Kapitel 60—Guds riges lov

Kapitlet er bygget op over Matt 20,20-28; Mark 10,32-45; Luk 18,31-34.

Påsketiden nærmede sig, og atter begav Jesus sig mod Jerusalem. I hans hjerte var freden fra den fuldkomne enhed med Faderens vilje, og han bevægede sig målrettet mod offerstedet. Men over disciplene hvilede der en følelse af noget hemmelighedsfuldt, af tvivl og frygt. Frelseren “gik foran dem. De var rystede, og de, der fulgte efter, var bange.”JSL 392.1

Igen kaldte Kristus de tolv til sig, og så konkret som aldrig tidligere fortalte han dem om forræderiet mod ham og de efterfølgende lidelser. “Se,” sagde han, “vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå. Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.”JSL 392.2

Havde de ikke lige forkyndt overalt, at: “Himmeriget er kommet nær!” ^{1Matt 10,7} Havde Kristus ikke selv lovet, at mange skulle sidde sammen med Abraham, Isak og Jakob i Guds rige? Havde han ikke lovet enhver, der havde forladt noget for hans skyld, at få det hundredefold igen og del i hans rige? Og havde han ikke givet de tolv det særlige løfte om ærefulde pladser i hans rige, at de skulle sidde på troner og dømme Israels tolv stammer? Selv nu havde han sagt, at alt det, der var skrevet om ham hos profeterne, skulle opfyldes. Og havde profeterne ikke forudsagt herligheden i Messias’ rige? I lyset af disse tanker forekom hans ord om at forrådes, om forfølgelse og død uklare og tågede. Uanset hvilke vanskeligheder der måtte komme, så troede de, at Tibet snart skulle oprettes.JSL 392.3