Den første fristelse
For Kristus, som for det hellige par i Edens have, var appetit grundlaget for den første store fristelse. Netop der, hvor ødelæggelsen begyndte, må arbejdet for vor genløsning begynde. Som Adam faldt ved at give efter for appetitten, sådan måtte Kristus sejre ved at fornægte den. “Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, var han udhungret. Og fristeren kom og sagde til ham: ‘Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.’ Men han svarede: ‘Der står skrevet: “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund”’”JSL 73.4
Fra Adams til Kristi tid havde vellevned øget spiselystens og lidenskabernes magt, indtil de herskede næsten enevældigt. På denne måde var mennesker blevet fornedrede og sygelige, og ved egen kraft var det umuligt for dem selv at overvinde dette. For menneskers skyld sejrede Kristus ved at udholde den hårdeste prøve. For vor skyld udviste han en selvbeherskelse, der var stærkere end sult eller død. Og denne første sejr omfattede også andre ting, der kommer ind i alle vore konflikter med mørkets magter.JSL 73.5
Da Jesus gik ud i ørkenen, var han indhyllet i Faderens herlighed. Helt fordybet i fællesskabet med Gud var han hævet over menneskelig svaghed. Men herligheden veg bort, og han måtte alene kæmpe mod fristelsen. Den trængte sig ind på ham hvert eneste øjeblik. Hans menneskelige natur veg tilbage for den strid, som ventede ham. I fyrretyve dage fastede og bad han. Han var svag og udmattet af sult, træt og udtæret af sjælelig smerte. “Så umenneskeligt ussel så han ud.” Nu havde Satan sin chance! Nu mente han, at han kunne overvinde Kristus.JSL 74.1
Som om det var et svar på hans bønner viste der sig for Frelseren en skikkelse, der lignede en engel fra Himmelen. Han hævdede at have befaling fra Gud til at forkynde Kristus, at hans faste nu var til ende. Ligesom Gud havde sendt en engel for at standse Abrahams hånd, da han skulle ofre Isak, sådan havde Faderen, der bifaldt Kristi vilje til at betræde den blodige vej, sendt en engel for at udfri ham. Dette var det budskab, han bragte Jesus. Frelseren var udmattet af sult, han hungrede efter føde, da Satan pludselig stod hos ham. Fristeren pegede på de sten, der lå spredt rundt omkring i ørkenen, og som på en måde lignede brød, idet han sagde: “Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.”JSL 74.2
Skønt han tilsyneladende er en lysets engel, så forråder disse første ord hans virkelige natur. “Hvis du er Guds Søn.” Her er insinueringen af mistillid. Hvis Jesus skulle gøre, hvad Satan foreslog, ville det være at acceptere tvivlen. Fristeren planlægger at besejre Kristus med de samme midler, som i begyndelsen havde været så vellykkede over for menneskeslægten. Hvor snedigt havde slangen ikke nærmet sig Eva i Paradiset! “Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?” Så langt var fristerens ord sande, men i hans måde at tale på lå der en skjult foragt for Guds ord. Der var en skjult negativ holdning, en tvivl om den guddommelige sandfærdighed. Satan søgte at indgive Eva den tanke, at Gud ikke ville gøre, som han havde sagt; at når han nægtede dem denne skønne frugt, var det en modsigelse af hans kærlighed til og omsorg for mennesket. På samme måde søger fristeren nu at bibringe Kristus sin egen opfattelse. “Hvis du er Guds Søn!” Ordene nager med bitterhed i hans sind. Klangen i hans stemme er udtryk for fuldkommen skepsis. Ville Gud behandle sin egen Søn på denne måde? Ville han efterlade ham i ørkenen med vilde dyr uden mad, uden ledsagere og uden trøst? Han antyder, at Gud aldrig har tænkt sig, at hans Søn skulle komme i en sådan tilstand. “Hvis du er Guds Søn,” så bevis din magt ved at befri dig fra denne nagende sult. Giv befaling om, at denne sten forvandles til brød!JSL 74.3
Ordene fra himlen: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” lød endnu i Satans øren. Men det var hans faste beslutning at få Kristus til at betvivle dette vidnesbyrds sandhed. Det var Guds ord, som gav Kristus forvisning om hans guddommelige kald. Han var kommet for at leve som et menneske blandt mennesker, og det var disse ord, som forkyndte hans forbindelse med Himmelen. Det var Satans hensigt at få ham til at tvivle på disse ord. Hvis Kristi tillid til Gud kunne rokkes, vidste Satan, at sejren i hele denne strid ville blive hans. Han kunne overvinde Jesus. Han håbede, at Kristus, knuget af modløshed og voldsom sult, ville miste tilliden til sin Fader og gøre et under til sin egen fordel. Hvis han havde gjort dette, ville frelsesplanen være slået fejl.JSL 75.1
Da Satan og Guds Søn første gang mødtes i en konflikt, var Kristus anfører for de himmelske hærskarer, og Satan, lederen af oprøret i Himmelen, blev nedstyrtet. Nu er deres roller tilsyneladende byttet om, og Satan udnytter den fordel, han mener at have. Han siger, at en af de mægtigste engle er blevet forvist fra Himmelen. Jesu udseende tyder på, at han er denne faldne engel, som er svigtet af Gud og forladt af mennesker. Et guddommeligt væsen ville være i stand til at støtte sine påstande ved at gøre et under. “Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.” Fristeren siger indtrængende, at en sådan handling med skabende kraft ville være et afgørende bevis på guddommelighed. Det ville gøre en ende på striden.JSL 75.2
Det kostede Jesus kamp at lytte i tavshed til den store bedrager. Men Guds Søn behøvede ikke at bevise sin guddommelighed over for Satan eller give en forklaring på årsagen til sin ydmygelse. Der ville intet være at vinde ved at indvillige i oprørerens krav, hverken til menneskers gavn eller til Guds ære. Hvis Kristus havde gjort indrømmelser over for fjendens forslag, ville Satan stadig have sagt: Vis mig et tegn, så jeg kan tro på, at du er Guds Søn. Beviser ville have været til ingen nytte, når det drejede sig om at knuse oprørsånden i hans hjerte. Og Kristus skulle ikke udøve guddommelig magt til sin egen fordel. Han var kommet for at udholde prøvelser, ligesom vi må gøre det, så han kunne efterlade os et eksempel på tro og lydighed. Hverken her eller nogen sinde senere i hans jordiske tilværelse gjorde han en undergerning for sin egen skyld. Hans mirakler skete alle til gavn for andre. Skønt Jesus straks fra begyndelsen havde genkendt Satan, lod han sig ikke ægge til strid med ham. Styrket ved erindringen om røsten fra Himmelen hvilede han i Faderens kærlighed. Han ville ikke forhandle med fristeren.JSL 75.3
Jesus imødegik Satan med Skriftens ord: “Der står skrevet!” sagde han. Ved hver fristelse var Guds ord det våben, han benyttede til kampen. Satan krævede et under af Kristus som tegn på hans guddommelighed; men det, som er større end alle undergerninger: en fuldkommen tillid til et “Dette siger Herren,” var et tegn, der ikke lod sig bestride. Så længe Kristus holdt fast ved denne stilling, kunne fristeren ikke opnå noget.JSL 75.4