Ordduel med de skriftkloge

“Min lære er ikke min egen,” sagde Jesus, “men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.” Jesus imødegik disse smålige kritikeres spørgsmål; ikke ved at svare på deres spidsfindigheder, men ved at forkynde den sandhed, som er livsvigtig for sjælens frelse. Opfattelsen og påskønnelsen af sandheden afhænger mindre af forstanden end af hjertet, sagde han. Sandheden skal erkendes inderst inde: den kræver anerkendelse fra viljen. Hvis sandheden alene skulle opfattes fornuftsmæssigt, ville hovmod ikke være nogen hindring for at kunne modtage den. Men den skal modtages ved nådens påvirkning af hjertet, og modtagelsen af den er afhængig af, at man giver afkald på enhver synd, som Guds Ånd afslører. Menneskers fordele ved at opnå viden om sandheden vil — uanset hvor store de end måtte være — ikke gavne noget, hvis de ikke er åbne for at modtage sandheden og viljen til samvittighedsfuldt at opgive alt, hvad der står i modsætning til dens principper, ikke er til stede. For dem, der således overgiver sig til Gud med et ærligt ønske om at kende og gøre hans vilje, åbenbares sandheden som Guds kraft til deres frelse. De vil være i stand til at skelne mellem den, der taler på Guds vegne, og den, der kun taler for sig selv. Farisæernes vilje var ikke på samme side som Guds vilje. De søgte ikke efter sandheden, men efter en undskyldning for at omgå den. Kristus viste dem, at dette var grunden til, at de ikke forstod hans lære.JSL 328.3

Han gav nu en prøve, gennem hvilken den sande lærer kunne skelnes fra den falske. “Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham.” Den, der søger sin egen ære, taler kun ud fra sig selv. Egoismens ånd afslører selv sin oprindelse. Men Kristus søgte Guds ære. Han talte Guds ord. Dette var beviset på hans autoritet som sandhedens lærer.JSL 329.1

Jesus gav de skriftkloge et bevis på sin guddommelighed ved at vise, at han læste deres tanker. Lige siden helbredelsen ved Betesda havde de lagt planer om hans død. Således overtrådte de selv den lov, som de hævdede at forsvare.JSL 329.2

“Har Moses ikke givet jer loven?” sagde han, “og dog er der ingen af jer, der holder loven. Hvorfor vil I slå mig ihjel?”JSL 329.3

Lynhurtigt afslørede disse ord for de skriftkloge, hvilken ødelæggende afgrund de var ved at styrte sig i. Et øjeblik fyldtes de med rædsel. De indså, at de var i konflikt med Almagten. Men de ville ikke lade sig advare. For at opretholde deres indflydelse over folket måtte deres morderiske planer skjules. De veg uden om Jesu spørgsmål og udbrød: “Du må være besat af en dæmon, hvem vil slå dig ihjel?” De antydede, at Jesu mirakuløse gerninger var sket ved hjælp af en ond ånd.JSL 329.4

Jesus tog ikke hensyn til denne beskyldning. Han fortsatte med at vise, at hans arbejde med helbredelsen ved Betesda var i overensstemmelse med sabbatsloven, og at det var retfærdiggjort ved den fortolkning, som jøderne selv gav loven. Han sagde: “Moses har givet jer omskærelsen; … og I omskærer mennesker selv på en sabbat.” Ifølge loven skulle ethvert drengebarn omskæres på den ottende dag. Skulle dette tidspunkt falde på en sabbat, måtte den rituelle handling alligevel udføres. Hvor langt mere ville det da ikke stemme overens med lovens ånd at gøre “et helt menneske rask på en sabbat?” Og han advarede dem og sagde: “Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!”JSL 329.5

Rådsherrerne måtte tie, og mange udbrød: “Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Se bare, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Skulle medlemmerne af Rådet virkelig have erkendt, at han er Kristus?”JSL 329.6