De vragede hovedhjørnestenen
Frelseren betragtede dem med medynk og fortsatte: “Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.”JSL 430.1
Denne profeti havde jøderne ofte gentaget i synagogerne med henblik på den kommende Messias. Kristus var hjørnestenen i jødernes samfundsordning og i hele frelsesplanen. Denne hovedhjørnesten var de jødiske bygmestre, Israels præster og rådsherrer, nu ved at forkaste. Frelseren henledte deres opmærksomhed på de profetier, der ville vise dem, hvilken fare de var i. Med alle de midler, der stod til hans rådighed, forsøgte han at gøre dem klart, hvad det var for en handling, de stod i begreb med at udføre.JSL 430.2
Hans ord havde også et andet formål. Ved at stille dem spørgsmålet: “Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?” havde Kristus planlagt, at farisæerne skulle svare, som de gjorde. Han havde planlagt, at de skulle fordømme sig selv. Når hans advarsler ikke kunne få dem til at omvende sig, ville de besegle deres undergang, og han ville, at de skulle se, at de selv havde forvoldt deres ødelæggelse. Han havde til hensigt at vise dem Guds retfærdighed ved at fratage dem deres privilegier som folk, noget som allerede var begyndt, og som ville ende ikke blot med templets og deres bys ødelæggelse, men med at hele folket blev spredt ud i verden.JSL 430.3
Tilhørerne forstod advarslen. Men på trods af den dom, som de selv havde afsagt, var præsterne og rådsherrerne rede til at fuldende billedet ved at sige: “Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel.” “Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren,” for folkestemningen var på Kristi side.JSL 431.1
Ved at citere profetien om den forkastede hjørnesten refererede Kristus til en virkelig begivenhed i Israels historie. Det var en episode, som stod i forbindelse med opførelsen af det første tempel. Skønt den specielt vedrørte tiden for Kristi første komme og burde have appelleret med særlig kraft til jøderne, har den også noget at lære os. Da Salomons tempel blev opført, blev de vældige sten til murene og fundamentet hugget fuldstændigt færdigt i stenbruddet. Efter at de var blevet bragt til byggepladsen, måtte der ikke mere benyttes noget redskab på dem. Arbejderne skulle kun anbringe dem på deres plads. Til brug i fundamentet var der blevet bragt en enkelt sten af usædvanlig størrelse og særegen form, men arbejderne kunne ikke finde nogen plads til den og ville ikke tage imod den. Den irriterede dem, fordi den lå i vejen for dem og ikke kunne bruges. I lange tider var den en kasseret sten. Men da bygningsarbejderne skulle til at lægge hjørnestenen, ledte de længe for at finde en sten af tilstrækkelig størrelse og styrke og med den rigtige form til at passe på dette specielle sted og til at bære den store vægt, som skulle hvile på den. Hvis de kom til at foretage et uklogt valg til dette vigtige sted, ville hele bygningsværkets sikkerhed være i fare. De skulle finde en sten, der var i stand til at modstå påvirkning fra både sol, frost og storm. Adskillige sten var blevet udvalgt på forskellige tidspunkter, men de var blevet knust under trykket fra den kolossale vægt. Andre af dem kunne ikke bestå prøven med pludselige atmosfæriske forandringer. Men til sidst blev de opmærksomme på den sten, som så længe havde været kasseret. Den havde været udsat for luft, sol og storm, uden at der havde vist sig den mindste revne. Byggefolkene undersøgte denne sten. Den havde klaret enhver prøve med undtagelse af en. Hvis den kunne klare prøven med det voldsomme tryk, besluttede de at bruge den til hjørnesten. Prøven blev foretaget. Stenen blev godtaget, bragt til den udpegede plads og viste sig at passe fuldstændigt. I en åbenbaring blev det vist Esajas, at denne sten var et symbol på Kristus.JSL 431.2
Han siger: “Han skal være en helligdom, en anstødssten, en klippe til at snuble over, for Israels to huse, en fælde og snare for Jerusalems indbyggere. Mange skal snuble, de skal falde og lemlæstes, de bliver fanget i snaren.” JSL 431.3
Profeten føres i sit syn til Kristi første komme og får at se, at han skal udholde prøvelser, som behandlingen af hovedhjørnestenen i Salomons tempel var symbol på. “Derfor siger Gud Herren: ‘Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges. Den, der tror, skal ikke være urolig.’” JSL 431.4
I sin uendelige visdom udvalgte Gud denne hjørnesten og lagde den selv. Han kaldte den “en prøvet sten.” Hele verden kan lægge sine byrder og sorbet på den; den kan bære dem alle. De kan med fuldkommen sikkerhed bygge på den. Kristus er “en prøvet sten.” Han skuffer aldrig dem, der stoler på ham. Han har bestået enhver prøve. Han har båret vægten af Adams og hans eftertids synd og er gået mere end sejrende ud af kampen mod de onde magter. Han har båret de byrder, der er læsset på ham af enhver angrende synder. Ved Kristus har den skyldige sjæl fundet befrielse. Han er det sikre fundament. Alle, der gør sig afhængige af ham, kan hvile i fuldkommen sikkerhed.JSL 431.5
