Fristet til tvivl og modløshed

For profeten fra ørkenen forekom alt dette at være et mysterium, der oversteg hans fatteevne. Der var timer, hvor dæmoners hvisken pinte hans sind, og hvor skyggen af en forfærdelig frygt krøb ind over ham. Kunne det være muligt, at den længe ventede befrier endnu ikke havde vist sig? Og hvad betød så det budskab, som han selv var blevet tilskyndet til at forkynde? Johannes var blevet dybt skuffet over resultatet af sin mission. Han havde forventet, at budskabet fra Gud ville have den samme virkning, som dengang loven blev læst op på Josias’ og Ezras tid (Se 2 Krøn 34; Neh 8,9); at der ville følge et tilbundsgående arbejde med anger og efterfølgende omvendelse til Herren. Hele hans liv havde været viet til, at dette kald skulle lykkes. Havde det alt sammen været forgæves?JSL 147.2

Johannes var foruroliget over at se, at hans egne disciple af kærlighed til ham var ved at miste troen på Jesus. Havde hans arbejde for dem været forgæves? Havde han ikke været tro i sit kald, siden han nu var afskåret fra at kunne arbejde? Hvis den lovede frelser var kommet og Johannes var blevet fundet tro mod sit kald, ville Jesus så ikke omstyrte undertrykkerens magt og atter sætte sit sendebud fri?JSL 147.3

Men Døberen gav ikke afkald på sin tro på Kristus. Erindringen om stemmen fra Himmelen og duen, der dalede ned, Jesu pletfrie renhed, Helligåndens kraft, der havde hvilet over Johannes, da han var i Frelserens nærhed, og de profetiske skrifters vidnesbyrd; alt vidnede om, at Jesus fra Nazaret var den lovede frelser.JSL 147.4

Johannes ville ikke drøfte sin tvivl og sine bekymringer med sine venner. Han besluttede at sende bud til Jesus og spørge ham selv. Dette betroede han to af sine disciple i håb om, at en samtale med Frelseren ville styrke deres tro, og bringe vished til deres brødre. Og han længtes efter et par ord fra Kristus, stilet direkte til ham.JSL 148.1

Disciplene kom til Jesus med deres budskab: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”JSL 148.2

Hvor var det kort tid siden, at Døberen havde peget på Jesus og forkyndt: “Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” ^{1Joh 1,29} “Han, som kommer ester mig, har været der forud for mig.” ^{2Joh 1,15} Og nu dette spørgsmål: “Er du den, som kommer?” Dette var enormt bittert og skuffende for den menneskelige natur. Hvis det ikke var muligt for Johannes, den trofaste forløber, at forstå Kristi mission, hvad kunne så forventes af den egoistiske menneskemængde?JSL 148.3

Frelseren besvarede ikke straks disciplenes spørgsmål. Alt imens de stod og undrede sig over hans tavshed, kom syge og lidende til ham for at blive helbredt. Blinde famlede sig vej gennem skaren; syge fra alle samfundslag — nogle banede sig selv vej, andre blev båret af deres venner — pressede ivrigt på for at komme hen i nærheden af Jesus. Den mægtige læges stemme trængte ind i døve ører. Et ord, en berøring af hans hånd åbnede blindes øjne, så de så dagens lys, naturens skønhed, vennernes ansigter og befrierens ansigt. Jesus fordrev sygdomme og feber. Hans stemme nåede de døendes ører, og de rejste sig op, sunde og raske. Ustyrlige sindssyge adlød hans ord, deres vanvid forlod dem, og de tilbad ham. Samtidig med, at han helbredte deres sygdomme, underviste han menneskene. De fattige bønder og arbejdere, der af de skriftkloge blev skyet som urene, flokkedes om ham, og han fortalte dem om det evige liv.JSL 148.4

Således forløb dagen, og Johannes’ disciple så og hørte det alt sammen. Til sidst kaldte Jesus dem hen til sig og bad dem gå til Johannes og fortælle, hvad de havde været vidne til, og han tilføjede: “Salig er den, der ikke forarges på mig!” ^{3Luk 7,23} Beviset på hans guddommelighed fremgik af dens direkte bearbejdelse af den lidende menneskeheds behov. Hans herlighed viste sig ved, at han nedlod sig til vor lave stand.JSL 148.5

Disciplene overbragte budskabet, og det var tilstrækkeligt. Johannes mindedes profetien om Messias: “Gud Herrens ånd er over mig, fordi Heren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og.lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og.løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren.” ^{4Es 61,1.2} Kristi gerninger.afslørede ikke blot, at han var Messias, men de viste, på hvilken måde hans.rige skulle oprettes. Johannes oplevede den samme sandhed, som havde vist.sig for Elias i ørkenen, da “en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden.” Men efter ilden talte Gud til profeten ved “en sagte susen” ^{51 Kong 19,11-12}. Således skulle også Jesus udrette sin gerning, ikke ved våbenlarm og omstyrtede troner og riger, men ved at tale til menneskers hjerter gennem et liv i barmhjertighed og selvopofrelse.JSL 148.6

Princippet i Døberens eget selvfornægtende liv var princippet i Messias’ kongedømme. Johannes vidste udmærket, hvor fremmedartet alt dette var for de principper og forhåbninger, Israels ledere havde. Hvad, der for ham var et overbevisende vidnesbyrd om Kristi guddommelighed, ville være uden beviskraft for dem. De søgte efter en Messias, som ikke var blevet dem lovet. Johannes indså, at Jesu mission kun ville fremkalde had og fordømmelse hos dem. Han kunne som forløber nøjes med blot at drikke af det bæger, som Kristus selv måtte tømme til sidste dråbe.JSL 149.1

Frelserens ord: “Salig er den, der ikke forarges på mig!” var en mild bebrejdelse til Johannes. Den var ikke spildt på ham. Nu, hvor han mere klart forstod, hvad Kristi mission bestod i, overgav han sig til Gud til liv eller død alt efter, hvordan han bedst kunne tjene den sag, han elskede.JSL 149.2