Maria undrede sig

Maria grundede over Simeons store og vidtrækkende profeti. Mens hun betragtede barnet i sine arme og mindedes de ord, der var blevet sagt af hyrderne fra Betlehem, blev hun opfyldt af taknemmelig glæde og lyse forhåbninger. Simeons ord erindrede hende om Esajas’ profetiske ord: “Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd … retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter.” ^{10Es 11,1-5} “Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. … For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” ^{11Es 9,1-5}JSL 29.4

Alligevel forstod Maria ikke Kristi mission. Simeon havde profeteret om ham både som et lys, der skulle skinne for hedningerne og som en herlighed for Israel. På samme måde havde englene forkyndt Frelserens fødsel som et glædesbudskab til alle mennesker. Gud søgte at rette på den snæversynede, jødiske opfattelse af Messias’ gerning. Gud ville, at mennesker ikke blot skulle betragte ham som Israels befrier, men som verdens Frelser. Men der skulle gå mange år, før selv Jesu mor kunne forstå hans opgave.JSL 29.5

Maria glædede sig til Messias’ herredømme på Davids trone, men hun så ikke den lidelsens dåb, gennem hvilken den måtte vindes. Ved Simeon blev det åbenbaret, at Messias ikke ville komme igennem verden uden at møde hindringer. Med disse ord til Maria: “Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge!” giver Gud i sin milde kærlighed Jesu moder en antydning af den smerte, som hun allerede var begyndt at føle for hans skyld.JSL 29.6

“Se,” havde Simeon sagt, “dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som skal modsiges.” De, som skal oprejses, må først falde. Vi skal falde på klippen og knuses, før vi kan oprejses ved Kristus. Hvis vi ønsker at få del i herligheden i det åndelige kongerige, skal vort eget jeg afsættes fra tronen og hovmodet skal ydmyges. Jøderne ville ikke acceptere æren opnået ved ydmygelse. Derfor ville de ikke tage imod deres Frelser. Han var et tegn, som skulle modsiges.JSL 30.1

“For at mange hjerters tanker kan komme for en dag.” I lyset af Frelserens liv vil alle hjerters tanker, lige fra Skaberens til mørkets fyrstes tanker, blive åbenbaret. Satan har fremstillet Gud som egoistisk og undertrykkende. Som en, der kræver alt, men intet giver, gør fordring på sine skabningers tjeneste til sin egen forherligelse, men ikke ofrer noget til gavn for dem. Men ved at give os Kristus åbenbarede Faderen sit hjerte. Dette er et vidnesbyrd om, at Guds planer med os er “planer om lykke, ikke om ulykke” ^{12Jer 29,12}. Det forkynder, at selv om Guds had til synden er stærk som døden, så er hans kærlighed til synderen stærkere end døden. Da han har påtaget sig at frelse os, vil han intet spare, hvor dyrebart det end er ham, til fuldførelsen af sit værk. Ingen sandhed, der har væsentlig betydning for vor frelse, tilbageholdes for os, intet barmhjertighedsunder bliver forsømt, ingen guddommelig kraft får lov at være ubenyttet. Gunstbevisninger hobes oven på gunstbevisninger og gaver oven på gaver. Alle himmelske virkemidler sættes ind for dem, som han søger at frelse. Når han har samlet alle universets skatte og åbnet for Almagtens hjælpekilder, lægger han dem i Kristi hænder og siger: Alt dette er til menneskene. Alt sammen for at overbevise menneskene om, at der ikke findes en kærlighed, der er større end hans, hverken i Himmelen eller på jorden. Mennesket vil finde sin største lykke ved at elske ham.JSL 30.2

Ved Golgatas kors stod kærligheden og egenkærligheden ansigt til ansigt. Her åbenbarede de sig helt og fuldt. Kristus havde levet for at trøste og velsigne, og ved at dræbe ham afslørede Satan, hvor ondartet hans had mod Gud var. Han gjorde det klart, at det virkelige formål med hans oprør var at styrte Gud fra tronen og tilintetgøre ham, gennem hvem Guds kærlighed var blevet åbenbaret.JSL 30.3

Gennem Kristi liv og død blev også menneskers tanker bragt for dagens lys. Fra krybben til korset var Jesu liv et kald til selvfornægtelse og til fællesskab i lidelsen. Det afslørede menneskers hensigter. Jesus kom med den himmelske sandhed, og alle, der lyttede til Helligåndens røst, følte sig draget til ham. De, som dyrkede deres eget jeg, tilhørte Satans rige. Ved deres holdning til Kristus ville alle komme til at vise, hvilken side de tilhørte. Således afsiger enhver dommen over sig selv.JSL 30.4

Når den sidste dom finder sted, vil ethvert fortabt menneske kunne forstå, af hvilken art hans egen forkastelse af sandheden er. Korset vil blive fremstillet, og dets virkelige betydning vil blive forstået af ethvert sind, som har været forblindet af overtrædelser. Over for synet af Golgata med dets ufattelige offer vil syndere komme til at stå fordømte. Enhver løgnagtig undskyldning vil blive fejet bort. Menneskets frafald vil vise sig i sin hæsligste skikkelse. Mennesker vil komme til at se, hvad det er, de har valgt. Ethvert spørgsmål om sandhed og vildfarelse under den langvarige strid vil så være opklaret. På verdensdommens dag vil Gud stå renset for enhver skyld for det ondes eksistens. Det vil blive bevist, at de guddommelige love ikke er medvirkende til synden. Der vil intet fejlagtigt findes i Guds herredømme og heller ingen årsag til utilfredshed. Når alle hjerters tanker skal åbenbares, vil både de trofaste og de oprørske mennesker forene sig i at erklære: “Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? … For dine retfærdige domme er blevet åbenbare.”^{13Åb 15,3-4}JSL 31.1