Forræderen afsløret

Jesus havde været utroligt langmodig i sin handlemåde over for denne fristede sjæl. Intet var ladt uforsøgt, som kunne have hjulpet med at redde Judas. Efter at han to gange havde indgået aftale om at forråde sin Herre, gav Jesus ham stadig mulighed for at omvende sig. Ved at læse forræderens hemmelige tanker gav Kristus Judas det sidste, overbevisende bevis på sin guddommelighed. Dette var det sidste kald til omvendelse for den falske discipel. Enhver mulig appel fra Kristi guddommelige-menneskelige hjerte var blevet forsøgt. Men skønt Judas var overrasket og forskrækket over afsløringen, holdt han kun endnu mere fast ved sin beslutning. Fra den hellige nadver gik han ud for at fuldføre sin forræderiske gerning.JSL 478.5

Kristus havde over for sine disciple også et nådigt formål med at sætte ord på smerten over Judas. Han gav dem på denne måde det højeste bevis på, at han var Messias. “Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, JEG ER.” Hvis Jesus havde forholdt sig tavs, i tilsyneladende uvidenhed om, hvad der skulle ske med ham, kunne disciplene have troet, at deres Mester ikke havde guddommelig forudviden, og at han var blevet overrasket ved at blive forrådt til den morderiske hob. Et år tidligere havde Jesus sagt til disciplene, at han havde udvalgt tolv, og at én af dem var en djævel. Hans ord til Judas, som tilkendegav, at han vidste alt om forræderiet, ville nu styrke troen hos Kristi sande efterfølgere under hans ydmygelse. Og når Judas var nået til sit frygtelige endeligt, ville de mindes med hvilken smerte, Jesus havde omtalt forræderen.JSL 478.6

Og Frelseren havde endnu en hensigt. Han havde ikke undladt at tjene ham, som han vidste, var en forræder. Disciplene forstod ikke hans ord, da han ved fodvaskningen sagde: “I er ikke alle rene,” ^{3Joh 13,11} og heller ikke da han ved bordet sagde: “Den, der spiser brødet med mig, har løftet hælen imod mig.” Men senere, da betydningen af hans ord stod klar, fik de noget at tænke over med hensyn til Guds tålmodighed og nåde over for den allermest vildfarne.JSL 479.1