlertid udvises en form for retfærdighed. Det var nødvendigt, at der blev foretaget en slags lovligt forhør. Det gjaldt for øvrigheden om at fremskynde dette. De vidste, hvor højt folket værdsatte Jesus, og de var bange for, at der ville blive gjort et forsøg på at redde ham, hvis fængslingen rygtedes viden om. Og hvis forhøret og henrettelsen ikke blev gennemført med det samme, ville der blive en uges forsinkelse på grund af påsken. Dette kunne få deres planer til at strande. Sikringen af Jesu domfældelse var for dem i høj grad afhængig af den larmende pøbel, hvoraf mange hørte til Jerusalems værste pak. En uges forsinkelse ville få ophidselsen til at lægge sig, og det ville være sandsynligt, at der kom en reaktion. Den bedre del af folket ville rejse sig til fordel for Kristus; mange ville komme frem med vidnesbyrd til forsvar for ham og gøre opmærksom på alle de mirakler, han havde udført. Dette ville vække folkets vrede mod Sanhedrin. Man ville fordømme deres fremgangsmåde, og Jesus ville blive befriet for atter at komme til at modtage folkets hyldest. Derfor besluttede præsterne og rådsherrerne, at før deres planer blev kendt, skulle Jesus være overgivet i romernes hænder.JSL 508.3