I Esajas’ profeti kaldes Kristus både for en urokkelig hjørnesten og en anstødssten. Apostlen Peter, som skriver under Helligåndens indflydelse, viser os klart, for hvem Kristus er en hjørnesten, og for hvem han er en anstødssten.JSL 432.1
“Så sandt I har smagt, at Herren er god. Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud. For der står i Skriften: Se, i Zion lægger jeg en hjørnesten, udvalgt og kostbar. Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme. For jer, som tror, er den altså kostbar; men for dem, som ikke tror, er den sten, bygmestrene vragede, blevet hovedhjørnesten og en anstødssten, en klippe til at snuble over; det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet.” JSL 432.2
For dem, der tror, er Kristus det sikre fundament. Det er dem, der falder på klippen og sønderknuses. Overgivelse til og tro på Kristus bliver symboliseret her. At falde på klippen og blive knust vil sige at opgive sin egen selvretfærdighed og komme til Kristus med et barns ydmyghed, at angre sine overtrædelser og tro på hans tilgivende kærlighed. Og således er det også ved tro og lydighed, at vi bygger på Kristus som vort fundament.JSL 432.3
På denne “levende sten” kan både hedninger og jøder bygge. Den er det eneste fundament, som vi kan bygge sikkert på. Den er stor nok til alle og stærk nok til at bære vægten og byrden fra hele verden, og ved at være forbundet med Kristus, den “levende sten,” bliver alle, som bygger på dette fundament, til “levende sten.” Mange mennesker er ved egne bestræbelser blevet tilhugget, poleret og forskønnet; men de kan ikke blive til “levende sten,” fordi de ikke er forbundet med Kristus. Uden denne forbindelse kan intet menneske blive frelst. Uden Kristi liv i os kan vi ikke modstå fristelsernes storme. Vor evige sikkerhed afhænger af, om vi bygger på det sikre fundament. Mange mennesker bygger i dag på et fundament, som ikke er blevet afprøvet. Når regnen falder, stormene raser og vandløbene bruser, vil deres hus styrte om, fordi det ikke er bygget på den evige klippe, hovedhjørnestenen, som er Jesus Kristus.JSL 432.4
“Det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet.” For dem er Kristus en anstødssten. Men “den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.” Ligesom den vragede sten har Kristus under sin gerning på jorden tålt tilsidesættelse og misbrug. Han var “foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, … foragtet, vi regnede ham ikke for noget.” Men den tid var nær, hvor han skulle herliggøres. Ved opstandelsen fra de døde ville han blive “stadfæstet som Guds søn.” Ved sin genkomst skulle han åbenbare sig som Himmelens og jordens Herre. De, som nu skulle til at korsfæste ham, ville erkende hans storhed. I overværelse af hele universet skulle den vragede sten blive til hovedhjørnestenen.JSL 432.5
“Men den, som stenen falder på, vil den knuse.” De mennesker, som forkastede Kristus, ville snart komme til at se deres by og deres folk gå til grunde. Deres herlighed ville blive knust og spredt som støv for vinden. Og hvad var det, der tilintetgjorde jøderne? Det var den klippe, som ville være blevet deres redning, hvis de havde bygget på den. Det var Guds afviste godhed, hans forsmåede retfærdighed, hans ringeagtede nåde. Mennesker satte sig op imod Gud, og alt det, som kunne være blevet til deres frelse, vendte sig til at blive til deres ødelæggelse. Alt det, som Gud havde bestemt skulle være til liv, viste sig for dem at blive til død. Jerusalems ødelæggelse var en følge af jødernes korsfæstelse af Kristus. Blodet, der blev udgydt på Golgata, var det, der forårsagede deres undergang både i denne verden og i den kommende. Sådan vil det blive i de sidste dage, når dommen skal fældes over dem, der forkaster Guds nåde. Så vil Kristus, deres anstødssten, forekomme dem at være et hævnens bjerg. Hans ansigts stråleglans, som for de retfærdige er selve livet, vil for de onde være som en fortærende ild. Synderen vil gå til grunde, fordi han forkastede kærligheden og foragtede nåden.JSL 433.1
Ved mange eksempler og gentagne advarsler viste Jesus, hvad der ville blive følgen af, at jøderne vragede Guds Søn. Med disse ord henvendte han sig til alle mennesker gennem alle tider, som nægter at modtage ham som deres frelser. Hver eneste advarsel gælder dem. Det vanhelligede tempel, den ulydige søn, de utro vingårdsmænd, bygningsmændene, der vragede stenen, finder deres sidestykke i enhver synders erfaringer. Hvis han ikke omvender sig, vil han blive ramt af den dom, som de forudsiger.JSL 433.2