Den farlige surdej

Jesus “sukkede .. dybt i sin ånd”, vendte sig væk fra denne gruppe smålige kritikere og gik igen i båden sammen med sine disciple. I sørgmodig tavshed krydsede de igen søen. De vendte imidlertid ikke tilbage til det sted, de havde forladt, men satte kursen mod Betsajda i nærheden af det sted, hvor de fem tusinde var blevet bespist. Da de var nået over til den anden side, sagde Jesus: “Se til, at I tager jer i agt for farisæernes og saddukæernes surdej.” Jøderne havde fra Moses’ tid været vant til at fjerne al surdej fra deres hjem i påsketiden, og derfor havde de lært at betragte den som et billede på synd. Alligevel misforstod disciplene Jesus. Ved den pludselige afrejse fra Magadan havde de glemt at tage brød med, og de havde nu kun et eneste brød. De mente, at det var dette Kristus hentydede til, og at han advarede dem mod at købe brød af en farisæer eller en saddukæer. Deres mangel på tro og åndelig indsigt havde ofte forledt dem til lignende misforståelser af hans ord. Nu irettesatte Jesus dem for at tro, at han som havde mættet tusinder med nogle få fisk og bygbrød, med denne højtidelige advarsel kun havde hentydet til timelig føde. Der var fare for, at farisæernes og saddukæernes snedige ræsonnementer kunne smitte disciplene med vantro og få dem til at undervurdere Jesu gerninger.JSL 294.1

Disciplene var tilbøjelige til at mene, at deres Mester burde have imødekommet kravet om et tegn fra Himmelen. De troede, at han sagtens kunne gøre det, og at et sådant tegn ville bringe hans fjender til tavshed. De opfattede ikke, hvor hykleriske disse smålige kritikere var.JSL 294.2

Måneder herefter, “da folk havde samlet sig i tusindtal, så de var ved at træde hinanden ned,” gentog Jesus den samme belæring. Han sagde, “først til sine disciple: ‘Tag jer i agt for farisæernes surdej, deres hykleri.’” ^{5Luk 12,1}JSL 294.3

Når surdejen kommer i melet, arbejder den umærkeligt og forandrer hele dejen efter sin egen natur. Sådan vil hykleriet, hvis det får lov til at bo i hjertet, gennemsyre karakteren og livet. Et slående eksempel på farisæernes hykleri havde Kristus allerede irettesat ved at fordømme brugen af “korban”, hvorved undladelse af sønlige pligter skjulte sig under påskud af gavmildhed over for templet. De skriftkloge og farisæerne indførte bedrageriske principper. De skjulte deres læresætningers virkelige hensigt og benyttede enhver lejlighed til snedigt at indpode dem i deres tilhøreres sind. Når disse falske principper først var blevet godkendt, virkede de ligesom surdejen i melet og gennemsyrede og forvandlede karakteren. Det var denne bevidst vildledende lærdom, som gjorde det så vanskeligt for folket at tage imod Jesu ord.JSL 294.4

De samme kræfter arbejder i dag gennem dem, der forsøger at udlægge Guds lov på en sådan måde, at den kommer til at passe sammen med deres skikke. Denne slags mennesker angriber ikke åbenlyst loven, men de fremkommer med teorier, som undergraver dens principper. De forklarer den sådan for at ødelægge dens kraft.JSL 294.5

Farisæernes hykleri var et produkt af egoisme. Forherligelse af sig selv var målet med deres liv. Det var dette, som fik dem til at forvanske og bruge Skrifterne forkert, og som gjorde dem blinde for meningen med Kristi mission. Dette spidsfindige onde var selv disciplene i fare for at komme til at dyrke. De, som hævdede at følge Jesus, men som ikke havde forladt alt for at blive hans disciple, blev i høj grad påvirket af farisæernes argumenter. De vaklede ofte mellem tro og vantro, og opfattede ikke de skatte af visdom, der skjulte sig i Kristus. Selv disciplene var, skønt de udadtil havde forladt alt for Jesu skyld, ikke i deres hjerte holdt op med at ønske storhed for sig selv. Det var denne ånd, som udløste striden om, hvem af dem der skulle være den største. Dette var, hvad der stod imellem dem og Kristus, og som gjorde, at de havde en så dårlig forståelse af hans selvopofrende gerning og var så længe om at begribe frelsens mysterium. Ligesom surdejen vil forårsage fordærvelse og forfald, hvis den får lov at fuldende sit værk, vil den egoistiske ånd, hvis den bliver næret, forårsage forurening og ødelæggelse af sjælen.JSL 295.1

I dag, som i gamle dage, findes der alt for meget af denne spidsfindige, vildledende synd blandt Herrens disciple! Hvor ofte ødelægges vor tjeneste for Kristus og vort fællesskab med hinanden ikke af det hemmelige ønske om at hævde sig selv! Hvor er vi hurtige til at rose os selv og længes efter menneskers bifald! Det er selvglæden og ønsket om en lettere vej end den, Gud har anvist os, som får os til at erstatte de guddommelige forskrifter med menneskelige teorier og traditioner. Disse advarende ord blev sagt til Jesu egne disciple: “Tag jer i agt for farisæernes surdej.”7JSL 295.2

Kristi religion er oprigtighed i sig selv. Iver for Guds ære er motivet, som er indpodet af Helligånden, og kun Åndens virkningsfulde gerning kan indpode dette motiv. Kun Guds kraft kan udrydde egoisme og hykleri. Denne forvandling er tegnet på hans gerning. Når den tro, vi får, tilintetgør egoisme og hykleri, når den fører os til at søge Guds ære og ikke vor egen, så ved vi, at den er ægte. “Fader, herliggør dit navn!” ^{6Joh 12,28} var grundtonen i Kristi liv, og hvis vi følger Ham, vil det blive grundtonen i vort liv. Han befaler os at “leve sådan, som han levede.” ^{71 Joh 2,6} “Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud.” ^{81 Joh 2,3}JSL 295.3