I bøn på bjerget

Lidt efter siger Kristus til dem, at de nu ikke skal gå længere. Han går lidt væk fra dem og tynget af sorg og overvældet af gråd, bønfalder han ydmygt Gud. Han beder om styrke til at udholde prøven for menneskenes skyld. Han må selv forny sit tag i kraften fra Den Almægtige, for kun således kan han overskue, hvad der ligger foran ham. Og han udøser sin største bekymring vedrørende sine disciple — at deres tro ikke må svigte i timen for mørkets magt. Duggen falder tæt på hans bøjede skikkelse, men han ænser det ikke. Nattens skygger samler sig om ham, men han lægger ikke mærke til, hvor mørkt det er. På denne måde glider timerne langsomt hen. Først forener disciplene sig med ham i inderlig bøn; men efter en tids forløb bliver de overvældet af træthed, og selv mens de forsøger at fastholde deres opmærksomhed ved det, der sker, falder de i søvn. Jesus har fortalt dem om sine lidelser. Han har taget dem med sig, for at de skal forene sig med ham i bøn. Selv i dette øjeblik beder han for dem. Jesus har set sine disciples mørke tanker, og han længes efter at lette deres sorg ved at forvisse dem om, at deres tro ikke har været forgæves. Ikke alle, selv ikke alle de tolv, kan modtage den åbenbaring, han ønsker at give dem. Kun de tre, som skal være vidne til hans sjælekval i Getsemane, er blevet udvalgt til at være sammen med ham på bjerget. Nu er hovedvægten i hans bøn, at de må få en åbenbaring af den herlighed, han havde hos sin Fader, før verden blev til; at hans rige må blive åbenbaret for menneskers øjne, og at hans disciple må få styrke til at se det. Han trygler om, at de må blive vidne til en tilkendegivelse af hans guddommelighed, som vil være dem til trøst i timen for hans yderste smerte i bevidstheden om, at han i sandhed er Guds Søn, og at hans skændige død er en del af frelsesplanen.JSL 304.4