Tempelskatten
Kort tid efter at de var nået til byen, kom opkræveren af tempelskatten til Peter med spørgsmålet: “Betaler jeres mester ikke tempelskat?” Denne skat var ikke nogen statsskat, men et religiøst bidrag som enhver jøde var forpligtet til at betale årligt til templets vedligeholdelse. At afslå at betale denne skat ville blive betragtet som manglende loyalitet over for templet — en meget alvorlig synd efter de skriftkloges bedømmelse. Frelserens indstilling til rabbinernes love og hans tydelige irettesættelser til forsvarerne af traditioner gav dem påskud til en anklage om, at han forsøgte at nedbryde tempeltjenesten. Nu så hans fjender en lejlighed til at miskreditere ham. I skatteopkræveren fandt de en villig forbundsfælle.JSL 313.3
I skatteopkræverens spørgsmål fornemmede Peter en hentydning, der berørte Kristi troskab over for templet. Nidkær om sin Mesters ære svarede han hurtigt og uden først at spørge Jesus, at han ville betale skatten.JSL 313.4
Men Peter havde kun delvis forstået den spørgendes hensigt. Der var nogle samfundsklasser, som blev holdt fritaget for at betale skatten. Da levitterne på Moses’ tid blev udskilt fra folket for at tjene i helligdommen, fik de ingen arv blandt folket. Herren sagde: “Derfor har Levi ikke fået tildelt arvelod, sådan som hans brødre fik det; Herren er hans lod.” På Kristi tid blev præsterne og levitterne stadig betragtet som særligt indviede til templet, og man krævede ikke, at de skulle betale det årlige vedligeholdelsesbidrag. Også profeter var fritaget for at betale. Ved at kræve skatten af Jesus tilsidesatte de skriftkloge hans rettighed som profet og lærer og behandlede ham som ethvert andet menneske. Hvis han afslog at betale skatten, ville det blive fremstillet som manglende ærbødighed mod templet; og betalte han den, ville det på den anden side blive betragtet som en erkendelse af, at deres afvisning af ham som profet var berettiget.JSL 314.1
For ganske kort tid siden havde Peter anerkendt Jesus som Guds Søn; men nu gik han glip af en lejlighed til at præcisere, hvem hans Mester var. Ved at svare skatteopkræveren, at Jesus ville betale skatten, havde han faktisk anerkendt den falske opfattelse af ham, som præsterne og rådsherrerne forsøgte at sætte i omløb.JSL 314.2
Da Peter trådte ind i huset, kom Frelseren ikke med nogen hentydning til det, der var foregået, men spurgte: “Hvad mener du, Simon? Af hvem tager jordens konger told og skat, af deres egne sønner eller af de fremmede?” Peter svarede: “Af de fremmede.” Og Jesus sagde: “Så er jo sønnerne fri.” , Mens befolkningen i et land må betale skat til deres konges underhold, så danner kongens egne børn en undtagelse. Derfor krævedes det af Israel, Guds udvalgte folk, at de skulle opretholde tjenesten for ham; men for Jesus, Guds egen Søn, gjaldt der ikke nogen sådan forpligtelse. Hvis præsterne og levitterne var undtaget på grund af deres forbindelse med templet, var han så meget desto mere, for templet var jo hans Faders hus.JSL 314.3
Hvis Jesus havde betalt skatten uden at protestere, ville han i realiteten have anerkendt kravets berettigelse, og således have benægtet sin guddommelighed. Men skønt han så det gode ved at imødekomme kravet, benægtede han den påstand, som lå til grund for det. Ved at tilvejebringe pengene til betaling af skatten beviste han sin guddommelige karakter. Det var blevet forkyndt, at han var ét med Gud og derfor ikke var skyldig at betale skat som en af landets almindelige undersåtter.JSL 314.4
“Gå ned til søen,” sagde han til Peter, “kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en statér. Tag den og giv dem den for mig og dig.”JSL 314.5
Skønt hans guddommelighed var iført menneskeskikkelse, åbenbarede han ved dette mirakel sin herlighed. Det var indlysende, at det var ham, om hvem David havde sagt: “For alt skovens vildt er mit, dyrene på de tusinder af bjerge. Jeg kender alle fuglene i bjergene, markens dyr hører mig til. Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, for jorden er min med alt, hvad den rummer.” JSL 314.6
Mens Jesus gjorde det klart, at han ikke havde nogen forpligtelse til at betale skatten, så indlod han sig ikke i ordstrid med jøderne herom, for de ville have fordrejet hans ord og vendt dem imod ham. For ikke at vække forargelse ved at nægte at betale skatten gjorde han noget, som man ikke med rette kunne forlange af ham. Denne lære ville være af stor værdi for hans disciple. Markante forandringer skulle snart finde sted i deres forhold til tempeltjenesten, og Kristus lærte dem, at de ikke unødvendigt skulle modsætte sig fastsatte regler. Så vidt muligt skulle de undgå at give anledning til fejlfortolkning af deres tro. Selvom kristne ikke må ofre et eneste af sandhedens principper, bør de undgå strid, når som helst dette er muligt.JSL 315.1