Kapitel 57—Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv

Kapitlet er bygget op over Matt 19,16-22; Mark 10,17-22; Luk 18,18-23.

“Da han gik ud og gav sig på vej, kom der en løbende og faldt på knæ for ham og spurgte ham: Gode Mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”JSL 373.1

Den unge mand, som havde stillet dette spørgsmål, var en rådsherre. Han havde store ejendomme og beklædte en betroet stilling. Han så den kærlighed, Kristus viste over for de børn, man havde bragt til ham. Han så, hvor kærligt han tog imod dem og omfavnede dem, og han følte en dyb hengivenhed for Frelseren. Han ønskede at være hans discipel. Han var så dybt betaget, at han, da Kristus gik videre, løb efter ham, og mens han knælede ved hans fødder, stillede han oprigtigt og alvorligt det spørgsmål, der var så vigtigt for ham og for ethvert menneske: “Gode Mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”JSL 373.2

“Hvorfor kalder du mig god?” sagde Kristus. “Ingen er god undtagen én, nemlig Gud.” Jesus ønskede at afprøve rådsherrens oprigtighed og få ham til at sige, på hvilken måde han betragtede ham som god. Var han klar over, at den, han talte med, var Guds Søn? Hvordan var hans inderste holdning?JSL 373.3

Rådsherren havde høje tanker om sin egen retfærdighed. Han mente i virkeligheden ikke, at han manglede noget, men alligevel var han ikke helt tilfreds. Han følte, at der manglede noget, som han ikke var i besiddelse af. Kunne Jesus ikke velsigne ham, som han velsignede de små børn, og opfylde hans store ønske?JSL 373.4

Som svar på hans spørgsmål sagde Jesus, at lydighed mod budene var en nødvendighed, hvis han ville opnå et evigt liv; og han anførte flere af de bud, som viser menneskets pligter over for sine medmennesker. Rådsherrens svar var selvsikkert: “Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?”JSL 373.5

Kristus så på den unge mands ansigt, som om han læste hans tanker og undersøgte hans karakter. Han elskede ham, og han ville så gerne give ham den fred, nåde og glæde, der ville forandre hans indstilling til jordiske ting. Han sagde: “Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himmelen. Og kom så og følg mig!”JSL 373.6

Kristus følte sig draget mod denne unge mand. Han vidste, at han var oprigtig, når han hævdede: “Det har jeg holdt alt sammen.” Frelseren længtes efter i ham at skabe den dømmekraft, der ville gøre ham i stand til at indse nødvendigheden af hjertets fromhed og kristen godhed. Han længtes efter i ham at se et ydmygt og angerfuldt hjerte, der var bevidst om at give Gud den højeste kærlighed, og som skjulte sine mangler i Kristi fuldkommenhed.JSL 373.7

I denne rådsherre så Jesus netop den hjælper, han havde brug for, hvis denne unge mand ville samarbejde med ham i arbejdet om frelsen. Hvis han ville lade sig lede af Kristus, kunne han blive en betydelig kraft. På en markant måde kunne rådsherren have repræsenteret Kristus; for han besad egenskaber, der, hvis han sluttede sig til Frelseren, ville gøre ham i stand til at blive en guddommelig kraft blandt mennesker. Kristus elskede ham, da han så ind i hans sind. Kærligheden til Kristus var ved at vågne i rådsherrens hjerte, for kærlighed avler kærlighed. Jesus længtes efter at se ham som sin medarbejder, efter at gøre ham lig sig selv — til et spejl, hvori Guds billede ville blive reflekteret, efter at udvikle hans fortræffelige karakter og hellige den til Mesterens tjeneste. Hvis rådsherren dengang havde overgivet sig til Kristus, ville han være vokset under påvirkning af Hans nærværelse. Hvis han havde truffet dette valg, hvor ville hans fremtid da have formet sig anderledes.JSL 374.1