Han bar sit kors
Da Jesus kom forbi indgangsporten til Pilatus’ borg, blev det kors, der var tiltænkt Barabbas, lagt på hans blødende og forslåede skuldre. To af Barabbas’ medskyldige skulle lide døden samtidig med Jesus, og også på dem blev der lagt kors. Frelserens byrde var for tung for ham i hans udmarvede tilstand. Siden påskemåltidet sammen med disciplene havde han hverken fået mad eller drikke. Han havde i Getsemane kæmpet med djævelske kræfter. Han havde båret smerten ved at blive forrådt og ved at se sine disciple svigte sig og flygte. Han var blevet ført til Annas og derefter til Kajfas og så til Pilatus. Fra Pilatus var han blevet sendt til Herodes og derfra atter til Pilatus. Fra krænkelser til nye krænkelser, fra forhånelser til forhånelser, to gange tortureret med pisk; hele natten havde der været optrin på optrin af en art, som pinte en menneskesjæl til det yderste. Kristus havde ikke svigtet. Han havde ikke sagt et ord, der ikke var til Guds ære. Under hele denne skændige farce af en retshandling havde han udvist styrke og værdighed. Men da korset blev lagt på ham, efter at han for anden gang var blevet pisket, kunne den menneskelige side af ham ikke udholde mere. Han faldt besvimet om under byrden.JSL 540.4
Skaren, der fulgte med Frelseren, så hans svage og vaklende skridt, men de udviste ingen medlidenhed. De hånede og spottede ham, fordi han ikke kunne bære det tunge kors. Atter blev byrden lagt på ham, og atter segnede han besvimet til jorden. Hans bødler så, at det var umuligt for ham at bære sin byrde længere. De havde vanskeligt ved at finde en, der ville bære den ydmygende byrde. Jøderne selv kunne ikke gøre det på grund af besmittelsen, der ville forhindre dem i at deltage i påskehøjtiden. Selv af menneskeskaren, der fulgte ham, var der ikke en eneste, der ville nedlade sig til at bære korset.JSL 541.1
På dette tidspunkt kommer Simon fra Kyrene, en fremmed ude fra landet, og møder skaren. Han hører forhånelserne og grovhederne; han hører ordene, der hånligt bliver gentaget: Gør plads for jødernes konge! Han standser forbløffet ved synet, og da han giver udtryk for sin medynk, griber de ham og lægger korset på hans skuldre.JSL 541.2
Simon havde hørt om Kristus. Hans sønner troede på Frelseren, men han var ikke selv en discipel. At bære korset til Golgata var en velsignelse for Simon, og siden hen var han taknemmelig for forsynets indgreb. Det førte ham til selv at vælge at tage Kristi kors på sig og altid med glæde bære dets byrde.JSL 541.3
“Græd ikke over mig”JSL 541.4
Der var adskillige kvinder med i skaren, der fulgte Jesus til hans grusomme død. Deres opmærksomhed var rettet mod ham. Nogle af dem havde set ham før. Nogle havde båret deres syge og lidende til ham. Andre var selv blevet helbredt af ham. Deres oplevelser med ham bliver fortalt. De undrer sig over mængdens had over for ham, for hvem deres hjerter bløder og er nær ved at briste. Og til trods for den ophidsede skares opførsel og præsternes og rådsherrernes vrede ord giver disse kvinder udtryk for deres sympati. Da Jesus besvimer under korset, bryder de ud i klagende gråd.JSL 541.5
Dette var det eneste, der tiltrak sig Kristi opmærksomhed. Selvom han led stærkt under byrden af verdens synd, var han ikke uanfægtet af udtryk for sorg. Han så omsorgsfuldt og medfølende på disse kvinder. De troede ikke på ham. Han vidste, at de ikke græd over ham som den, der var udsendt af Gud, men at de lod sig røre af følelser af menneskelig medlidenhed. Han ringeagtede heller ikke deres deltagelse, men den vakte en dybere sympati for dem i hans sjæl. “Jerusalems døtre,” sagde han, “græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!” Midt i øjeblikkets begivenheder så Kristus frem til tiden for Jerusalems ødelæggelse. Til den frygtelige begivenhed hvor mange af dem, der nu græd over ham, skulle omkomme sammen med deres børn.JSL 541.6
Fra Jerusalems fald gled Jesu tanker videre til en mere omfattende dom. I ødelæggelsen af den ugudelige by så han et symbol på den endelige ødelæggelse, der skulle ramme verden. Han sagde: “Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?” Ved det grønne træ hentydede Jesus til sig selv, den skyldfri Frelser. Gud tillod, at hans vrede over overtrædelserne ramte hans elskede Søn. Jesus skulle korsfæstes for menneskers synd. Hvilken lidelse ville så ikke den synder komme til at bære, som blev ved med at synde? Alle de forhærdede og ikke troende ville komme til at opleve en ubeskrivelig sorg og elendighed.JSL 541.7
I mængden, der fulgte med Frelseren til Golgata, var der mange, der havde hilst ham med glade hosiannaråb og viftende palmegrene, da han holdt sit indtog i Jerusalem. Men ikke så få af dem, der dengang havde hyldet og lovprist ham, fordi det hørte sig til at gøre det, var nu med til at råbe: “Korsfæst ham, korsfæst ham!” Da Kristus red ind i Jerusalem, havde disciplenes forhåbninger nået deres højdepunkt. De havde holdt sig tæt ved deres Mester og følt, at det var en stor ære at være knyttet til ham. Nu under hans ydmygelse fulgte de ham på afstand. De var knuget af sorg og dybt nedbøjet af skuffede forhåbninger. Som Jesu ord dog gik i opfyldelse: “I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.’” JSL 542.1