Kapitel 73—“Jeres hjer te må ikke forfærdes”

Kapitlet er bygget op over Joh 13,31-38; 14-17

Mens han så på sine disciple med guddommelig kærlighed og omsorgsfuld deltagelse, sagde Kristus: “Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.” Judas havde forladt rummet ovenpå, og Kristus var alene med de elleve. Han skulle til at fortælle dem om sin forestående adskillelse fra dem, men før han gjorde dette, præciserede han det store formål med sin mission. Det var dette, som han altid holdt sig for øje. Han glædede sig over, at al hans ydmygelse og lidelse ville herliggøre Faderens navn. Det var hertil, han først og fremmest ledte disciplenes tanker.JSL 483.1

Derefter henvendte han sig kærligt til dem: “Mine børn,” sagde han, “endnu en kort tid er jeg hos jer. I skal lede efter mig, og hvad jeg sagde til jøderne, siger jeg nu også til jer: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.”JSL 483.2

Disciplene kunne ikke glæde sig, da de hørte dette. De blev grebet af frygt. De trængte sig tæt sammen om Frelseren. Deres Mester og Herre, deres elskede lærer og ven, han var dem mere kær end selve livet. Hos ham havde de søgt hjælp i alle deres vanskeligheder og trøst i alle deres sorger og skuffelser. Nu skulle han til at forlade dem, en ensom skare, der var afhængig af ham. De fyldtes af mørke forudanelser.JSL 483.3

Men Frelserens ord til dem var fulde af håb. Han vidste, at de ville blive angrebet af fjenden, og at Satans list har størst succes hos dem, der er under pres af vanskeligheder. Derfor ledte han deres blik bort fra “det synlige” mod “det usynlige,” ^{12 Kor 4,18} og deres tanker fra det jordiske eksil mod det himmelske hjem.JSL 483.4