Jesus græder over Jerusalem

Jesus stirrer på sceneriet, og den enorme menneskemængde dæmper deres råb, tryllebundne af denne pludselige skønhedsåbenbaring. Alle øjne rettes mod Frelseren i forventning om i hans ansigt at se den samme beundring, som de selv føler. Men de ser i stedet en skygge af sorg. De bliver forundrede og skuffede over at se hans øjne fyldes med tårer og hans skikkelse svaje som et træ i stormvejr, mens en angstfyldt klage lyder fra hans skælvende læber, som om den kom fra dybet af et knust hjerte. Hvilket syn for englene at se! Deres elskede fører i fortvivlet gråd! Hvilket syn for den glade skare, som med jubelråb og med viftende palmegrene ledsagede ham til den herlige by, hvor de dristigt håbede, at han nu skulle herske. Jesus havde grædt ved Lazarus’ grav, men det var i guddommelig sorg og i medfølelse med menneskers elendighed. Men denne pludselige sorg kom som en klagetone midt i det store kor af begejstring. Midt i en frydefuld scene, hvor alle erklærede ham deres hyldest, græd Israels konge! Ikke stille glædestårer, men stærk gråd og udtryk for en smerte, som ikke kunne holdes tilbage. Mængden blev pludselig grebet af en dyster stemning. Mange græd af medfølelse med en sorg, som de ikke fattede.JSL 414.1

Jesu tårer skyldtes ikke de lidelser, som ventede ham. Ret forude var Getsemane, hvor rædslen fra et stort mørke snart skulle overskygge ham. Inden for synsvidde var også fåreporten, gennem hvilken offerdyrene gennem århundreder var blevet ført ind. Denne port skulle snart åbne sig for Ham, Det virkelige Offer, hvis offer for verdens synder alle disse ofringer havde været symbol på. Lige i nærheden var også Golgata, skuepladsen for hans kommende dødskamp. Men det var ikke på grund af disse påmindelser om sin grusomme død, Frelseren græd så forpint. Hans sorg gjaldt ikke ham selv. Tanken om hans egen smerte skræmte ikke denne ædle, selvopofrende sjæl. Det var synet af Jerusalem, der skar Jesus i hjertet — Jerusalem, som havde forkastet Guds Søn og ringeagtet hans kærlighed, som nægtede at lade sig overbevise ved hans mægtige mirakler, og som nu forberedte sig til at tage hans liv. Han så, hvad den var, efter at have gjort sig skyldig i at forkaste sin Frelser, og hvad den kunne være blevet til, hvis den havde taget imod Ham, som var den eneste, der kunne læge dens sår. Han var kommet for at frelse den. Hvordan skulle han kunne opgive den?JSL 414.2

Israel havde været et udvalgt folk. Gud havde gjort deres tempel til sin bolig: “Hans hellige bjerg knejser smukt til fryd for hele jorden.” ^{2Sl 48,2} Det rummede beretningen om Kristi beskyttende omsorg og store kærlighed — som en fader for sit eneste barn — gennem mere end tusinde år. I dette tempel havde profeterne forkyndt deres højtidelige advarsler. Dér var de brændende kar med røgelse blevet svinget, mens røgelsen sammen med de tilbedendes bønner var steget op til Gud. Dér var dyrenes blod blevet udgydt som symbol på Kristi blod. Dér havde Jehova åbenbaret sin herlighed over nådestolen.JSL 414.3

Dér havde præsterne forrettet gudstjenesten, og symbolernes og ceremoniernes pragtudfoldelse havde varet ved gennem tiderne. Men nu skulle alt dette få sin afslutning.JSL 415.1