Kapitel 46—Forklarelsen på bjerget

Kapitlet er bygget op over Matt 17,1-8; Mark 9,2-8; Luk 9,28-36.

Aftenen er ved at falde på, da Jesus kalder tre af sine disciple til sig, Peter, Jakob og Johannes, og fører dem hen over markerne og langt op ad en ujævn sti til en ensom bjergskråning. Frelseren og hans disciple har tilbragt dagen med at rejse og undervise, og bjergbestigningen gør dem endnu mere trætte. Kristus har lettet byrderne på sjæl og legeme for mange stakler; han har sendt livets åndepust gennem deres skrøbelige legemer; men også han er underlagt menneskelige kår, og han er lige så træt efter opstigningen som disciplene.JSL 304.1

Lyset fra den synkende sol ses stadig på bjergtoppen og forgylder med sit sidste skær stien, de går på. Men snart svinder lyset fra både bjerg og dal, solen forsvinder bag den vestlige horisont, og de ensomme vandrere indhylles ind i nattens mørke. De dystre omgivelser synes at passe til deres triste tilværelse, som skyerne trækker stadigt tættere sammen om.JSL 304.2

Disciplene vover ikke at spørge Kristus, hvor han går hen, eller hvorfor han gør det. Han har ofte tilbragt hele nætter i bøn oppe i bjergene. Han, hvis hånd dannede bjerge og dale, føler sig hjemme i naturen og nyder dens stilhed. Disciplene følger Jesus, hvor han fører dem hen. Dog undrer de sig over, hvorfor deres Mester fører dem ad denne besværlige sti, når de er trætte, og han også selv trænger til hvile.JSL 304.3