Hånet og ydmyget
Pilatus bestræbte sig stadig på at redde ham. “For tredje gang spurgte han dem: ‘Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.’” Men blot at nævne hans frigivelse fik folkets raseri til at gå helt grassat. “Korsfæst ham, korsfæst ham!” råbte de. Raseriet, som Pilatus’ ubeslutsomhed havde fremkaldet, voksede til uanede højder.JSL 534.2
De tog Jesus, som var dækket med sår og en besvimelse nær af udmattelse, og piskede ham i mængdens påsyn. “Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: ‘Hil dig, jødekonge!’ De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham.” Af og til var der en hånd, som i ondskab greb den kæp, de havde givet ham i hånden, og bankede kronen ned over hans pande, så tornene trængte ind i hans tindinger og blodet dryppede ned over hans ansigt og skæg.JSL 534.3
Undres, I himle! Og forundres, du jord! Betragt undertrykkeren og den undertrykte. En rasende menneskemængde omringer verdens Frelser. Spot og hån blander sig med rå og blasfemiske eder. Hans ringe herkomst og fattige liv bliver kommenteret af den afstumpede skare. Hans hævdelse af at være Guds Søn bliver latterliggjort, og den tarvelige spøg og fornærmende spot lyder fra mund til mund.JSL 534.4
Satan var leder af den grusomme pøbels mishandling af Frelseren. Det var hans hensigt om muligt at provokere ham til at gøre gengæld eller at drive ham til at udføre et mirakel for at befri sig selv og således ødelægge frelsesplanen. En eneste plet på hans liv som menneske, eller blot ét svigt under den frygtelige prøve, og Guds Lam ville have været et ufuldkomment offer, og menneskets frelse ville være slået fejl. Men han, som kunne have befalet de himmelske hærskarer at hjælpe sig, han, som kunne have fået pøbelen til at flygte i rædsel ved blot i et glimt at åbenbare sin guddommelige majestæt, overgav sig med fuldkommen ro til den mest afskyelige nedværdigelse og ugerning.JSL 534.5
Kristi fjender havde forlangt et mirakel som bevis på hans guddommelighed. De fik et bevis, som var langt større end noget, de havde søgt. Mens hans plageånders grusomhed nedværdigede dem til noget, der lignede Satan, langt under menneskeligt niveau, så ophøjede Jesu sagtmodighed og tålmodighed ham langt højere end menneskeheden og beviste hans guddommelige slægtskab. Hans nedværdigelse var pantet på hans ophøjelse. De smertefulde bloddråber, der flød ned over hans ansigt og skæg fra hans sårede tindinger, var pantet på, at han skulle salves med “glædens olie” som vor ypperstepræst.JSL 535.1
Satans raseri var frygteligt, da han så, at al den mishandling, som var overgået Frelseren, ikke havde fremtvunget den mindste klage fra ham. Selv om han havde påtaget sig menneskets natur, blev han holdt oppe af en guddommelig styrke og afveg på ingen måde fra sin Faders vilje.JSL 535.2
Da Pilatus overgav Jesus til at blive pisket og hånet, var det for at vække folkemængdens medlidenhed. Han håbede, de ville finde, at denne straf var tilstrækkelig. Han troede, at selv præsternes had nu måtte være tilfredsstillet. Men med skarp opfattelsesevne indså jøderne svagheden ved således at straffe en mand, der var blevet erklæret uskyldig. De vidste, at Pilatus forsøgte at redde fangens liv, og de var fast besluttet på, at Jesus ikke skulle frigives. Det er for at behage og tilfredsstille os, at Pilatus har ladet ham piske, tænkte de, og hvis vi presser sagen frem til en afgørelse, får vi sikkert vor vilje!JSL 535.3