Jesus venter med at komme

Da Josefs sønner gjorde forberedelser til at deltage i løvhyttefesten, lagde de mærke til, at Kristus ikke foretog sig noget, der tydede på, at han havde til hensigt at deltage. De så bekymret på ham. Siden helbredelsen ved Betesda dam havde han ikke deltaget i nogen af folkets sammenkomster. For at undgå unødig konflikt med de ledende mænd i Jerusalem havde han indskrænket sit arbejdsområde til Galilæa. Hans tilsyneladende ligegyldighed over for de store religiøse festdage, og det fjendskab, som præsterne og de skriftkloge udviste mod ham, forårsagede forvirring blandt folk omkring ham, ja selv blandt hans egne disciple og hans familie. I sin lære havde han lagt vægt på lydighed mod Guds lov, men alligevel syntes han selv at være ligeglad med den guddommeligt indstiftede tjeneste. Hans samkvem med tolderne og andre med dårligt omdømme, hans ligegyldighed over for rabbinernes forskrifter, og den dristighed, hvormed han tilsidesatte de traditionelle krav vedrørende Sabbatten, syntes alt sammen at bringe ham i modsætningsforhold til den gejstlige øvrighed og forårsagede mange spørgsmål. Hans brødre mente, at det var en fejl af ham at skabe fjendskab med landets store og lærde mænd. De følte, at disse mænd havde ret, og at Jesus begik en fejl ved at bringe sig i modsætningsforhold til dem. Men de havde været vidne til hans pletfrie liv, og skønt de ikke betragtede sig selv som hans disciple, så havde hans gerninger gjort dybt indtryk på dem. Det tilfredsstillede deres ærgerrighed, at han var så elsket i Galilæa. De håbede stadig på, at han ville give et bevis på sin magt, som kunne få farisæerne til at indse, at han var den, som han hævdede at være. Tænk, om han virkelig var Messias, Israels Konge! Med stolt tilfredshed hægede de om denne tanke.JSL 323.5

De var så ivrige efter det, at de tilskyndede Jesus til at drage til Jerusalem. “Tag herfra og gå til Judæa, for at dine disciple også kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der gør noget i hemmelighed, når han vil frem i offentlighed. Når du gør sådanne ting, så vis dig for verden.” Disse ord gav udtryk for tvivl og vantro. De tillagde ham fejhed og svaghed. Hvis han vidste, at han var Messias, hvorfor holdt han sig så uvirksomt tilbage? Hvis han virkelig ejede en sådan magt, hvorfor så ikke dristigt drage til Jerusalem og hævde sine krav? Hvorfor ikke i Jerusalem gøre de samme vidunderlige gerninger, som der blev berettet om i Galilæa? Lad være med at skjule dig i afsides provinser, sagde de, og udelukkende udføre dine mægtige gerninger for uvidende bønder og fiskere. Træd frem i Hovedstaden, få støtte fra præsterne og rådsherrerne og få folket samlet til oprettelsen af det nye rige.JSL 324.1

Jesu brødre ræsonnerede ud fra det egoistiske motiv, der så ofte fines hos dem, som gerne vil føre sig frem. Denne ånd var den fremherskende i verden. De var krænkede, fordi Kristus i stedet for at søge verdslig magt havde erklæret, at han var livets brød. De var dybt skuffede, fordi så mange af hans disciple svigtede ham. De vendte sig selv bort fra ham for at undgå det ubehagelige ved at anerkende, hvad hans gerninger åbenbarede — at han var den, som Gud havde udsendt.JSL 324.2

“Da sagde Jesus til dem: ‘Min tid er endnu ikke kommet, men jeres tid er det altid. Jer kan verden ikke hade, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde. Drag I op til festen, jeg drager ikke op til denne fest, for min tid er endnu ikke inde.’” Hans brødre havde talt til ham i en myndig tone og foreskrevet ham, hvilken fremgangsmåde han burde følge. Han vendte irettesættelsen mod dem selv ved ikke at ligestille dem med sine selvfornægtende disciple, men med verden. “Jer kan verden ikke hade”, sagde han, “men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde.” Verden hader ikke dem, der i ånden er som den; dem elsker den som sine egne.JSL 324.3

For Kristus var verden ikke et sted til velvære og selvforherligelse. Han var ikke ude efter dens magt og dens ære. For ham frembød den intet af værdi. Den var det sted, hvortil hans Far havde sendt ham. Han var blevet givet for verdens liv, for at gennemføre den store frelsesplan. Han var i færd med at udføre sit arbejde for den faldne slægt. Men han skulle ikke være overmodig, ikke udsætte sig for fare, ikke fremskynde kriser. Hver begivenhed i hans gerning havde sin fastsatte time. Han skulle vente tålmodigt. Han vidste, at han skulle møde verdens had. Han vidste, at hans arbejde ville resultere i hans død; men at udsætte sig for det før tiden, ville ikke være hans Faders vilje.JSL 325.1

Fra Jerusalem havde rygtet om Kristi mirakler spredt sig overalt, hvor der boede jøder; og skønt han i mange måneder ikke havde været til stede ved højtiderne, var interessen for ham ikke mindsket. Fra alle verdens egne var mange kommet op til løvhyttefesten i håb om at få ham at se. Ved festens begyndelse var der mange, som spurgte efter ham. Farisæerne og rådsherrerne holdt udkik efter ham i håb om at finde en anledning til at få ham dømt. De spurgte ivrigt: “Hvor er han?” men ingen vidste det. Tanken om Ham var den første i alles sind. Af frygt for præsterne og rådsherrerne vovede ingen at anerkende ham som Messias, men alle vegne blev han drøftet lavmælt og alvorligt. Mange forsvarede ham som Guds sendebud, mens andre beskyldte ham for at vildlede folket.JSL 325.2