Herrens Salvede

Det åndelige skal bedømmes åndeligt. I templet blev Guds Søn indviet til den gerning, han var kommet for at udføre. Præsten betragtede ham, som han ville have betragtet ethvert andet barn. Men skønt han hverken så eller følte noget usædvanligt, blev Guds handling ved at give sin Søn dog anerkendt. Begivenheden fandt nemlig ikke sted, uden at nogen genkendte Kristus. “I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; denne mand var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.”JSL 28.2

Idet Simeon kommer ind i templet, ser han en familie, der fremstiller deres førstefødte søn for præsten. Deres fremtræden vidner om fattigdom; men Simeon forstår Åndens varsler, og han er dybt påvirket af, at dette lille barn, der bliver fremstillet for Herren, er Israels trøst, den, han har længtes efter at se. På den forbløffede præst virker Simeon som et menneske i ekstase. Barnet er blevet givet tilbage til Maria, og Simeon tager det i sine arme og fremstiller det for Gud, mens en glæde, som han aldrig før har følt, fylder hans hjerte. Idet han løfter den spæde Frelser op mod himmelen, siger han: “Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”JSL 28.3

Profetiens ånd var over denne Guds mand, og mens Josef og Maria stod ved siden af og undrede sig over hans ord, velsignede han dem og sagde til Maria: “Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges — ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge — for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.”JSL 28.4

Også Anna, der var en profetinde, kom derind og bekræftede Simeons vidnesbyrd om Kristus. Da Simeon talte, lyste hendes ansigt af Guds herlighed, og hun udøste sit hjertes taknemlighed, fordi hun havde fået lov til at se Herren Kristus.JSL 29.1

Disse ydmyge tjenere for Gud havde ikke studeret profetierne forgæves. Men de, der beklædte embeder som rådsherrer og præster i Israel vandrede ikke ad Herrens veje — skønt også de havde adgang til profetiernes dyrebare forudsigelser — og deres øjne var ikke så åbne, at de kunne se livets lys.JSL 29.2

Sådan går det stadig. Begivenheder, som samler hele Himmelens opmærksomhed om sig, forbliver ubemærkede; åndelige vejledere og kirkegængere i Guds hus bemærker ikke, hvad der sker. Mennesker anerkender den historiske Kristus, men de vender sig bort fra den levende Kristus. Kristus — der ved sit ord kalder til selvopofrelse for de fattige og lidende, der trygler om lettelse for fattigdom, hårdt slid og skyldfølelse — bliver i dag ikke modtaget med større beredvillighed, end han blev det for to tusind år siden.JSL 29.3