Jesus bliver lagt i graven

Med Kristi død var disciplenes håb tilintetgjort. De betragtede hans tillukkede øjenlåg og slapt hængende hoved, hans hår der var sammenfiltret af blod, hans gennemborede hænder og fødder, og deres fortvivlelse var ubeskrivelig. Lige til det sidste havde de troet, at han ikke skulle dø. De havde svært ved at tro på, at han virkelig var død. De var så overvældede af sorg, at de ikke huskede på hans ord, der havde forudsagt alt dette. Intet af hvad han havde sagt, kunne bringe dem trøst nu. De så kun korset og dets blødende offer. Fremtiden så mørk og fortvivlet ud. Deres tro på Jesus var tilintetgjort; men aldrig havde de elsket deres Herre som nu. Aldrig før havde de følt så stærkt, hvad han betød for dem, og hvor meget de trængte til at være ham nær.JSL 562.1

Selv i døden var Kristi legeme meget dyrebart for hans disciple. De længtes efter at give ham en ærefuld begravelse, men de vidste ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Den forbrydelse, som Jesus var blevet dømt for, var forræderi mod den romerske regering, og mænd, der var blevet henrettet for denne forbrydelse, var henvist til en begravelsesplads, der var specielt beregnet for den slags overtrædere. Disciplen Johannes var sammen med kvinderne fra Galilæa blevet stående ved korset. De kunne ikke overlade deres Herres legeme til de ufølsomme soldaters behandling og til at blive begravet i en vanærende grav. Men de kunne ikke forhindre det. De kunne ikke opnå nogen begunstigelse fra de jødiske myndigheder, og de havde ingen indflydelse hos Pilatus.JSL 562.2

I denne nødsituation kom Josef fra Arimatæa og Nikodemus disciplene til hjælp. Begge disse mænd var medlemmer af Sanhedrin og kendte Pilatus. De var begge rige og indflydelsesrige mænd. De havde besluttet, at Jesu legeme skulle have en ærefuld begravelse.JSL 562.3

Josef gik dristigt op til Pilatus og bad ham om at måtte få Jesu legeme. Her hørte Pilatus for første gang, at Jesus virkelig var død. Modstridende rygter havde nået ham om begivenhederne, der knyttede sig til korsfæstelsen, men med vilje havde man undladt at meddele ham om Kristi død. Pilatus var af ypperstepræsterne og rådsherrerne blevet advaret mod bedrag fra Kristi disciple med hensyn til hans døde legeme. Da han havde hørt Josefs anmodning, sendte han derfor bud efter den høvedsmand, der havde ansvaret ved korset, og fik sikkerhed for, at Jesus virkelig var død. Af ham fik han også en beretning om begivenhederne på Golgata, som bekræftede, hvad Josef sagde.JSL 562.4

Josefs bøn blev opfyldt. Mens Johannes var bekymret for sin Mesters begravelse, vendte Josef tilbage med Pilatus’ befaling om udlevering af Kristi legeme, og Nikodemus kom og medbragte en kostbar blanding af myrra og aloe, næsten hundrede pund, som skulle bruges til balsameringen. End ikke de mest ansete mænd i Jerusalem kunne man have vist større ærbødighed i døden. Disciplene undrede sig over at se, at disse rige rådsherrer var lige så interesserede som de selv i deres Herres begravelse.JSL 562.5

Hverken Josef eller Nikodemus havde åbenlyst sluttet sig til Frelseren, mens han levede. De vidste, at et sådant skridt ville udelukke dem fra Sanhedrin, og de håbede at kunne beskytte ham ved deres indflydelse under dets møder. En tid så det ud til, at det skulle lykkes for dem; men de snedige præster, som så, at de handlede til fordel for Kristus, havde modarbejdet deres planer. Under deres fravær var Jesus blevet dømt og udleveret til korsfæstelse. Nu, hvor han var død, skjulte de ikke længere deres hengivenhed for ham. Mens disciplene var bange for åbenlyst at vise sig som hans tilhængere, kom Josef og Nikodemus dem dristigt til hjælp. Hjælpen fra disse rige og ansete mænd var på dette tidspunkt særdeles tiltrængt. Hvad der var umuligt for de fattige disciple at gøre for deres døde Mester, kunne disse mænd gøre, og deres rigdom og anseelse beskyttede dem i vid udstrækning mod præsternes og rådsherrernes ondskab.JSL 563.1

Blidt og ærbødigt løftede de med deres egne hænder Jesu legeme ned fra korset. De græd af medfølelse, da de så på hans mishandlede og forrevne skikkelse. Josef ejede en ny grav, der var hugget ind i en klippe. Denne havde han tiltænkt sig selv; men den lå nær ved Golgata, og nu gjorde han den klar til Jesus. Det døde legeme blev sammen med de vellugtende salver, som Nikodemus havde bragt med sig, omhyggeligt svøbt ind i et linnedklæde, og Frelseren blev båret til graven. Der rettede de tre disciple de mishandlede lemmer ud og foldede de sårede hænder over det stille bryst. De galilæiske kvinder kom for at se, om alt var blevet gjort for deres elskede lærers livløse legeme, som kunne gøres. Derpå så de den tunge sten blive rullet hen foran indgangen til graven, og Frelseren var lagt til hvile. Kvinderne var de sidste ved korset og de sidste ved Kristi grav. Da tusmørket faldt på, dvælede Maria Magdalene og de andre Maria'er stadig ved Herrens hvilested grædende af sorg over den skæbne, der havde ramt ham, som de elskede. Derefter vendte de tilbage, “men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud” ^{13Luk 23,56}.JSL 563.2