De som sørger

“Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.” Ved disse ord lærer Kristus ikke, at sorgen i sig selv har magt til at fjerne syndens skyld. Han giver ikke sin godkendelse til hykleri eller påtaget ydmyghed. Den sorg, hvorom han taler, består ikke i tungsind og klagen. Skønt vi sørger på grund af synd, skal vi fryde os over vores dyrebare ret til at kaldes Guds børn.JSL 211.1

Ofte sørger vi, fordi vore onde handlinger har ubehagelige konsekvenser for os selv, men dette er ikke anger. Virkelig sorg over synden er en følge af Guds Ånds virke. Ånden afslører utaknemmeligheden i det hjerte, som har ringeagtet og bedrøvet Frelseren, og leder os i anger til korsets fod. Ved hver synd såres Jesus på ny, og når vi ser på ham, som vi har gennemboret, sørger vi over de synder, som har voldt ham smerte. En sådan sorg vil føre til, at man afholder sig fra synd.JSL 211.2

Et verdsligt menneske vil måske kalde denne sorg for svaghed, men det er den kraft, som binder den angrende til den Almægtige med bånd, som ikke kan brydes. Den viser, at Guds engle giver mennesket de nådegaver tilbage, som det havde mistet ved hjertets hårdhed og ved overtrædelser. Den angrendes tårer er kun de regndråber, der går forud for helliggørelsens solskin. Denne sorg varsler en glæde, der vil blive som en kilde af levende vand i dets indre. “Erkend din skyld, at du har brudt med Herren din Gud.” Så vil jeg “ikke længere se vredt til jer, for jeg er trofast, siger Herren.” ^{4Jer 3,12-13} Han har lovet “at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod.” ^{5Es 61,3}JSL 211.3

Også for dem, der sørger i prøvelser og kval, er der trøst. Bitterheden fra sorg og ydmygelse er bedre end syndens nydelser. Gennem lidelser åbenbarer Gud os de dårlige steder i vor karakter, for at vi ved hans nåde kan overvinde vore fejl. Ukendte kapitler angående os selv bliver åbnet for os, og så Sommer prøven, om vi er villige til at tage imod irettesættelse og råd fra Gud. Når vi kommer ud i prøvelser, skal vi ikke blive bekymrede eller klage. Vi bør ikke være rebelske eller bekymre os selv ud af Kristi hånd. Vi skal ydmyge os for Gud. Herrens veje er dunkle for dem, der gerne vil se alt i et lys, som tiltaler dem selv. For vor menneskelige natur kan de se mørke og glædesløse ud. Men Guds veje er altid barmhjertighedens veje, og de ender med frelse. Elias vidste ikke, hvad han gjorde, da han ude i ørkenen sagde, at han havde fået nok af livet, og bad om at han måtte dø. I sin nåde tog Herren ham ikke på ordet. Der var endnu et stort arbejde for Elias at udrette; og da hans hverv var endt, skulle han ikke omkomme i modløshed og ensomhed i ørkenen. Han skulle ikke stige ned i gravens støv, men op i herlighed, fulgt af himmelske stridsvogne, til tronen i det høje.JSL 211.4

Guds ord til de sørgende lyder sådan: “Men jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile, jeg giver dem trøst til gengæld.” ^{6Es 57,1} “Jeg vender deres sorg til fryd, jeg trøster og glæder dem, der klager.” ^{7Jer 31,1}JSL 211.5