Forkyndelse som vakte forundring

Alle, som hørte Frelseren, “blev slået af forundring over hans lære, for der var myndighed bag hans ord.” ^{2Luk 4,32} “Han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.” ^{3Matt 7,29} De skriftkloges og de ældstes lærdom var kold og formel som en lektie, der er lært udenad. For dem ejede Guds ord ingen levende kraft. Deres egne tanker og overleveringer blev sat i stedet for ordets lære. Ved den rutinemæssige gudstjeneste hævdede de at udlægge loven, men hverken deres egne eller deres tilhøreres hjerter blev bevæget af guddommelig inspiration.JSL 171.6

Jesus havde intet at gøre med de forskellige årsager til uenighed blandt jøderne. Det var hans opgave at forkynde sandheden. Hans ord spredte et lyshav over profeternes og patriarkernes lære, og skrifterne kom til mennesker som en ny åbenbaring. Aldrig før havde hans tilhørere opfattet så dyb en mening i Guds ord.JSL 172.1

Jesus mødte folket på deres eget område, som en der kendte til deres rådvildhed. Han gjorde sandheden smuk ved at forkynde den på den mest direkte og enkle måde. Hans sprog var rent, ædelt og klart som rindende vand. Hans stemme var som musik for dem, der havde lyttet til rabbinernes monotone tale. Men mens hans lære var enkel, talte han som en, der havde autoritet. Denne karakteristik satte hans lære i kontrast til alle andres. Rabbinerne talte med tvivl og tøven, som om skrifterne kunne fortolkes til at betyde enten det ene eller det stik modsatte. For hver dag følte tilhørerne større usikkerhed. Men Jesus lærte dem, at skrifterne var en ubestridelig autoritet. Hvad hans emne end var, blev det fremført med styrke, som om hans ord ikke kunne modsiges.JSL 172.2

Alligevel var han mere alvorlig end lidenskabelig. Han talte som en, der har et konkret forsæt at opfylde. Han anskueliggjorde realiteterne om det evige liv for dem. I hvert eneste emne åbenbaredes Gud. Jesus søgte at hæve den fortryllelse, som forblinder mennesker til kun at værdsætte jordiske ting. Han anbragte tingene i dette liv i deres rette sammenhæng, som værende underordnet det, der har evig betydning, men han ignorerede ikke deres vigtighed. Han lærte dem, at Himmelen og jorden er forbundet med hinanden, og at viden om guddommelig sandhed gør mennesket bedre rustet til at udrette hverdagens pligter. Han talte som en, der er fortrolig med Himmelen, i bevidstheden om sit slægtskab med Gud, men alligevel i erkendelse af sin samhørighed med hvert medlem af menneskeslægten.JSL 172.3

Hans budskaber om nåde var tilpasset tilhørernes behov, “så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte” ^{4Es 50,4}. Og: “Ynde er udgydt på dine læber” ^{5Sl 45,3}, for at de forskellige kunne få overbragt sandhedens skatte på den mest fordelagtige måde. Han havde taktfølelse til at møde fordomsfulde mennesker og overraske dem med eksempler, som tiltrak sig deres opmærksomhed. Ved fantasiens hjælp nåede han ind til hjertet. Sine eksempler hentede han fra dagliglivet, og selv om de var enkle, lå der en vidunderlig, dyb mening i dem. Fuglene i luften, liljerne på marken, sæden, hyrden og fårene brugte Kristus til at anskueliggøre den udødelige sandhed, og når hans tilhørere sidenhen mødte noget heraf i naturen, huskede de altid hans ord. Kristi eksempler henviste konstant til hans lære.JSL 172.4

Kristus smigrede aldrig mennesker. Han sagde aldrig noget, som kunne anspore deres fantasi og indbildningskraft, og heller ikke roste han dem for deres kløgtige opfindelser; men dybt tænkende, fordomsfrie mennesker tog imod hans lære og fandt, at den satte deres visdom på prøve. De forbløffedes over den åndelige sandhed udtrykt i det enkleste sprog. De højt uddannede blev betaget af hans ord, og de, der ingen uddannelse havde, fik altid udbytte af dem. Han havde et budskab til analfabeter, og han fik selv hedningerne til at forstå, at han havde et budskab at bringe dem.JSL 173.1

Hans kærlige medfølelse virkede lindrende på trætte og bekymrede mennesker. Selv i turbulensen blandt vrede fjender var han omgivet af en atmosfære af fred. Hans smukke ansigtsudtryk, hans elskelige karakter og frem for alt: Den kærlighed, der kom til udtryk i blik og stemme, tiltrak alle, der ikke var forhærdede i vantro. Havde det ikke været for denne milde, medfølende ånd, som afspejledes i hvert eneste blik og ord, ville han ikke have tiltrukket så store menigheder, som han gjorde. De syge, der kom til ham, mærkede, at han gjorde deres sag til sin som en trofast og kærlig ven, og de ønskede at vide mere om den sandhed, han talte om. Himmelen var kommet nærmere. De ønskede at blive i hans nærvær, så trøsten ved hans kærlighed altid kunne være hos dem.JSL 173.2

Jesus betragtede med dyb alvor sine tilhøreres skiftende udtryk. De ansigter, der udtrykte interesse og glæde, var ham en stor tilfredsstillelse. Når sandheden trængte ind i hjertet, brød igennem egenkærlighedens skranker og forårsagede anger og til slut taknemlighed, var Frelseren glad. Når hans blik gled hen over tilhørerskaren, og han der genkendte ansigter, som han før havde set, lyste hans ansigt op af glæde. Han så i dem lovende borgere i sit rige. Når sandheden direkte sagt, anfægtede højt skattet afguderi, bemærkede han det forandrede ansigtsudtryk, det kolde, truende udtryk, som fortalte, at lyset var uvelkomment. Når han så mennesker forkaste fredens budskab, skar det ham dybt i hjertet.JSL 173.3