Med Bibelen og naturen som lærebøger

Barnet Jesus fik ikke sin undervisning i synagogens skoler. Hans moder var hans første menneskelige lærer. Fra hendes mund og fra profeternes skrifter lærte han om, hvad der hørte Himmelen til. De samme ord, som han selv havde talt til Moses for Israel, lærte han nu på sin moders knæ. Da han gik fra barndom til ungdom, søgte han ikke til rabbinernes skoler. Han behøvede ikke den undervisning, man kunne få fra sådanne kilder; for Gud selv var hans læremester.JSL 39.3

Det spørgsmål, der blev stillet under Frelserens virksomhed: “Hvordan kan han have forstand på Skriften, når han ikke er oplært i den?” ^3text er ikke en tilkendegivelse af, at Jesus ikke var blevet undervist, men blot, at han ikke var blevet oplært af rabbinerne. Da han havde erhvervet sig sin viden på samme måde, som vi kan gøre det, viser hans indgående kendskab til Skrifterne, med hvilken flid han havde viet sin ungdom til studiet af Guds ord. Og udbredt for sit blik havde han det store bibliotek, der består af Guds skaberværk. Han, som havde skabt alle ting, lærte af det, som hans egen hånd havde skrevet på jorden, i havet og på himmelen. Borte fra verdens ugudelige livsførelse samlede han et forråd af videnskabeligt kendskab til naturen. Han studerede såvel planternes og dyrenes liv som menneskelivet. Fra sin tidligste barndom var han optaget af én eneste ting: Han levede for at velsigne andre. Hertil fandt han hjælpemidler i naturen; nye tanker om veje og midler kom til ham, mens han studerede planternes og dyrenes liv. Bestandigt søgte han at udlede billeder fra det, han så, for at bruge det i forkyndelsen af Guds levende ord. De lignelser, gennem hvilke han i sin gerning elskede at lære andre om sandheden, viser, hvordan hans sind var åbent over for naturens påvirkning, og hvordan han havde samlet åndelige lærdomme fra sit daglige livs omgivelser.JSL 39.4

Således blev betydningen af Guds ord og gerninger åbenbaret for Jesus, mens han søgte at forstå sammenhængen i alt. Himmelske væsener var hans hjælpere, og han hengav sig til hellige tanker og fortrolig kontakt med Himmelen. Fra forstandens første opvågnen voksede han bestandig i åndelig nåde og kendskab til sandheden.JSL 40.1

Ethvert barn kan erhverve sin viden på samme måde, som Jesus gjorde det. Når vi forsøger at lære vor himmelske Fader at kende gennem hans ord, vil engle komme os nær, vore tanker vil få kraft, og vor karakter vil blive højnet og forædlet. Vi vil komme til at ligne vor Frelser mere. Og når vi betragter det store og skønne i naturen, vil vores kærlighed gælde Gud. Når ånden føler ærefrygt, bliver mennesket styrket ved at komme i kontakt med den Almægtige gennem hans skaberværk. Fællesskab med Gud gennem bøn udvikler de mentale og moralske egenskaber, og de åndelige evner styrkes, når vi vænner os til at tænke på åndelige ting.JSL 40.2

Jesu liv blev levet i harmoni med Gud. Så længe han var barn, tænkte og talte han som et barn; men intet spor af synd skæmmede Guds billede i ham. Dog blev han ikke fritaget for fristelser. Nazarets indbyggere var almindeligt kendt for deres ondskab. Hvor dårligt et rygte de havde, viste sig gennem Natanaels spørgsmål: “Kan noget godt komme fra Nazaret?” ^4textJSL 40.3

Jesus var kommet til at bo et sted, hvor hans karakter ville blive sat på prøve. Det var nødvendigt for ham bestandigt at være på vagt for at bevare sin renhed. Han blev udsat for alle de konflikter, som vi skal møde, for at han kunne blive et forbillede for os både i barndommen, ungdommen og manddommen.JSL 40.4

Satan var utrættelig i sine bestræbelser for at overvinde barnet fra Nazaret. Fra sin tidligste barndom var Jesus blevet beskyttet af himmelske engle, men alligevel var hans liv en eneste lang kamp mod mørkets magter. Det var en krænkelse og en årsag til forvirring for mørkets fyrste, at der på jorden skulle findes et liv, der var fri for det ondes besmittelse. Han lod intet uforsøgt for at fange Jesus i sine snarer. Ingen af menneskenes børn vil nogen sinde blive kaldet til at leve et helligt liv under en så hård kamp mod fristelser, som Frelseren blev det.JSL 40.5

Jesu forældre var fattige mennesker, som var afhængige af deres daglige arbejde. Fattigdom, selvfornægtelse og savn var velkendte for ham. Disse erfaringer var et beskyttelsesmiddel for ham. I hans virksomme tilværelse var der ingen ledige øjeblikke, der kunne give anledning til fristelser. Ingen formålsløse timer banede vejen for fordærveligt selskab. Så vidt det var muligt, lukkede han døren i for fristeren. Hverken vinding eller fornøjelser, bifald eller tvang kunne formå ham til at indvillige i en forkert handling. Han var klog nok til at gennemskue det onde og stærk nok til at modstå det.JSL 40.6

Kristus var det eneste syndfri menneske, der nogen sinde har levet på jorden. Og dog boede han i næsten tredive år blandt Nazarets onde indbyggere. Denne kendsgerning er en bebrejdelse mod dem, der mener, at de er afhængige af sted, lykke eller velstand for at kunne leve et udadleligt liv. Fristelser, fattigdom og modgang er netop den disciplin, der skal til for at udvikle renhed og fasthed.JSL 41.1