Samaritanerne afviser ham

“Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og kom ind i en samaritansk landsby for at forberede hans ankomst.” Men folket nægtede at tage imod ham, fordi han var på vej til Jerusalem. Dette tog de som udtryk for, at Jesus favoriserede jøderne, som de hadede indædt og bittert. Hvis han var kommet for at genopbygge templet og tilbede Gud på Garizims bjerg, ville de med glæde have taget imod ham; men han var på vej til Jerusalem, og de ville ikke vise ham nogen gæstfrihed. Kun lidet anede de, at de lukkede deres dør for Himmelens bedste gave. Jesus opfordrede mennesker til at tage imod ham. Han bad dem om tjenester for at kunne komme dem nær og give dem de rigeste velsignelser. Enhver tjeneste, der blev ydet ham, gengældte han med en langt rigere nåde. Men alt dette mistede samaritanerne på grund af deres fordom og fanatisme.JSL 352.2

Kristi sendebud, Jakob og Johannes, var meget ærgerlige over den fornærmelse, der blev udvist mod deres Herre. De var meget forargede, fordi han var blevet så uforskammet behandlet af samaritanerne, som han hædrede med sin tilstedeværelse. De havde for nylig været sammen med ham på Forklarelsens Bjerg og havde set ham blive herliggjort af Gud og æret af Moses og Elias. Denne åbenlyse vanære fra samaritanernes side skulle efter deres mening ikke forblive ustraffet.JSL 352.3

Da de kom tilbage til Jesus, fortalte de ham, hvad der var blevet sagt, og at folk endog havde nægtet at yde ham natlogi. De syntes, at der var sket ham alvorlig uret, og da de i det fjerne kunne se Karmels bjerg, hvor Elias havde dræbt de falske profeter, sagde de: “Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?” (Sml. 2 Kong 1,9-12). De blev overraskede over at se, at Jesus blev bedrøvet over deres ord, og endnu mere overraskede, da hans irettesættelse faldt: “I ved ikke, af hvad ånd I er. Thi Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem.” ^{5Luk 9,55} Så gik de til en anden landsby.JSL 353.1

At tvinge mennesker til at modtage sig er ikke en del af Kristi mission. Det er Satan og mennesker, der drives af hans ånd, som prøver på at tvinge samvittigheden. Mennesker, der har forbindelse med onde engle men foregiver at tjene retfærdigheden, påfører deres medmennesker lidelser for at omvende dem til deres opfattelse af religion; men Kristus viser altid barmhjertighed og søger altid at sejre ved at åbenbare sin kærlighed. Han kan hverken tillade nogen åndelig medbejler eller tage imod delvis tjeneste; han ønsker kun frivillig tjeneste, en villig overgivelse til sig som et resultat af kærlighedens magt. Der findes intet mere afgørende bevis for, at vi beherskes af Satans ånd end tilbøjeligheden til at skade og ødelægge dem, der ikke påskønner vor gerning eller handler i modstrid med vore ideer.JSL 353.2

Ethvert menneske tilhører Gud med legeme, sjæl og ånd. Kristus døde for at frelse alle. Intet kan være mere krænkende for Gud, end hvis mennesker på grund af religiøs fanatisme bringer lidelser over dem, som er købt med Frelserens blod.JSL 353.3

“Så brød Jesus op og drog til Judæa og landet øst for Jordan; atter samlede der sig folkeskarer hos ham, og han underviste dem igen, som han plejede.” ^{6Mark 10,1}JSL 353.4

En betydelig del af de sidste måneder af Kristi gerning blev tilbragt i Peræa, provinsen “øst for Jordan” ^{6Mark 10,1}, over for Judæa. Her flokkedes mængden omkring ham ligesom i starten af hans gerning i Galilæa, og her blev meget af hans tidligere lære gentaget.JSL 353.5