Gud taler gennem naturen

Det var under træerne i Edens have, at jordens første beboere havde valgt at have deres helligdom. Det var der, Kristus havde været sammen med menneskeslægtens far. Da vore første forældre blev forvist fra Paradiset, fandt deres tilbedelse stadig sted på markerne og i lundene, og der mødte Kristus dem med evangeliet om sin nåde. Det var Kristus, der talte med Abraham under Mamres ege; med Isak, da han gik ud på marken for at bede ved aftenstid; med Jakob på bjergskråningen ved Betel; med Moses mellem Midjans bjerge og med drengen David, mens han vogtede sin hjord. Det var på Kristi bud, at hebræerne i femten hundrede år havde forladt deres hjem en uge om året og havde boet i hytter, der var dannet af “palmegrene og grene af løvrige træer og af popler” ^{13 Mos 23,40}.JSL 202.3

Under oplæringen af sine disciple trak Jesus sig helst tilbage fra byens forvirring til stilheden på markerne og bjergsiderne, hvilket var mere i harmoni med den lære om selvfornægtelse, han ønskede at bibringe dem. Og når han prædikede, elskede han at samle folket omkring sig under den blå himmel et sted på et græsbevokset bakkedrag eller ved søens bred. Her kunne han, omgivet af sit eget skaberværk, vende sine tilhøreres tanker fra det kunstige til det naturlige. Væksten og udviklingen i naturen åbenbarede hans riges principper. Hvis mennesker ville løfte blikket mod Guds bjerge og iagttage hans hænders vidunderlige værk, kunne de få værdifuld lærdom af guddommelig sandhed. Kristi lære vil gentage sig for dem i alt, hvad der sker i naturen. Sådan vil det være for alle, der går ud i markerne med Kristus i hjertet. De vil føle sig omgivet af en hellig påvirkning. Naturen overtager vor Herres lignelser og gentager hans råd. Ved kontakten med Gud i naturen bliver sindet opløftet, og hjertet finder hvile.JSL 202.4

Nu skulle de første skridt tages til oprettelsen af den menighed, der efter Kristi bortgang skulle repræsentere ham her på jorden. Ingen kostbar helligdom stod til deres rådighed, men Frelseren førte sine disciple til det tilflugtssted, han elskede, og i deres erindring var de hellige minder fra denne dag for altid forbundet med bjergenes, dalenes og søens skønhed.JSL 203.1