Jesus opvækker Lazarus

Når Herren vil til at udrette noget, får Satan en eller anden til at gøre indvendinger. “Tag stenen væk!” sagde Kristus. Så vidt det er muligt, skal I berede vejen for min gerning. Men Martas sikre og ærgerrige natur fornægtede sig ikke. Hun brød sig ikke om, at det henfaldende lig skulle blive synligt. Menneskets hjerte er længe om at fatte Kristi ord, og Martas tro havde ikke fået fat i den sande betydning af hans løfte.JSL 384.3

Kristus bebrejdede Marta, men hans ord blev sagt med den yderste nænsomhed. “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Hvorfor skulle du tvivle på min magt? Hvorfor komme med indvendinger mod det, jeg forlanger? Du har jo fået mit ord. Hvis du tror, skal du se Guds herlighed. Det, som efter naturens love er umuligt, kan ikke hindre den Almægtiges gerning. Tvivl og vantro er ikke det samme som ydmyghed. Ubetinget tro på Kristi ord er sand ydmyghed, sand selvovergivelse.JSL 384.4

“Tag stenen væk!” Kristus kunne have befalet stenen selv at flytte sig, og den ville have adlydt hans stemme. Han kunne have befalet englene, der stod tæt ved siden af ham, at de skulle gøre det. På hans bud ville usynlige hænder have flyttet stenen. Men den skulle fjernes af menneskehænder! På denne måde ville Kristus vise, at mennesker skal samarbejde med Gud. Guddomsmagten skal ikke påkaldes for at udføre, hvad der kan udrettes ved menneskers hjælp. Han styrker dem og samarbejder med dem, når de bruger den kraft og de evner, de har fået.JSL 385.1

Befalingen bliver adlydt. Stenen bliver rullet bort. Alt sker åbenlyst og frivilligt. Alle har mulighed for at se, at der ikke foregår noget bedrag. Der ligger liget af Lazarus i sin klippegrav, kold og stille i døden. De sørgendes skrig forstummer. Forbavsede og forventningsfulde står de alle omkring graven og venter for at se, hvad der nu vil ske.JSL 385.2

Kristus står roligt foran graven. En hellig højtidelighed hviler over alle tilstedeværende. Kristus træder nærmere hen til graven. Han ser op mod himmelen og siger: “Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.” For ikke længe siden havde Kristi fjender beskyldt ham for gudsbespottelse og havde samlet sten sammen for at kaste på ham, fordi han hævdede at være Guds Søn. De beskyldte ham for at gøre mirakler ved Satans hjælp. Men her taler Kristus til Gud som sin Far og erklærer med fuldkommen tillid, at han er Guds Søn.JSL 385.3

Alt, hvad Kristus gjorde, gjorde han sammen med sin Fader. Han havde altid været omhyggelig med at tilkendegive, at han ikke arbejdede uafhængigt. Det var ved tro og bøn, at han udførte sine mirakler. Kristus ønskede, at alle skulle kende hans forhold til Faderen. “Fader,” sagde han, “jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Her fik disciplene og folket det mest overbevisende vidnesbyrd om det forhold, der bestod mellem Kristus og Gud. De skulle få at se, at Kristi ord ikke var noget bedrag.JSL 385.4

“Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: ‘Lazarus, kom herud!’” Hans stemme, klar og gennemtrængende, trænger ind til den døde. Mens han taler, stråler det guddommelige ud gennem det menneskelige. I hans ansigt, der er oplyst af Guds herlighed, ser folket forvisningen om hans magt. Hvert øje er fæstet til hulens indgang. Hvert øre lytter spændt for at opfange den mindste lyd. Med intens og pinefuld opmærksomhed afventer alle prøven på Kristi guddommelighed, beviset, der skal dokumentere hans krav om at være Guds Søn, eller for stedse udslukke håbet.JSL 385.5

Der er noget, der bevæger sig i den tavse grav, og han, som var død, står i døren til gravkammeret. Hans bevægelser besværliggøres af ligklæderne, som han blev lagt til hvile i, og Kristus siger til de forbløffede tilskuere: “Løs ham og lad ham gå.” Atter får de at se, at mennesker skal samarbejde med Gud. Mennesker skal arbejde for mennesker. Lazarus bliver befriet for ligklæderne og står foran forsamlingen, ikke som et menneske, der er udtæret af sygdom, med svage, vaklende lemmer, men som en mand i sin bedste alder og i sin fulde manddomskraft. Hans øjne stråler af forstand og af kærlighed til Frelseren. Han kaster sig i tilbedelse ned for Jesu fødder.JSL 385.6

De tilstedeværende, er først målløse af forundring. Så følger der et ubeskriveligt optrin med fryd og taksigelser. Søstrene får deres bror tilbage til livet som en gave fra Gud, og under glædestårer fremstammer de deres tak til Frelseren. Men alt imens bror, søstre og venner fryder sig over atter at være forenede, trækker Jesus sig tilbage. Da de ser sig om efter livets giver, er han ikke til at finde.JSL 386.1