Stormen på søen

Frelseren var endelig blevet fri for skarernes trængsel, og overvældet af træthed og sult lagde han sig ned i bagstavnen af båden, hvor han hurtigt faldt i søvn. Det havde været en stille og smuk aften, og søen var ganske rolig; men pludselig blev himmelen overskyet, blæsten susede vildt ned fra bjergslugterne langs den østlige bred, og et voldsomt uvejr brød ud over søen.JSL 237.5

Solen var gået ned, og nattens mørke sænkede sig over den oprørte sø. Bølgerne, der blev pisket til skum af den hylende storm, slog ind over disciplenes båd og truede med at opsluge den. Disse hærdede fiskere havde tilbragt deres liv på søen og havde ført deres skib trygt gennem mangt et uvejr, men her slog deres kræfter og dygtighed ikke til. De var hjælpeløse i uvejrets magt, og de tabte modet, da de så båden fyldes med vand.JSL 238.1

De var så optaget af deres anstrengelser for at redde sig, at de havde glemt, at Jesus var med om bord. Men nu, hvor de så, at deres slid var forgæves, og at de måtte se døden i øjnene, kom de til at huske på, hvem det var, der havde befalet dem at begive sig over søen. Jesus var deres eneste håb. I deres hjælpeløshed og fortvivlelse råbte de: “Mester, Mester!” Men det tætte mørke skjulte ham for deres blik. Deres stemmer druknede i stormens hylen, og der lød intet svar. De blev grebet af tvivl og frygt. Havde Jesus mon svigtet dem? Var han, som havde overvundet sygdomme og onde ånder, ja selv døden, nu ude af stand til at hjælpe sine disciple? Bekymrede han sig slet ikke om dem i deres ulykke?JSL 238.2

Atter kalder de, men der lyder intet andet svar end stormens rasende tuden. Deres båd er allerede ved at synke. Endnu et øjeblik, og de ville tilsyneladende blive opslugt af de grådige bølger.JSL 238.3