Jesus bliver taget til fange
De sovende disciple var pludselig blevet vækket ved det lys, der omgav Frelseren. De så englen bøje sig over deres Mester, der lå udstrakt på jorden. De så ham lægge Frelserens hoved i sit skød og pege op mod Himmelen. De hørte hans stemme som den skønneste musik tale trøstende og opmuntrende ord. Disciplene huskede oplevelsen på Forklarelsens bjerg. De huskede den herlighed, der i templet havde omgivet Jesus og Guds stemme, der talte fra skyen. Nu åbenbarede den samme herlighed sig igen, og de nærede ikke mere nogen frygt for deres Mester. Han var under Guds beskyttelse. Der var blevet udsendt en mægtig engel for at beskytte ham. Igen giver disciplene i deres træthed efter for den mærkelige døsighed, der overvælder dem. Igen finder Jesus dem sovende.JSL 502.5
Han ser bedrøvet på dem, mens han siger: “Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder.”JSL 503.1
Endnu mens han talte, hørte han fodtrinene fra dem, som ledte efter ham, og sagde: “Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.”JSL 503.2
Der var intet spor at se af de lidelser, han lige havde været igennem, da Jesus trådte frem for at møde sin forræder. Han stillede sig foran sine disciple og sagde: “Hvem leder I efter?” De svarede: “Jesus fra Nazaret.” Jesus svarede: “Det er mig.” Da han sagde disse ord, bevægede englen, som lige havde hjulpet Jesus, sig hen mellem ham og skaren. Et guddommeligt lys oplyste Frelserens ansigt, og en skikkelse af form som en due overskyggede ham. Den morderiske skare kunne ikke holde stand over for denne guddommelige herlighed. De vaklede tilbage. Præsterne, de ældste, soldaterne og selv Judas faldt som døde til jorden.JSL 503.3
Englen fjernede sig, og lyset fortonede sig. Jesus havde mulighed for at undslippe, men han blev stående, rolig og behersket. Som den herliggjorte stod han midt i denne forhærdede flok, der nu lå udstrakte og hjælpeløse for hans fødder. Disciplene så til, målløse af undren og ærefrygt.JSL 503.4
Men scenen skiftede hurtigt. Skaren rejste sig op. De romerske soldater, præsterne og Judas flokkedes om Jesus. De så ud til at være flove over deres svaghed og bange for, at han alligevel skulle undslippe. Igen lød spørgsmålet fra Frelseren: “Hvem leder I efter?” De havde fået bevis for, at han, som stod foran dem, var Guds Søn, men de ville ikke lade sig overbevise. De besvarede endnu en gang spørgsmålet: “Hvem leder I efter?” med at sige: “Jesus fra Nazaret!” Så sagde Frelseren: “Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå.” Og han pegede på disciplene. Han vidste, hvor svag deres tro var, og han forsøgte at beskytte dem mod fristelser og prøvelser. For deres skyld var han rede til at ofre sig selv.JSL 503.5
Forræderen Judas glemte ikke, hvilken rolle han skulle spille. Da skaren kom ind i haven, havde han vist dem vej tæt fulgt af ypperstepræsten. Han havde givet Jesu forfølgere et tegn ved at sige: “Det er ham, som jeg kysser; grib ham!” Nu foregiver han ikke at have noget at gøre med dem. Han går tæt hen til Jesus og rækker ham hånden som en gammel ven. Han hilser ham med et “Rabbi!” kysser ham flere gange og lader som om han græder af medfølelse med ham i den farlige situation.JSL 503.6
Jesus sagde til ham: “Ven, hvorfor kommer du her?” Hans stemme skælvede af sorg, da han tilføjede: “Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” Disse ord burde have vækket forræderens samvittighed og rørt hans hårde hjerte; men ære, troskab og menneskelig følsomhed var nu fremmed for ham. Han stod der, dristig og trodsig uden nogen form for anger. Han havde overgivet sig til Satan, og han havde ikke styrke til at modstå ham. Jesus afviste ikke forræderens kys.JSL 503.7
Skaren blev atter modig, da de så Judas røre ved ham, som for et øjeblik siden var blevet herliggjort for deres øjne. Nu greb de fat i Jesus og bandt hans hænder, der altid havde gjort godt mod andre.JSL 504.1
Disciplene havde forestillet sig, at deres Mester ikke ville have fundet sig i at blive pågrebet; for den samme magt, der havde fået skaren til at falde om som døde, kunne have holdt dem magtesløse, indtil Jesus og hans ledsagere var undsluppet. De blev skuffede og forbitrede, da de så rebene blive taget frem for at binde hænderne på ham, som de elskede. I vrede drog Peter ubetænksomt sit sværd og prøvede at forsvare sin Mester, men han huggede blot øret af ypperstepræstens tjener. Da Jesus så, hvad der var sket, gjorde han sine hænder fri, skønt de romerske soldater holdt godt fast, og sagde: “Lad det være nok!” Han rørte ved det sårede øre, og det blev straks lægt. Derefter sagde han til Peter: “Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?” — en legion i hver af disciplenes sted. Disciplene tænkte: Hvorfor frelser han dog ikke sig selv og os? Han besvarede deres uudtalte tanker ved at tilføje: “Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?” “Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?”JSL 504.2
Værdigheden ved de jødiske lederes embede hindrede dem ikke i at deltage i forfølgelsen af Jesus. Pågribelsen af ham var for vigtig en sag at overlade til underordnede. De listige præster og ældste havde sluttet sig til tempelvagten og hoben, som fulgtes med Judas til Getsemane. Hvilket selskab for disse fornemme herrer at forene sig med! En pøbelhob, der var ude efter spænding, og som havde bevæbnet sig med alle slags redskaber, som var det et vildt dyr, de skulle fange!JSL 504.3
Kristus vendte sig mod præsterne og de ældste og så på dem med et undersøgende blik. Resten af deres liv ville de aldrig kunne glemme hans ord. De var som den Almægtiges skarpe pile. Han sagde med værdighed: “I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og i har ikke grebet mig.” I har haft enhver mulighed for at lægge hånd på mig, men I gjorde det ikke. Natten egner sig bedre til jeres gerninger. “Men dette er jeres time, og mørket har magten.”JSL 504.4
Disciplene blev rædselsslagne, da de så Jesus overgive sig til at blive grebet og bundet. Det krænkede dem, at han skulle lide denne ydmygelse for sig selv og for dem. De kunne ikke forsta hans handl=ade, og de bebrejdede ham for at have overgivet sig til skaren. I deres vrede og indignation foreslog Peter, at de skulle redde sig selv. Dette forslag blev fulgt, og “da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede.” Men Kristus havde forudsagt denne flugt. Han havde sagt: “Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig.” JSL 504.5