Jesu brødre
Mens Jesus var i færd med at undervise folket, gav hans disciple ham besked om, at hans mor og hans brødre stod udenfor og gerne ville se ham. Han vidste, hvad de havde i sinde, og “han svarede ham, der sagde det til ham:JSL 230.3
‘Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?’ Og han pegede på sine disciple og sagde: »Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor.”JSL 230.4
Alle, der i troen gerne ville tage imod Kristus, var forbundet med ham med et tættere bånd end menneskeligt slægtskab. De ville blive ét med ham, ligesom han var ét med Faderen. Som et menneske, der troede og handlede efter hans ord, var hans mor mere nært og trygt knyttet til ham end ved sit naturlige slægtskab. Hans brødre ville ikke få nogen fordel af deres forbindelse med ham, hvis ikke de tog imod ham som deres personlige Frelser.JSL 230.5
Hvilken støtte ville Kristus ikke have fundet i sine jordiske slægtninge, hvis de havde troet på ham som udsendt fra Himmelen og havde samarbejdet med ham om at gøre Guds gerning! Deres vantro kastede en skygge over Jesu jordiske liv. Den var en del af bitterheden i det smertens bæger, som han tømte for os.JSL 230.6
Det fjendskab mod evangeliet, som var optændt i menneskers hjerter, føltes stærkt af Guds Søn, og det var mest smerteligt for ham i hans hjem, for hans eget hjerte var fyldt af venlighed og kærlighed, og han værdsatte kærlig hensyntagen i familierelationer. Hans brødre ønskede, at han skulle rette sig efter deres ideer, selv om det ville have været ganske uforeneligt med hans guddommelige mission. De betragtede ham som en, der trængte til deres råd. De bedømte ham ud fra deres menneskelige synspunkt og mente, at hvis han ville nøjes med kun at sige, hvad de skriftkloge og farisæerne kunne godtage, ville han undgå den ubehagelige kontrovers, som hans ord fremkaldte. De mente, at han måtte være helt ved siden af sig selv, når han hævdede at have guddommelig myndighed og ved over for de skriftkloge at optræde som den, der bebrejdede dem deres synder. De vidste, at farisæerne søgte anledning til at anklage ham, og de var klar over, at han havde givet dem tilstrækkelig anledning.JSL 231.1
Med deres korte målestok kunne de ikke lodde dybden af den opgave, han var kommet for at løse, og derfor kunne de ikke føle deltagelse med ham i hans prøvelser. Deres grove, ringeagtende ord viste, at de ikke havde nogen sand opfattelse af hans karakter, og de kunne ikke få øje på, at det guddommelige blandede sig med det menneskelige. De så ham ofte dybt bedrøvet; men i stedet for at trøste ham sårede deres ånd og deres ord hans hjerte. Hans følsomme sind pintes, hans motiver blev misforstået, og hans gerning var ubegribelig for dem.JSL 231.2
Hans brødre fremførte tit farisæernes filosofi, som var forslidt og grå af ælde, og de vovede at tro, at de kunne belære ham, som forstod al sandhed og begreb alle hemmeligheder. De fordømte i udstrakt grad det, som de ikke kunne forstå. Deres bebrejdelser ramte ham dybt, og han følte sig træt og ulykkelig. De hævdede at tro på Gud og mente, at de forsvarede Gud, dengang da Gud var hos dem som menneske, og de kendte ham ikke.JSL 231.3
Disse ting gjorde hans gerning umådeligt svær. Så forpint var Kristus af misforståelserne i sit hjem, at det var en lettelse for ham at være, hvor de ikke fandtes. Der var et hjem, som han elskede at besøge — Lazarus', Marias og Martas hjem; for hans ånd fandt hvile i denne atmosfære af tro og kærlighed. Dog fandtes der ingen på jorden, der kunne gennemskue hans guddommelige mission eller kende den byrde, han bar for menneskehedens skyld. Ofte følte han først lindring ved at være alene og i kontakt med sin himmelske Fader.JSL 231.4
De, som er kaldede til at lide for Kristi skyld, og som må tåle misforståelser og mistillid selv i deres eget hjem, kan finde trøst ved tanken om, at Jesus har måttet tåle det samme. Han føler medynk med dem. Han tilbyder dem fællesskab med sig og lettelse, hvor han fandt den, nemlig i fællesskabet med Faderen.JSL 231.5