Gud taler til Pilatus

Pilatus var forbavset over hans væremåde. Er denne mand ligeglad med, hvad der sker, fordi han ikke ønsker at redde sit liv, spurgte han sig selv. Mens han betragtede Jesus, der uden at tage til genmæle fandt sig i spot og hån, følte han, at denne mand ikke kunne være så uretfærdig og uhæderlig, som de højrøstede præster var. I håb om at få ham til at sige sandheden førte Pilatus Jesus til side og spurgte ham atter: “Er du jødernes konge?”JSL 528.1

Jesus besvarede ikke spørgsmålet direkte. Han vidste, at Helligånden bearbejdede Pilatus, og han gav ham en mulighed for at erkende sin overbevisning. “Siger du det af dig selv,” spurgte han, “eller er det noget, andre har sagt dig om mig?” Det vil sige, var det præsternes beskyldninger eller ønsket om at modtage lyset fra Kristus, der havde udløst Pilatus’ spørgsmål? Pilatus forstod, hvad Jesus mente; men stoltheden rejste sig i hans sind. Han ville ikke indrømme, hvilken overbevisning der trængte sig frem i ham. “Er jeg måske jøde?” sagde han. “Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?”JSL 528.2

Den gyldne mulighed var forsvundet for Pilatus. Alligevel undlod Jesus ikke at oplyse ham yderligere. Mens han ikke direkte besvarede Pilatus’ spørgsmål, beskrev han tydeligt sin egen mission. Han lod Pilatus forstå, at han ikke søgte nogen jordisk trone.JSL 528.3

“Mit rige er ikke af denne verden,” sagde han. “Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.” Da sagde Pilatus til ham: “Så er du altså konge?” Jesus svarede: “Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.”JSL 528.4

Kristus stadfæstede, at hans ord i sig selv var nøglen til at løse mysteriet for dem, der var forberedt til at tage imod det. Det havde en overbevisende kraft, og dette var hemmeligheden ved udbredelsen af hans sandhedsrige. Han ville gerne have Pilatus til at forstå, at kun ved at tage imod og tilegne sig sandheden kunne hans fordærvede natur blive genoprettet.JSL 528.5

Pilatus ønskede at kende sandheden. Hans tanker var forvirrede. Han tog ivrigt mod Frelserens ord, og han blev grebet af en stærk længsel efter at vide, hvad sandheden virkeligt var, og hvordan han kunne tilegne sig den.JSL 528.6

“Hvad er sandhed?” spurgte han. Men han afventede ikke svaret. Larmen udenfor kaldte ham atter tilbage til den øjeblikkelige situation; for præsterne forlangte højrøstet, at han skulle handle hurtigt. Han gik ud til jøderne og erklærede med eftertryk: “Jeg finder ham ikke skyldig.”JSL 528.7

Disse ord fra en hedensk dommer var en bidende irettesættelse af forræderiet og falskheden hos Israels øvrighed, der anklagede Frelseren. Da præsterne og de ældste hørte dette fra Pilatus, kendte deres skuffelse og raseri ingen grænser. De havde længe planlagt og afventet denne lejlighed. Da de øjnede udsigten til, at Jesus blev frigivet, syntes de at være parat til at sønderrive ham. De anklagede med høj røst Pilatus og truede ham med den romerske regerings misbilligelse. De beskyldte ham for at afslå at dømme Jesus, som de hævdede havde sat sig op mod kejseren.JSL 529.1

Nu lød der vrede stemmer, der erklærede, at Jesu oprørske indflydelse var velkendt over hele landet. Præsterne sagde: “Han ophidser folket med sin lære over hele Juda; han begyndte i Galila og er kommet helt hertil.”JSL 529.2

Pilatus havde på dette tidspunkt ikke tænkt sig at dømme Jesus. Han vidste, at jøderne havde anklaget ham af had og fordom. Han vidste, hvad der var hans pligt. Retfærdigheden krævede, at Kristus blev løsladt omgående. Men Pilatus var bange for folkets fjendskab. Hvis han afslog at overgive Jesus til dem, ville der blive uroligheder, og dette frygtede han for. Da han hørte, at Kristus var fra Galilæa, besluttede han at sende ham til Herodes, som var regent i denne provins, og som nu opholdt sig i Jerusalem. Pilatus tænkte, at han ved denne fremgangsmåde kunne lægge ansvaret over på Herodes. Han tænkte også, at dette var en god anledning til at bilægge en gammel strid mellem ham selv og Herodes. Og det viste sig også at slå til. De to øvrighedspersoner blev venner på grund af sagen mod Frelseren.JSL 529.3